Tankespind #2 – uredigerede betragtninger
Meget hyggelig syg – mor holder spejlet, søster sætter hår. Der var tid dengang i Cubers Corner
Skofja Loka 20/03/20
Jeg er begyndt at bide negle. Det kommer umærkeligt, som den tyv i natten, jeg især i de tidlige morgentimer, næsten ønsker vælger min dør at bryde igennem.
Forestiller mig hvordan jeg bliver trængt op i en krog og bedt om at holde kæft – jeg gør hvad han siger omend behovet for at snakke om stort og småt et øjeblik årelader min angst for det ukendte. Mon eventyret venter her og nu? Tænk om vi kunne diskutere den danske landstræners legacy, hvor synd det er for Aage, det søde menneske. Ingen slutrunde. Ingen forløsning. Han må gå fra bordet uden at spise desserten. Og er du ikke interesseret i sport, kan vi snakke runde fødselsdage og konfirmationer der heller ikke ikke bliver noget af. Jeg er villig til at strække mig til at diskutere Amerika. Eller Sverige. Alt hvad du vil, jeg er med på den værste, sålænge ordet der begynder med C, ikke nævnes. Det er skammeligt, men det får mig til at bide negle.
Udenfor begynder dagen for de kære små – fuglene – mens, jeg folder mine hænder og lukker øjnene, forestiller jeg mig en eng, et træ, der er elmaster som gennemskærer terrænet – songlines, som Aboriginals har dem i Australien, mon de findes endnu efter brandene og den hvide mands formfuldendte fatalisme i kænguruernes land? Jeg må undersøge det en dag, men her og nu på en af trådene sidder en Stær, og det bølger gennem dalen af forår. Fanget er øjeblikket af mit blik, der sidder du lille Stær og hvor er din mage? Og flokken du ankom med fra fjernere egne – i Afrika, må du være kommet…hvad bærer du med af nyt fra de varmere lande? Fortæl en god nyhed, så viderebringer jeg den til tyven – jeg bryder tavsheden, og siger det videre – måske det bliver begyndelsen på noget nyt og frugtbart, ikke sandt? Det er sådan vi må tænke – os, de forfløjne – os de forpjuskede, os der bringer nyt ude fra og bruger nætterne alene i senge alt for store til en, vi behøver hvilen også, men i allerhøjeste grad opmærksomheden – skal jeg forklare dig om Søren Kierkegaard? Han siger, at – nå du har ikke tid, du er på arbejde, hvem der blot havde et job nu. Hvem der bare blev hevet frem i lyset, men lige nu er det mørkt, det er din tid nu Tyv – -og et godstog buldrer afsted i det fjerne, også det er på vej – jeg sku’ være blevet en der kører med tog i natten – da jeg var dreng havde jeg en togbane. Den var hægtet fast på væggen, med to låse, og når der var tid, og det var der altid – blev den slået ned og vi kørte med tog, Per! Jens! Lars! Nis! Listen af drenge der kørte med tog, eller racerbane, eller vi spillede fodbold i dagevis ad gangen, den er lang kære Tyv. Det må du forstå. Det har ikke altid været sådan, at en tyv i natten er yderst velkommen. Der var engang hvor en dreng som jeg sov de glade drenges sorgløse søvn.
Jeg snakker og snakker. Inde i hovedet kører jeg afsted på en ulovlig boret Puch Maxi med to gear – blæser henover asfalten på vej mod nye eventyr i molboernes hovedstad, Ebeltoft. Der venter altid overraskelser, det ved jeg – og man må snog sig, holde øje med alt, også i krydset jernbanegade/Østeralle – Der er stadig folk der skal vænne sig til lysreguleringen der.
Og mens tyven fortsætter det nødvendige arbejde med at tømme skabe, skuffer og gør det så umådeligt professionelt, drejer jeg mig mod væggen fuld af minder fra en tid der ikke er længere. Mor. Far. Søster, datter du er der også – men hvor er du nu? Har du det godt? Det har jeg ikke. Ikke lige nu – jeg har brug for at tale med nogen, og derfor venter jeg spændt på at gribe chancen; Den ubudne gæst skal vide at hen er velkommen.
Jeg har klippet negle her til morgen. Det faldt mig bare ind, at hygiejne og selvdisciplin er gode egenskaber at dyrke under en krise. Inspirationen kom ude fra. Skraldevognen bakker, det bipper med advarsler – alt er under kontrol, og det nyder jeg at holde øje med. Her er der mænd, der udfører et stykke arbejde. Uden at kny, tænker jeg. Gid jeg var skraldemand. Så ville jeg være verdens bedste til det. Jeg har en god ordenssans – i det mindste når det gælder skrald. Jeg må finde ud af om, der er brug for en ekstra hånd.
Tyven har efterladt køkkenskabene åbne og er nu i færd med at tømme skabet med alle noterne, tegningerne – det vælter ud af skabene med brochurer fra hele Balkan – ting, der kunne komme kærkommen en skønne dag, hvis jeg igen bliver rejsende i historier fra de varme lande på Balkan. En brochure om Spa? Selvfølgelig. Værsgo´. Eller hvad med en guidet tur rundt i Titos Bunker? Et luksus ophold på en Øko Farm – he-he – jeg gør det svært for dig at vælge – på gulvet lægger der nok 20 tilbud om netop dette. Vælg selv Tyv om natten! Mon ikke også du har brug for noget andet end at berige dig på andres bekostning.? Og som sagt, jeg laver gerne kaffe til dig – og skulle samtalen føre os videre frem mod et begyndende venskab, så bliv endelig og spis med – som du ser bugner skabene. Ja, jeg har ikke hamstret. Ihvertfald ikke toilet papir – jeg bruger stadig en køkkenrulle, hvor jeg river et blad over i to. Hvis du vil, så kan jeg vise dig det. Det er fornærmende nemt – og en god start på dagen. Lidt teknik træning på tønden og så går det hele mere gelinde, ikke sandt?
Og risene? Ja, som du ser er der 2 kilo ris, pasta til mindst fire personer, seks forskellige typer te, en halv pose Popcorn, Grødris fra REMA – skal jeg lave Risalamande til dig? – jeg mangler dog mandler, men hvis vi aftaler at du ikke stikker af, så smutter jeg i supermarkedet og køber gerne nogle – men forstå mig ret; en god Risalamande kræver 24 timers forberedelse. Ja, ja – du tænker måske, jeg blot er ude på at tage din tid – og det er måske dybest set det jeg drømmer om – forstår du, siden jeg er begyndt at bide negle er det gået op for mig, at det måske handler om mangel på menneskelig kontakt? Der er ingen evidens her, men jeg lytter med på både Hjernekassen og SuperTankerne på P1 og der er ingen ende på analyser i disse tider – jeg er sikker på at der også findes en ekspert der kan forklare årsags/sammenhængen her. Men, lad nu det ligge. Som du ser; jeg kan bage dig en bolle, smøre dig en skive med marmelade – det er ovenikøbet økologisk, man må følge med tiden jo – og frygt den ej, marmeladen – jeg melder klart skib, den har været på rejse ind i Dantes helvedes ild – vil og kan jeg ej lyve, jeg kørt den rute og så bare industri og industri og siden ankom vi til Como og druknede os i gode historier, mens verden ude fra llerede skælvede, vi hørte det ikke. Optaget af vores eget drev vi lykkelige rundt i hinandens arme – men marmeladen, den blev aldrig åbnet. Hvis du vil kan jeg afspritte den – for der skal spises op, det lærte vi hjemmefra – undtagen Lever – lever ku ingen af os rigtig spise – kun far med bløde løg – og den lugt kommer aldrig ind her omend døren står åben for både tyv og hvermand.
Jeg sidder uroligt her på stolen.
Stockholms syndromet; det slår mig at min sympati for Tyven vokser og ud af munden ryger det:
“Har Tyven mod på det? Risalamande? Risalamande for to der er brudt ind i hinandens liv?”
“Not in a life time.”
Tyven snakker. Jeg hager mig til ordene. Endelig. En samtale. Eller, et svar – måske i virkeligheden blot en kommentar. Men jeg æder ordene i mig og i min iver for at holde liv i noget der på forhånd virkede dødt, siger jeg:
“I have sprit you know. We can sprit together.! ”
Telefonen ringer. Den ligger i vindueskarmen ude på toilettet. Jeg går derud og sætter mig på tønden og siger: Det er Cuber!
“En stemme i den anden ende, svarer”:
“Det er nu forbudt at snakke med sig selv.”
Note: Teksten er skrevet til soundtracket stars of 45 – You Tubes valg af musik her en fredag formiddag – lyt med 🙂
CUBERS CORNER 