CUBERS CORNER

Godt nok

Jeg levede som en prins, tror jeg. I mit eget eventyr – flankeret af søskende, venner, familie og en ubegribelig smuk og varieret natur, der i dag kaldes Mols NationalPark, men i Thule…der var ikke meget prins over det. Man kaldte mig en Krasnojak (En fremmede – en af de uduelige af slagsen – hvid!)

Jeg har gjort mig umage, med næsten alt, jeg har kastet mig over.

Det er ikke alt, som er lykkedes. Men det er lykkedes at kaste sig ind i det store kortspil, både tvunget med i baghånd, med en vinderhånd, men mest af alt med noget hverken eller.  Mange gange.

Billedet her er jeg stolt af.

Det måler 2:40 x 1:20 og udspringer fra en rejse til Thule, som jeg gjorde i 1995.

Her var jeg på hvalrosfangst, i februar måned, hvor solen for første gang vender tilbage på himlen efter fire måneder uden. Hvilken fest for folkene i Thule. Hvilke fysiske strabadser det også medfører. Hundeslæderne går på isen. Minus 25-30 – nogen gange minus umuligt. 50? ja – og vind og storm. Avananaq.

Det er et kapløb med lyset, som oftest er glaseret med en sæbe lignende lim – som gør det svært at fokusere. Jeg var til ingen nytte der. Og så alligevel. Måske var jeg. (Læs historien længst nede)

Godt gået min dreng, ville mor ha sagt. Eller nok snarere; Fint. Godt gået.

Især at jeg vendte hjem igen – nu hvor jeg også havde fået mig en datter, der dengang var fire år. Frygtede jeg døden? Ja, det gjorde jeg. Og der lå et brev til hende hos en betroet ven, i fald jeg ikke kom tilbage.

Jeg drømmer stadig om det. Lyset – magien midt i realismen. Var det der det hele startede? Min fascinationa af den magiske realisme – som måske bedst kendes hvis man siger Frida Kahlo, eller Gabriel Garcia Marquez, Jorge Luis Borges, Isabel Allende m.m.

(læs mere om magisk realisme her: https://litteratursiden.dk/temaer/magisk-realisme-i-litteraturen-marts-2006) eller google det. 🙂

Måske startede det meget tidligere. Min far arbejdede med farver på Garveriet i Ebeltoft. Han var Farvemester. Ud over det altid duftede af læder i vores hjem, bragte han også alle farvenuancerne med sig ind i vores liv. Han gjorde det uden at gøre væsen af sig. Og mor supplerede sanserne med sit evindelige strikkegarn, kurve med garnnøgler. I alle regnbuens farver. I skuffer og æsker, knapper, nåle, og sytråd. Man kan godt sige, at vi ikke voksede op i et hjem med klaver, men der var fuld skrald på farverne – også på væggene – og på pladespilleren. Der flød det med toner i alle retninger. Beatles. Dansk Top. James Last – og når der røg en snaps og øl ned på en festlig fredag i godt selskab omkring bordet – styrtdykkede musikken ned i Tyroler Musik. Ja – det er sandt. (Jeg fik engang et par lederhosen af min far og mor) Det var i det hele taget et magisk hjem – med overflod af realisme, som skulle håndteres hele tiden. Takket være min evnesvage søster fik det ind i mellem et helt diabolsk skær over sig. Jette var noget ældre og – viste det sig – skizofren. Der var mange stemmer i hjemmet på Ligustervej – og farver, musik og orden i sagerne, når den sidste single var pillet af B&O-en.

Jeg levede som en prins, tror jeg. I mit eget eventyr – flankeret af søskende, venner, familie og en ubegribelig smuk og varieret natur, der i dag kaldes Mols NationalPark, men i Thule…der var ikke meget prins over den. Man kaldte mig en Krasnojak (En fremmede – en af de uduelige af slagsen – hvid!)

Gode venner faldt for mine farver og måske også lidt historien bag for nogle år siden.

De 2:40 x 1:20  var vind og skævt – havde stået og trukket fugt. Krydsfineren vred sig. Vi skar det op i tre. Og det blev det kun bedre af, synes jeg. Jeg tænker ofte på det: Mor sige; Godt nok.

Jeg drømte måske om mere end det. At det sku blive fantastisk. Vidunderligt. Ufatteligt. Godt. Nu er hun har ikke mere. Jeg savner det hele. Også det milde, kærlige udtryk i hendes øjne, når hun i køkkenet står og skræller kartofler, frikadellerne syder stilfærdigt på panden, der kører en radio inde i stuen – det dufter godt på Ligustervej, og det er trygt og – godt nok – alt sammen.

Her kommer en historie fra Hvalrosfangsten i Thule:

MCTHULE

Hvalrosfangsten i murchinson Sund

Efter tre dage på isen blev jeg truet med et ladt gevær.

Det mærkelige var, blev jeg fortalt, at fangerne sjældent lader temperamentet løbe af med sig, når de er på fangstrejse.

Min fanger var pludselig sprunget af slæden med sit gevær og med tegn og fagter gjorde han mig forståeligt, at jeg skulle blive på slæden og køre 100 meter væk fra sælens åndehul.

Det hele gik så stærkt og jeg sad på knæ på slæden mens hundene stak af i retning mod en anden fanger og hans hunde.

Jeg forsøgte at bremse slæden, men mine tilbageslag med pisken var for aggressive og jeg blev ramt i ansigtet af det yderste af pisken.

Nå, men hundene fortsatte istedet for at bremse som de var trænet til, og med et var mine hunde i slagsmål med den anden fangers hunde.

Det så ret fornøjeligt ud, men fangerens tålmo­dighed brast, han havde stået længe foroverbøjet henover et åndehul med sit ladte gevær, og nu skulle jeg have besked.

Med geværet rettet mod mit bryst råbte han flere gange af mig som en gårdvagt råber af en elev, der er taget på fersk gerning i at ryge på toilettet. Til sidst forstod jeg, at jeg skulle gentage, hvad han råbte, og jeg forstod , at han hånede mig for ikke at være istand til at bringe hundene til standsning.

Situationen var ret ydmygende og jeg ville ikke finde mig i det, så jeg bandede ad ham og dér stod vi 30 kilometer fra land, jeg godt og vel et hovede højere end ham med knyttede knæver, parat til at fravriste ham våbenet, og ham truende med et ladt gevær og en helt ukontrolleret vrede og resignation over miséren, som måske havde kostet ham aftensmaden til sig selv og hundene.

“Du er ikke andet end en skide fremmede,” skreg han og stampede arrigt i isen.

“Det er fandme ikke min skyld”, skreg jeg tilbage.

“Du er meget dårlig herude på isen. Alle I fremmede er meget dårlige herude på isen. Gå hjem Qallunaq. Gå hjem skide Qallu­naq.”

Så gjorde han endnu engang udfald mod mit bryst med det ladte gevær, og jeg stod fuldstændig rolig foran fangeren og ventede på en chance for at slå ham ned. Jeg tænkte:

“Jeg må ikke vise min angst. Mærker han min angst er jeg fortabt.”

Så jeg råbte så højt jeg kunne; “At han bare ku´ tage at skride med sine hunde, hvis det generede ham, at jeg var her.”

Omkring fødderne på os var et herligt hundeslagsmål under udvikling, og skaglerne viklede sig hele tiden omkring benene på os, hvilket gjorde det umuligt for os begge at bevare de positioner vi havde indtaget.

I det hele taget var der en del rabalder omkring os, og det var fandens uheldigt tidspunkt at dø på, syntes jeg.

Lige så hurtigt som balladen startede, sluttede konfrontationen igen.

Fangeren vendte sig bandende bort, efter at have gjort flere rasende udfald mod mig, og gik så igang med at udrede hundenes skagler. Det tog 10 minutter og min vrede fordampede lige så hurtigt som den var opstået. Jeg forstod, at jeg havde gjort klogt i at tage konfrontationen med ham istedet for at forsøge med undskyldninger, og jeg var glad for at jeg ikke havde vent ham ryggen og gået min vej. Jeg mener, hvor skulle jeg have været gået hen?

Min egen fanger dukkede pludselig op og han måtte have set optrinnet på afstand, for han grinte bravt og slog det hele hen med et skuldertræk. Jeg var temmelig vred på ham, fordi han ikke havde advaret mig mod, at den slags kunne ske.

Resten af dagen var jeg knotten og afvisende, men det gik over og jeg forstod at der er en grund til at vrede hurtigt for­damper på isen. En vred mand på fangst hverken ser eller hører som han bør. Derfor vil han klare sig dårligt og tabe ansigt, fordi han ikke kan styre sit temperament.

Hundene lignede fangerne. Og omvendt.

Når vi var flest samlet under fangstrejsen talte jeg nogen gange mere end 120 hunde og 12-14 mænd. Og det jeg lagde mest mærke til var stilheden og den velsignede ro, der hvilede over lejren.

Jeg ved ikke hvorfor de var så rolige. Men det virkede alt sammen nøje planlagt og indstuderet, og der blev sjældent brugt unødig energi på formålsløse ting.

Den første nat på isen dukkede der slæder op fra alle kanter, og vi satte petroliumslamper ud for at forhindre fangerne i at falde over barduner og harpuner, eller hvalroskød.

Siorapaluks ældste storfanger var som den første kørt efter vores lys og det var en fornøjelse for os alle at gennemgå den indbringende fangst. Kødstykkerne var for længst frosset i løbet af de få timer det havde taget ham at køre fra iskanten længere vest på og tilbage til udmundingen af Robertson Fjord.

