CUBERS CORNER

SLAVKA PAVIC – foxy lady

mcfotografererSlavka

SLAVKA PAVIC

Hvis man googler året 1951 springer det i øjnene, at krigen i Korea på sørgeligste vis fyldte folks bevidsthed. En atomprøvesprægning i Nevada gjorde intet til at berolige verdens befolkning. I Europa er genopbygningen efter fem år med krig. På Balkan er der uro alle steder. En korpulent mand i uniform og med hang til cigarer og ekstravagant livsstil, hugger al modstand ned for fode. Det er i Titos skygge, at hun første gang udstiller i Zagreb. Livet er fuld af tilfældigheder, siger hun. Men , man har pligt til at gribe ud efter lykken, hvis chancen byder sig. For Slavka skete det på en perron. Det her er historien om en kvinde, der blev født i en tid, hvor Josephine Baker smider tøjet, optræder med bananer på hovedet og laver vovede bevægelser på scenen; Charleston. 20-ernes vovede dans, udført ofte som provokation af kvinder, får dog aldrig fodfæste på Balkan. Det gør Slavka Pavic til gengæld. Får fodfæste, og hun er still going strong, og ifølge den verdensberømte fotograf, Peter Knapp, hører til blandt sit lands vigtigste fotografer i det 20. århundrede. Jeg har mødt hende. Mere end en gang. Hun er det levende bevis på, at det er okay at græde over spildt mælk, men at livet er mirakuløst, og smukt. Og har man blot det mindste talent – må man gøre noget ved det. 

Det er en kendt historie, at Slavka Pavic går på gaden i al slags vejr. For at fotografere.

Knapt så kendt er historien om, at hun for nylig mistede 3000 fotos, fordi computeren brændte sammen – og, Slavka havde ikke en back up.

”I mellem de fotos lå råmaterialet til mine kommende projekter. Gud fader bevares, sikken en historie. Jeg snakkede med min mand, Milan om det. Han skældte mig lidt ud for at være blevet sløset.”

Der er aldrig lang vej til et smil, og ved tanken om at de seneste 10 års arbejde med et fingerknips forsvandt har hun bare et overbærende grin til overs for:

”Livet er fuld af tilfældigheder. Jeg kan jo ikke være god til alt, vel?”

Som hun kommer gående i modlys ligner Slavka Pavic det hun er; en ældre dame. Lettere krumbøjet, sølvfarvet hår, skridtene er små og forsigtige, som om hun føler sig frem med fødderne i gruset for ikke at falde.

Vi er i hjertet af Zagreb. I det kroterne kalder ”den grønne hestesko – en sammenhængende række af parker og grønne anlæg som skaber luft i en lummer hovedstad når solen bager.

Kroatiens Nationalarkiv er en pompøs bygning fra forrige århundrede, der lægger side om side med Botanisk Have. Få hundrede meter herfra knejser Nationalteatret. Stilen er Barok, der er en gammel stemning som i Wien, Prag og Budapest. Stram linieføring, smukke statelige bygninger til borgerskab, kunst og kultur. Scenografien får Slavka Pavic til at virke endnu mere undseelig, flegmatisk, gammel.

Men langsynet bedrager. Tæt på virker hun stærk med en vinders udstråling.

”Men dog! Hvad skulle jeg dog kunne videregive til dine læsere, som de ikke allerede ved i forvejen, ” kvidrer hun.

I det samme opdager hun et ungt par der kommer gående i modlys. Slavka observerer, men løfter ikke kameraet.

Istedet stiller hun sig ud til vejen hvor en blå sporvogn netop har sat passagerer af. Kameraet forbliver urørt omkring hendes hals. Hun scanner muligheden, men ryster så let på hovedet. Nej ikke denne gang heller. Skyggerne er forkerte.

En hjemløs har lagt sig til at sove på en bænk i skyggen under et træ. Slavka kender ham godt, men har endnu ikke undfanget øjeblikket:

”Min teknik? Hmmmm. Helt enkelt; jeg bruger samme metode som Milan lærte mig for 65 år siden; Analyser og observer situationen grundigt. Han var pressefotograf, så han måtte arbejde hurtigt, men jeg fandt min egen metode efterhånden. Jeg sneg mig mere rundt, forstår du. Og så brugte vi først Rolleiflex, siden Hasselblad. Filmruller med 12 negativer. Du lærer at disciplinere dig selv. I dag skyder folk bare løs. Det har en tendens til at gøre folk sjuskede, synes jeg.”

