De var igen ved havet.
Nu serverede hun spansk champagne. Freixenet. Seco. Afkølet. Dristigt.
Hun dækkede et bord til ham i lyngen. Langs skællet, hvor en lav hæk af fyr dannede grænse til naboen, sad han nu og drak indholdet fra den sorte flaske.
Han havde sat sig og så nu, at der på bordet stod friskplukkede blomster af hyben. Den lyse, sarte lilla stod godt til omgivelserne, tænkte han, men dårligt til den solsvedne plasticdug med hvide blomster af ukendt oprindelse.
Da han havde tømt glasset for anden gang landede en sommerfugl på plasticdugen.
Hun kom ud og kredsede omkring ham, som hun altid kredsede omkring ham, når sandet i timeglasset var rindet ud, og der ikke var flere undskyldninger tilbage.
– Jeg har lige set en Sørgekåbe.
– Nå.
– Jeg ville ha´fanget den til dig.
– Man fanger ikke sommerfugle længere. Det gjorde Livingstone, eller hva´det nu var han hed.
– Den kommer sjældent til Danmark. Den lever på den anden side af havet. Norge og Sverige. Vidste du at sommerfugle går på træk?
Hun afbrød ham.
– Skal vi ikke ned og bade. Du lovede, at der kun skulle gå¨en halv time.
Ved havet spejder to kvinder klædt i sort. En robåd glimter gyldent. Havet er roligt. Han ville virkelig gerne ha’ vist sin kvinde den sommerfugl.
