CUBERS CORNER

FYI Ikke et ord om døde – næsten

Tankespind#1 – uredigeret – om hvem der holder hånden over hvem blandt andet

 

19/03-2020 – Skofja Loka.

Hen ad formiddagen vågnede jeg endelig af min døs, igen i nat, og måske især i tiden mellem landsbykirkens klokkeslag og postbuddets entre på den villavej, jeg bor på, trak det ud med at administrere den myriade af film på indersiden af pandebrasken som i disse urolige tider knopskyder i urimelig mange retninger.

Jeg sætter kaffe over, åbner altandøren, lyset strømmer ind. En musvåge er på vingerne og kredser langsomt i himmelrummet over Skofja Loka – en by i Slovenien. Naboen er for længst gået i gang med at nipse haven. Magnolia træet er på sit bristepunkt nu. Det må jeg holde øje med i dag. Nattens dis henover bjergene der i Ernest Hemingways klassiker – Farvel til Våbnene – danner rammen om en kærlighedshistorie under 1. Verdens krig opløses modvilligt og jeg ånder lettet op, da jeg ser at en stor kleppert – en bastard – af en hund allerede har parkeret sit korpus under æbletræet hos genboen, hvis navn jeg ikke kan udtale. Jeg ved blot at de bor tre generationer i huset og den demente far på 1. salen ser TV uafbrudt. Det blå lys blænder. Men, der er liv endnu. Måske jeg skulle bruge krisen globalt til at tænke helt lokalt? Bare gå over og banke på og se om ikke vi kan få en samtale i gang? Check – det må gøre noget ved.

I huset hvor jeg bor pusler ægteparret, Vera og Gustle rundt i køkkenet under mig. Alt er ved det gamle – og så alligevel ikke. Alderen taget i betragtning er der fortsat nogenlunde liv i kludene. Hele vinteren har Gustle vasket Skodaen hver eneste gang efter bytur og indkøb. Hver eneste hundelort på vejen er blevet fejet bort. Da de blæste forleden – og det gør det sjældent her – var han ude med støvsugeren for at suge visne blade op. Hver dag hele den lange vinter har de spejdet utålmodigt efter tegn på forår, og nu er det her, og Gustle nynner glad i forhaven, hvor den forgangne weekend blev eventyrlig da kompostbunken endelig kunne filtreres og sorteres og køkkenhaven gødes. Åh hvilken fryd at bevidne fra 1. Salen. Mon, jeg kan finde et stykke jord en dag og plante et oliventræ og gro en kartoffel? Som dengang jeg boede ved Randers Fjord og druknede mig selv og ægteskabet i arbejde, arbejde, arbejde på de 2-3 hektarer vi havde fået op under neglene? Det må jeg gøre noget ved. Check!

Vera var forbi i går med en kvittering på at pakkeposten havde været forbi, mens jeg var på jagt efter socialt samvær ude i det åbne landskab.

Modtaget! Med tak til Peter og Inge fra Als. Højskolesangbøger i kompakt udgave til forestående rejser på Balkan.

Jeg skal hente dem i dag på posthuset. Så vil jeg sætte mig på en bænk og tage sangene en for en – synge min ensomhed ud og tænke tilbage på en tid før Coronaen slog alt itu – også de planlagte jobs som rejseleder, der skulle starte om 14 dage og bringe mig ud på landevejene i næsten 100 dage. Ja, jeg synger med folk på mine ture – og Peter og Inge sang for sidste år, da vi tog den store Balkan rejse i godt selskab under Albatrossens beskyttende vinger. Vi sang i kirker, i gamle romerske amfi teatre, på gader og stræder – og vi begyndte altid dagen med en sang i bussen. Siden besøgte min kæreste og jeg dem på Als  – det var i august sidste år, da vi var hjemme i Danmark på ferie. Peter lovede mig sangbøger som jeg nu kan bruge til fremtidige projekter. Han kender alle som medlem af Rotary og det sku’ da lige passe om ikke han kunne skaffe et sæt til kommende gæster.

Det føles som værende en historie fra en helt anden tid. Og det er det vel også på en måde, for verden har ændret sig på bare 6-7 uger, ikke sandt?

Jeg hørte i går på P1 – i det skønne program Supertanker – at Maria, enlig mor til en firårig datter, nu har bøvl med at få hverdagen til at fungere som hjemmearbejdende. Carsten Ortmann, der er hjernen bag programmet havde et par supertænkere igennem – husker ikke navnene på dem, men jeg husker rådet der blev givet til Maria: Indret dagen med struktur, for børn er smarte, de kan godt mærke at tingene er anderledes nu, lød det fra en kvinde med mange, mange års uddannelse og livserfaring: ”Generelt vil jeg foreslå, at man læser en bog der egentlig er målrettet familier, der har et barn med autisme,” kvidrede eksperten.

”Jamen, Marias datter er ikke autist,” indvender værten.

”Nej, men bogen er letlæst og det handler om at indføre nye, simple regler, der er gode for datteren.”

”Som eksempelvis at lære datteren at vaske tøj og bruge vaskemaskinen,” spørger værten.

”Ja, det ku’ godt være noget (leende),” svarer eksperten.

Jeg kommer i tanke om, at jeg de sidste par uger har glemt at skrive til min niece. Hun er teenager og bor et sted for børn og unge med specielle behov. Autisme er vel det mest dækkende for niecens diagnose, så jeg prøver at ringe op på Messenger uden held. Så indtaler jeg en besked og føler mig godt tilpas. Nu jeg har gjort noget godt i dag, tænker jeg.

Senere samme dag får jeg en besked fra min søster, om at det gør datteren urolig hvis jeg forsøger at ringe hende op.

”Jeg har lovet at sige det videre”, lyder det fra søster med en smiley J

Modtaget! Det var måske ikke så smart alligevel, men jeg handlede i god tro.

Også jeg er blot et menneske, der for lidt siden havde udsigt til et år med fuld fart på som rejseleder, men også med nye egne projekter i støbeskeen, hvor folk kan komme til mit hjørne af verden med tog.

I samarbejde med Den grønne Rejse (www.dengroennerejse.dk)skulle vi i gang med at bringe folk ind i det grønneste, hyggeligste land i Europa. Her, hvor BNP er baseret på 200.000 små virksomheder + et par hundrede store industrier som Bosch, Domel, Knauff, Gorenje osv. osv. lægger en bund til en økonomi der er i bedring. Det var ideen – og det er stadig, og en skønne dag kommer vi i gang igen, tænker jeg.

Men lige nu ser det sort ud. Jeg lytter med på radioen derhjemme. Det er sidste chance for at rejse hjem, siges det. Luftrummet lukker ned. Folk i Marokko redes ud. Skal jeg rejse hjem? Jeg har ikke engang til billetten, hvis altså der findes nogen der vil smugle mig over grænserne. Jeg er blevet en flygtning i mit eget liv. Der er taget beslutning om, at folk som jeg, der er selvstændige, freelancere, en-mandsejet virksomhed kan få kompensation. Bare tanken om, hvordan jeg skal gøre mine hoser grønne der, trætter mig uendeligt. Jeg har stadig svaret fra min bank, Spar Nord, Danmarks mest personlige bank, rungende i mine ører: Nej, banken kan ikke yde et ekstraordinært lån på 10.000 kr. fordi du står i RKI. Vi beklager.

I går var en god dag. Jeg brugte ingen penge. Og Vera, min husvært reflekterede på trappeafsatsen over situationen i Slovenien:

”Det minder om krigene hernede. Jeg husker vi gemte os nede i kælderen med børnene, da krigsfly overfløj og bombede i området.”

”Er det derfor I er så disciplinerede nu?”, spørger jeg.

Vera rynker på panden:

”Hvad mener du?”

Jeg forsøger at forklare forskelle og ligheder mellem os og dem.

”I har jo ingen problemer med at følge de ordrer der kommer fra regeringen og myndighederne. I gør, hvad der bliver sagt”, siger jeg.

”Ja, måske er det vores baggrund som en del af Jugoslavien og den tid. Vi har prøvet værre, men vi kender følelsen af at ting kan ændre sig i et splitsekund. Det sidder dybt i os alle.”

Jeg kommer i tanke om min elskede Ivonas rapport forleden – en af mange fra den dagligdag jeg er afskåret fra at deltage i I Zagreb pga. de lukkede grænser:

”Stemningen i Zagreb minder mig om tiden i begyndelsen af 90-erne, hvor serberne begyndte at bombe Vukovar og rykke frem mod Zagreb.”

”Krigsstemning? Er det ikke en lidt voldsom sammenligning?” forsøgte jeg.

”Åh min elskede. I er så naive, jer danskere. I har ikke prøvet noget farligt, og lever i en bobbel af fryd og gammen.”

Jeg tænker på Maria, som enlig mor. Jeg tænker i det hele taget alt for meget over alt muligt der kan gå galt.

Men, På min cykeltur i går møder jeg en ung mand og vi snakker om hvem der er vores ynglings forfattere. Jeg sidder i en solstråle i et af de utallige mikro kapeller der stå rundt i terrænet. Her er afbilledet en scene fra Biblen. Ofte står der friske blomster, der brændes lys – men i den jeg har fundet er der tomt. Så her sidder jeg hver dag og ser på livet passere. Jeg har gjort det til en dyd at hilse på alle der passerer. I går talte jeg 56 styks, 6 gange traktor med gylletank + 14 mountain bikere + 9 familier med børn på cykel (hvoraf den ene kørte jeg om kap med – hun var vel 5 år, og havde det ikke været for coronaen havde vi givet high five efter den dramatisk slutspurt JOg så var der ”The Slow Walker”

”Dobrodan. Goddag til dig. Du går langsomt?”

”I guess I do”

”Du får formodentlig et langt liv så. Det sku’ være sundt at gå langsomt.”

”Lets hope so”, svarer den unge mand og fortsætter sin vandring mod Crngrob – kirken i skoven, på en bakketop, i hvilken der findes utallige gravsteder, nogle markerede, de fleste umarkerede fra en tid kort efter 2. Verdenskrigs afslutning. Bleibuch massakren kaldes den lange march fra det sydlige Jugoslavien, orkestreret af Tito’s partisaner – fangerne, kollaboratørerne, Chetnikkerne, Ustasha folket skulle bringes til den engelske zone i Østrig. Overgives til Churchills mænd. Om det er 30.000 – eller mere der døde undervejs på den march, ved man ikke. Men her og nu ånder alt idyl og fred. Den langsomme vandringsmand returnerer 15 minutter senere og denne gang stopper han op og er snaksagelig:

”Så du er fra hvor?” spørger han.

Og jeg forklarer at jeg er faret vild på en cykeltur fra Danmark og nu knapt ved hvor jeg er.

Det får knægten til at smile og en halv times tid senere har han vist mig sin dagbog – Den er sort og indbunden og i molskind.

”Jeg skriver i den hver dag. Jeg vil gerne være en, der laver film, så jeg øver mig på at skrive scener ned, og nu hvor jeg ikke kan gå i skole så går jeg her.”

”Jeg har en magen til. Samme model som din,” siger jeg.

Jeg forklarer at jeg er journalist og har undervist i mange år i den gode historie, og nu vil han gerne ha tips og tricks til, hvordan han bliver bedre, så jeg foreslår ham, at skrive korte tekster hver dag, og slutte inden han kører træt i det.

”Som Hemingway gjorde,” udbryder han.

”Du kender Hemingway! Hvorfor lige ham?”

Den unge vandringsmand kaster sig ud i en længere analyse af den amerikanske forfatters teknikker. Han ved virkelig hvad han snakker om, for jeg har selv dyrket ham lidenskabeligt i de unge år – og da jeg nævner, at jeg ud af de 20 udvalgte værker, jeg tog med mig fra Danmark, da jeg flyttede herned, er Farvel til Våbnene, jubler han:

”Den er lidt tung for mig at læse, men Hvem ringer klokkerne for, og hans short stories dem kan jeg uden ad.”

Da vi skilles har han noteret Tomas Espedal ned i sin sorte molskinds bog. My treat. Mit forslag til en ung mand på vandring i bakkerne omkring den by, der nu er fuldstændig omringet af krig. Krigen mod en virus.

I morgen vil jeg gå i gang med at genlæse Hemingways mesterværk – jeg smugkigger i den først; og falder over beskrivelsen af det samme område som netop nu er hårdest ramt, og som jeg for blot fem uger siden kørte igennem selv for at se mine venner, spille musik og ryge en cigar. Ved Como-søen i det nordvestlige hjørne tæt under Alperne der skærmer mod Swejtz. Vi havde ikke set hinanden i et år, vi boede på en bjergskråning, og der var næsten ingen mennesker. Vi er et band der gerne går ud og spiller på gader og stræder. Er der en bar der forbarmer sig over os, spiller vi for en øl. Denne gang gjorde vi ingen af delene. VI så solen gå ned over Como. Vi sov længe, og vi lavede mad til hinanden og lyttede til hinandens historier – som altid. De to der var ankommet fra Danmark havde fået taget deres temperaturer i Malpensa. Det syntes alle var mærkeligt. Hvorfor den postyr. Martin ankom fra Barcelona uden problemer, og jeg selv gled gennem et af Europas mest trafikerede område – hvor kilometer efter kilometer af bil og lastbiler på vej øst-vest gjorde det svært at nå frem til aftalt tid. Jeg husker jeg tænkte, da jeg kørte ud på de flade strækninger efter grænsen, at her har Hemingway skrevet, og det vil jeg også gøre – når jeg en dag får tid. Nu har jeg al den tid i verden, og senere i dag gør jeg som jeg plejer; sætter mig på cyklen og tager turen rundt om Skofja Loka. Sætter mig med en øl og vegeterer. Måske ”den langsomme vandringsmand dukker op igen. Måske han har skrevet noget som vi aftalte. Det er ikke som det plejer. Men det er også godt for noget. Det er jeg nødt til at tro på. Jeg er nødt til at tro på at der er nogen der holder hånden over mig J

Her fra begyndelsen af Farvel til våbnene:

…I  begyndelsen af vinteren satte det ind med vedholdende regn, og sammen med regnen kom koleraen. Men den blev bremset, og alt i alt døde der kun 7000 af kolera i vores hær.

…Det næste år bragte mange sejre. Bjerget, som laa paa den anden side af dalen, og den lave skrænt med kastanielunden blev erobret, og vi sejrede i sydplateauet paa den anden sidesletten, og vi gik over floden i august og boede i Gorizia, i et hus, som havde springvand og mange mægtige, skyggefulde træer i en have, omgivet af høje, skærmende mure,; en blaaviolet Vistaria rankede sig op ad huset.

Teksten er skrevet til You Tubes valg af musik denne morgen:

PINK FLOYD – live

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: