CUBERS CORNER

Den indre rejse

blå klipper med vand detalje

Gik hen ad stranden i retning af Kobbergård og fandt ud af hvor mange fantastisk uvæsentlige historier der foregår lige for næsen af mig hele tiden.

hvert minut, hvert sekund opstår – ud af en tilfældighed, en skæbnebestemt handling født af en tanke – en lille uvæsentlig begivenhed der på ingen måde får plads i verdenshistorien.

Det var en stor og skræmmende tanke.

Planen havde været at tælle bølger.

Jeg ville gå til Kobbergården mod syd for at tælle bølgerne. Hvide og frygtindgydende, vrede, kom de tordnende uimodståeligt ind mod den kyst jeg kender så godt.

Men så var der vinden.

Vinden var en frygtelig kold vind. Fra øst kom den, og jeg måtte dække ansigtet til med hue og halstørklæde for til sidst at trække anorakkens hætte op også.

En i sandhed frygtelig vind, der forårsagede at jeg nu måtte begrænse mine iagttagelser til det udsyn min hætte tillod.

Hvor trist det til at begynde med var, blot at kigge fremad.

Først i retning af mine sko, der uden at pive skridt for skridt bevægede sig i den sydgående retning. Efter nogle minutters intense iagttagelser med næsen bøjet mod denne anatomiske anakronisme, begyndte jeg at kede mig.

Se, nu må jeg straks komme med en indrømmelse, der vil få læseren til at indse, at den 5. november 2002 nok startede som en ganske almindelig dag på jagt efter de essentielle tegn på at mit liv må være en gave til folk på jorden, men som inden klokken 12:00 forandrede sig i al væsentlighed.

Jeg keder mig aldrig.

Jeg husker ikke, hvordan det føles.

Åh jo. Når jeg tænker efter – så husker jeg flere episoder foran TV, hvor jeg i en søvnlignende døs, zapper mellem DR1 og TV2 på det gamle Philips TV i huset ved havet. Men også her vil jeg understrege at det ikke er en udstrakt form for kedsommelighed der driver mig. Snarere er det en nysgerrighed overfor sjælens vildfarelser. Det er med andre ord snarere en leg, jeg driver med, og holder jeg øje med tiden, er det blot at stoppe, ja…i tide, inden det begynder at kede mig.

Men tilbage til min ekspedition mod de stejle skrænter ved Kobbergården.

Jeg havde været der før. Mange gange faktisk. Siden barndommen har jeg med jævne mellemrum forceret hegn og planker der markerer hvor ejerne af Kobbergårdens marker begynder, og hvor det frie rum for flaneurer som jeg, slutter.

Og en af de velsignede sysler undervejs er at iagttage til alle sider, hvad dagen lige netop denne dag, frembragte at vidunderlige ting.

Men så er det, at min hætte begrænser mit udsyn, og den infame vind fra øst driver mig til at se lige ud, for ethvert forsøg på at se ud over havet får mine øjne til at løbe i vand. Der står jeg og tuder.

Vandet driver ned af kinderne og vinden tører tårerne, der sætter sig som skorper og gør alting meget værre.

Hvad gør en klog mand?

Han kigger ind ad. Finder styrken i sig selv, så at sige, og det er lige hvad jeg gør.

Jeg beslutter mig for at kigge stift lige ud i retning af Kobbergården uden behørig hensyntagen til alle de små mirakler der måske, måske ikke, udspiller sig udenfor mit synsfelt.

Hvilken salig rejse i mit indre…

Intet til at forstyrre. Ingen styrtdykkende måger i halsbrækkende fart mod havets bund. Ingen jagende skyer til at pirre fantasien om væsener fra andre planeter. Ikke engang et skib i søen at følge, med tankens flugt til mandskabets kamp for at styre last og skrog sikkert gennem Hjelm Dyb. Ingenting. Kun den indre rejse i tanken og den mere fysiske, præget af et snærende udsyn, der bedst betegnes som………på kanten til kedsommelig.

Ved Kobbergårdens skel stoppede jeg op. Forstod at jeg havde gået rask til. Svedig og tungtåndende stod jeg og tog bestik af situationen. Ud af mit begrænsende udsyn får jeg øje på en flok Skarver der har taget opstilling på en menneskeskabt høfde syd for Kobbergårdens staldbygning. Med ansigt og næb mod vinden havde de siddet der længe, herom hersker ingen tvivl. Som saltstøtter stod de og trodsede den infame vind, og jeg skal ikke undslå mig for at være en smule imponeret over, at de – og ikke jeg – var i stand til at møde blæst og bølge med ansigtet i vindens retning.

Fast besluttet på at tage denne sorte ulykkesfugl i nærmere øjensyn beslutter jeg mig for at bestige skrænten og på denne måde at snige mig ind på saltstøtterne bagfra, og ikke mindst ovenfra.