Manden på bænken bliver ikke undfanget heller i dag. Adspurgt om hun ville tage fotoet af ham uden at vække ham, svarer hun, at det afhænger af situationen. I tilfældet med den hjemløse ville hun tage fotoet først, så vække ham og introducere sig. Dernæst tage et par stykker mere. Mange af hendes bedste billeder er blevet til på den måde i byrummet med mennesker på:

”Lille Bubba (VW) sku til service. Milan gik ind og sku betale regningen. Drengen med malerbøtten gik uforstyrret rundt. Han er min!!!, tænkte jeg. Jeg lod som om, jeg ville fotografere noget andet. Havde jeg spurgt ham om at stå stille var billedet ikke blevet til noget. ”

Slavka Pavic konkluderer, at man gerne må være foxy og luske rundt, men hun har som tommelfingerregel, at hun aldrig optræder agressivt med sit kamera.

Hun husker ikke, at der nogensinde er blevet sagt nej. Men, hun anerkender, at det offentlige rum er blevet mere besværligt at fotografere i:

”Folk er mere emsige på grund af internettet. Og det kan jeg godt forstå,” konstaterer hun og fortsætter:

”Et af mine mest berømte billeder fra byrummet i Zagreb viser en mand i modlys på vej gennem en passage tæt på Ban Jelacic Square som i dag en myretue fra tidlig morgen til sen aften. Dengang i 1951, bliver det et symbol på en klassisk morgenstemning i byen. Jeg tror ikke nogen ville være istand til at tage noget lignende i dag. Der er for mange mennesker, og folk ville formodentlig stille spørgsmålstegn ved at jeg stod der og fotograferede.”

mr: Portrætfoto af broderen

Slavka Pavic er født i 1927. Efter Tito smed tyskerne ud af Balkan blev hun sendt til Zagreb for at læse jura. Men da hun 19 årig møder pressefotografen Milan på en togstation er det kærlighed ved første blik. I 1951 – udstiller hun for første gang i sort og hvid. Juraen vender hun aldrig tilbage til.

Hun har kun haft tre kameraer i sit liv; Rolleiflex og Hasselblad. I dag bruger hun kun et kompakt Nikon kamera. Tanken om at stå og blande kemikalierne selv er fristende, men det er et overstået kapitel, erkender hun.

”Og jeg er trods alt blevet en ældre dame, ” ler hun og fortsætter:

Milan lærte mig om disciplin. Fotografiet er en disciplin, der kræver noget af dig. Jeg stod i lære hos ham. Vi havde mørkekammer i lejligheden, og efterhånden blev det mig, der blandede kemikalierne og jeg havde flair for det. Jeg er teknisk dygtig – og jeg begyndte at tage mig af Milans negativer. Photolaboratorierne sagde ofte, at negativerne fra mig var de reneste.”

Samtidig med, at Slavka bistår sin mand, knopskyder hendes talent i alle retninger. I dag er hun berømt og anerkendt som både naturfotograf og æstetisk dokumentarist i byens rum. Men, det bliver et snapshot af en ung mand der træder ud af Nationalteatret i Zagreb som første gang sender et klart signal om, at her er en ung kvinde i færd med at sætte nye standarder for fotografiets muligheder.

Sanseligt og feminint samtidig med at blikket udtrykker en stoisk, nærmest visionær ro, vækker opsigt i efterkrigstidens ødelagte Kroatien. Den unge mand er hendes broder, og bliver (også) til ved et tilfælde:

Min broder kommer ud af teatret. Jeg kender scenografien rigtig godt. Arkitekturen – lysindfaldene på forskellige tider af dagen. Jeg kigger på helheden. Linierne omkring hovedmotivet er vigtig.”

MR: Kamera før paraply

Pladsen omkring Nationalteatret bliver igennem årene et af Slavka Pavic yndlingssteder, som hun igen og igen vender tilbage til. Den dag i dag, spadserer hun forbi – hver dag uanset hvordan vejrudsigten lyder.

Passionerede fotografer vil altid vælge kameraet før paraplyen”, ler hun og fortsætter:

Når jeg tænker efter er det måske et kendtegn ved mig, at jeg både har været nysgerrig for at afsøge nye motiver – landskaber, byer, ukendte steder – men jeg har samtidig brugt mine nære omgivelser som motiv også.”

Slavka Pavic vender i interviewet ofte tilbage til udflugterne med sin mand, familien og nære venner som et vigtigt omdrejningspunkt for det liv hun får:

Vi får desværre ikke børn sammen. Men nogle af mine absolut yndlingsbilleder er med børn på.”

Hun fremhæver to små mesterværker, der fortsat gør hende glad at kigge på den dag i dag:

Det helt afgørende i begge billeder er, at om et øjeblik er motivet væk. At jeg i begge tilfælde må handle hurtigt – fotoet med de avislæsende børn er taget med våde hænder og dryppende ansigt. Jeg var lige steget op af vandet efter en svømmetur – det andet Boy, er taget omkring Nationalteatret. Jeg har stået længe på trappen og set skyggerne flytte sig, og så sker miraklet – en dreng kommer gående, alene.”

Slavka Pavic klapper begejstret i sine hænder for at understrege tilfældighedernes betydning, men man må være klar, slår hun fast.

MR: En glemt stige

Luskeriet og nysgerrigheden driver hende en dag rundt om hjørnet på den bygning som Tito om et øjeblik skal indvie. Året er 1956, en messe i Nova Zagreb, som igen-igen skal markere Yugoslaviens vej til storhed keder Slavka, og hun lusker væk fra hovedbegivenheden, rundt om et hjørne snuser hun sig frem efter et godt motiv.

Min gud!!! Der står minsandten en stige. En eller anden må ha’ glemt den i farten, da man skulle rydde området. Ham, der glemte den, har sikkert fået en skideballe. Folk passerer forbi uden at lægge mærke til miseren. Ja – jeg vidste det var et godt billede med det samme.”

Billedet udstilles samme år som Ungarn invaderes af Sovjetunionen.

Det er ikke en tid, hvor man tager for mange chancer med hverken direkte eller subtil, kritik af regimer og styreformer af hverken socialistisk eller kommunistisk karakter, men det bliver kendetegnende for Slavka Pavic’ arbejde i årtier fremover, at hun med sit blik for den poetiske detalje skaber sig et navn som kvinde i et mandsdomineret fag, men også får en trofast fanskare der rækker langt ind i magtens centrum. Mange vil hævde, at hun bliver Kroatiens sandhedsvidne med sin sans for at formidle liv og sjæl i selv de mest statiske motiver, som eksempelvis vejskilte, veje, diger, broer i sort og hvid – men det er først i 2014 hendes arbejde officielt bliver en del af Kroatiens nationalskat. En retrospektiv udstilling på Zagreb City Museum punkterer hendes egen forestilling om, at hun ”blot” er en glad amatørfotograf. En lang række af hendes fotos – stigebilledet inklusiv – er nu i museets varetægt.

MR: Ingen zoom – men nærvær

I 1986 dør Milan af en ondartet bakterie som lægerne ikke lykkes at få bugt med. Samtidig knirker sammenholdet i Yugoslavien. Årene er barske – også for Slavka, der forsvinder ud af rampelyset.

Ofte ser man hende i sit vindue læne sig ud og betragte livet på gaden, i parken overfor Botanisk Have. Hun er dybt involveret i amatørfotoklubben Zagreb, og har stablet en afdeling for kvindelige fotografer på benene. Men at miste sin elskede tidligt føles som at miste meningen med livet:

Det sker hver dag. Jeg tager mig selv i at snakke med Milan. Som forleden, da jeg havde mistet alle mine fotos på computeren. En dag svarer han; Slavka, du må gøre vores arbejde færdigt, selvom jeg ikke er der. Okay. Godt så, slut med at være trist” tænkte jeg.

Der er heller ikke en trist stemning under trækronerne denne eftermiddag. Om det er fuglenes kvidren, og en lind strøm af unge, forelskede der slentrer forbi, som inspirerer Slavka Pavic vides ikke, men pludselig begynder hun at tage fotos af tolken, som indtil nu diskret har stået i kulissen i tilfælde af sprogforbistringer.

Se, hvor fint det er! Sæt dig her på bænken, måske jeg skal lave et ordentlig protræt af dig, du er jo så smuk, så smuk i dag”

Tolken og Slavka Pavic sætter sig på en bænk. Tæt. Som var de venner, eller nære slægtninge, der gennemgår billeder fra festen i går.

Jeg forstår pludselig, hvorfor Slavka Pavic aldrig har brugt hverken zoom eller telelinse. Hendes personlighed er et aktiv. Man kan ikke sige nej til hende. Tolken er smigret og indvilliger i at samarbejde, hvis det bliver aktuelt.

MR: Talent forpligter

Den verdensberømte fotograf, Peter Knapp har argumenteret for at Slavka er sit lands mest betydningsfulde fotograf i det 20. århundrede, fordi hendes billeder fastholder ideen om at der i alt findes menneskelighed, noget humant som vi ikke kan være foruden.

Det er muligt, det er således, men jeg indgår aldrig i den slags diskussioner. Det må være op til den enkelte at læse ind i et billede, hvad vedkommende synes. Det er måske min vigtigste pointe; Billedet er et universelt sprog, og har du passionen, og måske også lidt talent, så må du forpligte dig til motivet. Du må lære at hengive dig til øjeblikket.”

Tilbage i lejligheden får tolken og jeg en rundvisning inden der er friskpresset juice og kage.

I kontoret, som Slavka og Milan delte, er væggene fuld af øjebliksbilleder fra et langt liv. De fleste er taget af Milan. Eller har Milan som motiv. Ingen spor af mørkekammer heller.

En simpel seng i soveværelset, nydeligt redt. Et køleskab snurrer i mellemgangen til baggården, hvor køkkenet er. Herfra tager Slavka et af sine yndlingsbilleder i 1951. Det er et studie i streng linieføring og komposition.

Jeg havde længe holdt øje med skyggerne på muren. Vinduet vender mod syd. Klokken er ca. 11:00, Milans cykel i forgrunden, og genboens undertøj i baggrunden. Det er (blot) historien om et liv. En hel familie lever bag murene, jeg snakkede aldrig med dem om at jeg tog billeder af deres undertøj (ler).”

Tilbage i stuen, hvor vinduet vender ud mod park og vej, rejser Slavka Pavic selv det uundgåelige spørgsmål.

Fremtiden? Det kommer an på så mange ting. Især helbred og økonomi. Jeg er ikke blevet rig på mit arbejde, og lever sådan set kun af Milans pension. Men, min drøm er at lave en serie portrætter uden brug af Photoshop. Gerne med et Hasselblad og rigtig laboratorie-arbejde.”

Hun rejser sig fra sofaen og går hen mod vinduet. Lyset filtreres diffust gennem de udsprungne træer på den anden side af gaden.

Det var i samme vindue hun i 1977 iagttog en af de voldsomme regnsskyl, der også kan ramme Zagreb næsten uden varsel. Og pludselig greb kameraet.

Det er et mørkt billede. Men også et sjovt billede. Den hvide Fiat 500 ser lidt menneskelig ud, ikke sandt?

Da det banker på døren slutter interviewet brat. En ung kvinde står i døren og Slavka Pavic krammer hende hjerteligt. Det er et medlem af familien, langt ude, som kommer for at drikke kaffe:

”Ja, hun er det eneste geniale medlem af vores familie,” konstaterer hun og fortsætter:

”Og nu hvor du har fået din computer til at virke igen, Slavka, skal du vel i gang med at sortere i de 3000 fotos du troede, du havde mistet, ikke?”

Slavka Pavic slår en høj latter op og klapper begejstret i sine hænder. Tænk, at en kollega fra fotoklubben kunne finde dem igen. Et mirakel! Gud holder hånden over de svage og dem, der ikke er til moderne tider, bedyrer hun.

I døråbningen vinker hun farvel og på gensyn. Døren virker enorm. Slavka Pavic fylder ingenting i entreen. Det gør hendes arbejde til gengæld. Der er al mulig grund til at tro på, at næste billede virkelig bliver det bedste, hun nogensinde har taget.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: