Den nat blæste det.
Fugle var for længst landet i træerne
Langs skellet mellem dem og os.
Hvordan det gik til, at jeg så skygger lænket til jorden og så hoveder af sten dukke op af jorden ved bækken
Husker jeg knapt
Men jeg greb chancen og slog dørene op
På vid gab
Det sejlede med vind og
Regnen tog også til
Det smagte salt og
Jeg husker ikke om det var tårer
Men vi greb en chance som gjaldt det livet, da vi endelig mødtes.
Privateje – 50 x 70 cm
Jeg mindes ikke at ha’ elsket nogen højere
End dig når du sover tungt.
Når du vender dig i søvne
Når drømmene omslutter din hud
Og jeg vågner badet i sved og opdager at jeg bare strammer til
Og knuger den så hårdt at du vågner og hvisker:
Er de her endnu?
Er fuglene her endnu?
Og jeg forsikrer dig om at alt er som det skal være. Naturen spiller ingen rolle mere. Det er bare dig og mig og blæsten, som gør det umuligt at sove.