Om det skyldes mågerne ved jeg ikke.

Opdriften fra vinden der rammer skrænterne og stiger til vejrs med voldsom fart, gjorde det virkelig vanskeligt for mig at holde balancen under opstigningen til toppen 25 meter over havets overflade. For mågerne virkede det anderledes. En og en gled de frem på rad og række 50 meter længere oppe, og uden at bevæge vingerne det mindste bevægede de sig på den mest elegante måde henover en gråtung himmel.

Mon det var dem, der advarede Skarvekolonien?

Findes der mon en slags varslingssystem mellem fugle, der også på en blæsende, kold dag i december ved havet virker på så overbevisende måde.?

Under alle omstændigheder lettede hver og en fugl og søgte nordpå.

Det var tunge og dårligt flyvende fugle der lettede. Skarven er ingen elegant flyver, men tænker man efter, er det så meget mere imponerende, at de gør det, når det tilsyneladende koster dem store anstrengelser at flytte tyngdepunktet så radikalt fra stående saltstøtte position til lavtgående flaksende flyvestilling.

Hvilket enormt forbrug af energi, alene fordi jeg dukkede op.

Skuffet lagde jeg mig på skrænten med hagen presset ned i visnet græs. Således lå jeg en stund og betragtede Hjelm. Jeg lagde mærke til at to Skarver i flere omgange vendte tilbage som var de udsendt at flokken for at undersøge om banen igen var klar til at returnere og genoptage syslen med at tage decemberstormen forfra. Jeg gjorde mig så lille som mulig, men lige meget hjalp det. Skarven vendte ikke tilbage.

Det gjorde til gengæld en flok mursvaler, der åbenbart irriteret over min herkomst i rasende fart tog bestik af situationen. Mon en mursejler nogensinde laver en fejl i luften? Støder de sammen ind i mellem, når de i maleriske mønstrer bevæger sig i det frie rum mellem skrænt og havoverflade? Jeg lå længe og studerede fuglenes flugt og fandt ingen fejl, der med det menneskelige øje var værd at nævne. Men hvad vidste jeg også om mursejlernes flyveteknik?

I mit synsfelt bøjede en visnet markblomst sig for vinden. Hvad mon arten hed?

Ved siden af den stod endnu en visnet, og endnu en…Så langt øjet rakte stod de ved siden af hinanden og lavede krumspring som endnu ikke er set hverken ved balletten eller på cirkusarenaens savsmuld. Den slags mirakler lader sig ikke kopiere.

Jeg kom i tanke om en historie om israelske myndigheders måde at torturere fanger på uden at påføre dem synlige skader. Fangevogterne rystede sin fange. Rystede dem så de til sidst fik blodansamlinger i hjernen og mistede bevidstheden.

Jeg forestillede mig, at markblomsterne var palæstinensiske fanger, men lige meget hjalp det. Jeg kunne ikke lade være med at beundre bevægelserne der virkede uimodståelige og fulde af overlevelsesvilje. Var det modn det samme der gjaldt når der blev talt om, at man ikke kunne knække en fanges vilje…? At lige meget hjalp det…Fangen talte ikke over sig. Fangen bøjede sig bare for slagene der ramte, og uden at sige et ord overlod sin sjæl ogtanke til noget der var større?

Jeg plukkede en. Jeg kunne ikke lade være. Jeg husker at jeg sagde undskyld, da jeg greb om den sarte stængel. Mine fingre føltes klodsede inde i handsken. Jeg mærkede knapt stænglen, så blot at den visnede blomst i toppen i et øjeblik stod stille i vinden. Jeg så det hele, og jeg sagde undskyld…så Knækkede jeg stænglen med den største lethed. Så snart hovedet var befriet fra resten af stænglen genoptog markblomsten sine bevægelser. Denne gang var bevægelserne mindre, men det ændrede ikke på min følelse af at ha’ gjort noget forkert.

Så rejste jeg mig og forlod mit udkigspunkt. Over mig svævede mågerne fortsat. Ikke en Skarv var i syne. Heller ikke de to spioner, der vendte tilbage i flere omgange.

Henne ved skellet til Kobbergården stoppede jeg op et øjeblik for at tage kysten i øjesyn. Hvidt skum langs hele kysten mod nord til Jernhatten klæbede til stranden. I sandhed et imponerende syn. Havde jeg ikke ejet en Mummifars mod og beslutsomhed ville jeg måske i dette øjeblik ha’ følt mig lille og ydmyg. Men så knappede jeg anorakkens hætte til igen. Fæstnede blikket mod mine sko der uden at pive satte kursen i nordgående retning. Snart søgte tanken ind ad igen, og styrket i min tro på at jeg er sat her på jorden til at gøre noget stort, begav jeg mig hjemad mod huset ved havet igen.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: