ALLIGEVEL

Jeg ser ud på havet.

Gennem snavsede vinduer.

Huset far byggede.

Mor aldrig elskede

(alligevel)

ikke en eneste knast er mig ukendt her

ikke en vind har jeg ikke hørt før.

(Alligevel) rør jeg mig uroligt i sædet

Og med tanke på

at intet i denne verden skal få mig

at rejse herfra igen

for det er mit liv

snavset på ruden og havet i oprør,

slås jeg (alligevel) med vindmøller og skygger af i går

sagde du mon ja og mente (alligevel) nej

Fordi dagen er en anden, end dagen i går.

Længslen mere krævende.

og kærligheden med ?

Tænkte du det, så sig det – for

Jeg mærker det nok (alligevel)

knasterne til gengæld

de findes fortsat i huset ved havet

og hver og en

dem tæller jeg roligt og samvittighedsfuldt

men får (alligevel) aldrig samme facit.