Jeg ser ud på havet.
Gennem snavsede vinduer.
Huset far byggede.
Mor aldrig elskede
(alligevel)
ikke en eneste knast er mig ukendt her
ikke en vind har jeg ikke hørt før.
(Alligevel) rør jeg mig uroligt i sædet
Og med tanke på
at intet i denne verden skal få mig
at rejse herfra igen
for det er mit liv
snavset på ruden og havet i oprør,
slås jeg (alligevel) med vindmøller og skygger af i går
sagde du mon ja og mente (alligevel) nej
Fordi dagen er en anden, end dagen i går.
Længslen mere krævende.
og kærligheden med ?
Tænkte du det, så sig det – for
Jeg mærker det nok (alligevel)
knasterne til gengæld
de findes fortsat i huset ved havet
og hver og en
dem tæller jeg roligt og samvittighedsfuldt
men får (alligevel) aldrig samme facit.