Det var trætte hunde og de pev næsten ikke skønt kødet lå bare få meter fra dem. Fangeren fik straks hjælp af de yngste i vores lejr og siden blev der kogt hvalroskød i teltene og stykkerne var generøse og fedtet dryppede herligt ned på hagen.

Mens fangeren beskrev kampen med sit bytte sad unge mænd tavse og rensede kniv med drømmende blikke i øjnene. Inde i teltet var der nok 25 grader varmt og trangt med plads og det virkede alt sammen meget fornøjeligt. Vi var fire, som sov i samme telt og mine ben ragede ud over kanten af slæden, og selvom petro­maxen hvæssede det meste af natten fik jeg småforfrysninger i tæerne skønt jeg både havde sokker på og lå pakket ind i en meget avanceret edderdunssovepose. Fangerne sov altid med bjørneskindsbukser og inderkamikker på, så de lo af mig, da jeg forklarede mine natlige pinsler.

De følgende nætter gjorde jeg som fangerne, såvidt det var mig muligt. Jeg var jo trods alt en Qallunaq.

Jeg ved heller ikke, hvordan de fandt os.

Vi var 20 kilome­ter fra land og det beskedne lys midt på dagen ydede ingen synder­lig hjælp til at vi kunne orientere os. Men de fandt altid hinanden og hundene hørte man næsten aldrig.

En dag, da vi efter mange timers jagt på isen i Murchison Sundet, endnu engang måtte lade hundene trække de tomme slæder tættere på land for at finde en egnet plads for overnatning, forsøgte jeg at hjælpe til med at slå lejr.

Det foregik på den måde, at to slæder blev skubbet sammen med opstanderne i hver sin retning. I slædens bredderetning blev en harpun kilet ned mellem bundbrædderne og den tunge teltdug blev trukket henover og fæstnet i slædernes længderetning på op­standernes øverste del.

Det virkede ret vakelvornt og jeg forsøgte at holde en af harpunerne i en lodret vinkel for at give taget en bedre rejsning.

En af fangerne så det og fjernede mig venligt, hvorefter han placerede harpunen mellem bundbrædderne i en vinkel på 60 grader. Jeg forstod, at det gav et bedre spænd og siden holdt jeg mig langt væk, når de byggede lejren.

Det var altid mørkt, når fangerne slog lejr.

Vi var sorte skygger på isen, når jeg lod blikket glide hori­sonten rundt. Det var altid en mageløs oplevelse, også på de tidspunkter, hvor jeg frøs gudsjammerligt eller når sulten gnavede i tarmene efter 10 timers jagt på isen uden andet end te og skibskiks.

Men der blev aldrig brugt unødig med lys.

En dag så jeg, hvordan den yngste fanger gik løs på isen med en stor slagterkniv og en lommelampe i munden. Han huggede løs på den forbandede is og så småt blev hullet større på begge sider af en bro af is, som han lod være. På den måde kunne han fastgøre hundenes liner til kilen på samme måde som et skib forankres til en mole. Det gik ret hurtigt, og i det hele taget foregik alting med militaristisk præcision og uden unødvendig snak. Jeg var altid lidt urolig for at gå i vejen, men der blev aldrig skældt ud, kun da jeg dristede mig til at fotografere lejrens tilblivelse, skete det at de hævede deres stemmer. Blitzen blændede både fangere og hunde, og jeg husker ikke, hvem der knurrede højest, men jeg tog aldrig mange billeder, når de byggede lejren.

Vi var altid trætte og sultne sidst på dagen for vi havde problemer med at finde hvalrossen og det blev kun til enkelte sæler i løbet af dagen. Men petroliumslam­perne skinnede pænt og Orion stod lavt i horisonten, og vi hentede isklumper ved et nærliggende isfjeld, og efterhånden blev jeg helt tryg ved at bevæge mig på den tynde is, selvom der var 100 meter vand under os, og der gik historier om fangere, der hvert år gik gennem isen.

I det hele taget hørte jeg sjældent at fangerne talte højlydt til hinanden, og der var sjældent diskussioner og mærkbar uenighed om hvem der havde kommandoen, eller hvor man skulle tage hen for at opsøge hvalros.

En dag fik en af de kommende storfangere held med at skyde en sæl og vi ændrede straks vores planer for at tage del i fangst­lykken.

Ved sådanne lejligheder blev der grint meget og vi fik alle lov at smage den dampende rå lever, og jeg blev altid gjort til genstand for stor opmærksomhed, fordi jeg var højest og havde store fødder. Så målte vi fødder og drak te og spiste skibskiks i en uendelig og stemningen var festlig indtil vi igen plud­selig brød op og fortsatte med at afsøge isen for tegn på aktivitet fra de dyr, vi alle var så opsatte på at få ram på. Ja, der blev grint meget og vi følte os vel alle som lykkelige mennesker, fordi vi vidste hvad det handlede om og intet kunne fratage os glæden ved at jage som der var blevet gjort i flere tusinde år i Thule.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: