CUBERS CORNER

SWEDISH Silverlining

#3 – Tankespind – Rimelig redigeret – prætentiøst måske, men alligevel up to date

Så man går til afterski parties på de snefattige skråninger i Sälen for tiden. Forståeligt nok. Det har været en jævlig trist sæson for Stenmarks puslinger, på samme måde som det har været elendigt her i Slovenien også, hvor samme Stenmark iøvrigt er en helt – han kørte på ELAN ski og afveg ALDRIG for det princip. Heller ikke da ELAN blev kørt ud af skiløjperne i 80-erne og led samme død som Struer Kajak efter OL i Atlanta 1996. De to firmaer havde det til fælles, at de lavede verdens bedste produkt i træ. Lige indtil at der var nogen der fandt på at bruge andre materialer. Åbenbaringen hed kulfiber og glasfiber og den lektie havde man ikke helt fået læst på, hverken i Struer, eller her i baghaven til Skofja Loka, hvor ELAN stadig findes.

MC&Stenmark

Men afterski? 499 mennesker samlet i et offentlig rum?Det er ikke cool. Det er fandme uhyggeligt du. Var det sket i Slovenien så var den store hammer faldet. Pang! En på skallen havde en af verdens mest aktive nationer fået. I sidste uge faldt hammeren i Parlamentet. Der var det regeringen der faldt – og en mere selvsikker type har genindfundet sin plads på broen. Han er gode venner med ham i Ungarn – så det er ikke så festligt endda, men – styres, det skal der. Det mærkes. I går skrev jeg om at selv en tyv i natten vil være en kærkommen gæst – man kunne måske lave vedkommende en risalamande? – det tager bare et døgn jo – og så kunne tyv og jeg udveksle erfaringer – også jeg har stjålet, men det er en anden historie. Men der er stille i gaderne. På vejene. og ikke mindst i hovedstaden Ljubljana. I Postojna grotterne. Bledsøerne og turisme destinationer der omkring er lukket ned. Forlængst. Løjper stængt. S T Æ N G T. Lukket. Shot down lige som tog og offentlige transportmidler. I Slovenien er der ikke en hund der skider i et hjørne med mindre ejeren har fået lov til at socialisere med træ, hæk eller naboens hund.

Tilbage til Sverige for i de seneste par dage har telefonerne glødet – kolleger og venner ringer. Jeg ringer tilbage. Vi sætter os foran skærmene og SKYPER – diskusionerne går så vidt at loftet ryger af. Ophedet snak. Men, hvad er nu det? Er der ikke nok at det nordlige Italien ikke længere kan begrave sine døde? At der indføres lange fængselsstraffe i Nord Makedonien hvis man overtræder selvisolation? Ja ja, man kan naturligvis trække på smilebåndet, når den serbiske Premierminister går ud i en tale og kalder Kinas leder for ikke bare en ven – men også en bror, i håb om at Riget i midten denne gang vil sende andet end Corona til Europa. Serberne, kroaterne, Albanerne, Østrigerne osv osv. har indført strenge regler og straffe.

Her til eftermiddag skrev jeg med mine venner i Udine, der ligger et langspyt fra Skofja Loka – (men også det er forbudt, så check det gamle atlas, det er lige rundt om hjørnet;)

MIG: Dear Grazia and Roberto – I am thinking about you a lot – and I hope you keep your heads up in this difficult situation.

DEM: Hi dear. Fortunately we are in good health at the moment. But we are rigorously at home. These days are very difficult for our country, but not only, for the whole Europe… And you? How is going there? 

Lad mig minde om; at Alperne, Lombardiet, Veneto osv osv – er en myretue i såvel sommer-  som vintersæsonen – det er desuden et af Europas mest befolkningstætte. Læg dertil, at industrien er stor, fabrikker ligger skuldre ved skuldre langs den vest/øst gående tresporede motorvej i retning af Trieste. I nord/sydgående retning forbindes Sydeuropa gennem alperne til Tyskland, Frankrig – og såmænd også til Stenmarks puslinger i Sälen. En myretue. Det er hvad den del af Europa kan kaldes. En italiensk udgave af Ruhr distriktet – bare flottere – mere grande, mere graciosa – det ringer for folks øren, går jeg ud fra, når jeg skriver; Monte Rosa, Lago Maggiore, Garda, Milano, Torino, Venedig, og så selvfølgelig Bergamo. Den rige by i provinsen. Med fodboldklubben Atalanta. Vi har været der alle sammen. Næsten. Også dem fra Balkan. Hvis Alperne er Europas fremskudte ryg og marv, så er omtalte region Europas hjerte. Og det hjerte lægger i respirator. Militær køretøjer bringer døde ud af byerne nu. De døde har fundet hvile. De efterladte har ingen mulighed for at begrave sine kære, mens man i Sverige stadig fester på klods hold af katastrofen.. efter devisen: Jo mere sprit jo bedre. Bare ikke på hænderne, nej for fann – det skal ned i løgnhalsen.

mcdisko

Nu skal jeg ikke være hellig. Sprit og tæt fysisk samvær har altid tiltalt mig også. Og gør det iøvrigt stadig, og selvom, jeg ikke har været på nær så mange afterski parties som jeg har været på  efterskideren i Ebeltoft efter en svedig nat på diskotek Klods Hans, så husker jeg endnu vagt hvordan jeg i Ischgl, var en Dr. Jekyll og Mr. Hyde i en uge: På løjperne rasede jeg mod egne mangler, der i bedste fald førte mig i nærkontakt med den sne der dengang var nok af – og som lå skovlet op i bjerge på størrelse med Trehøje – UDEN FOR DEN BLÅ PISTE – men om natten, OOH BOY hævnens time.  Da, viste det sig at træning og disciplin – og ind i mellem et spark over skinnebenet kunne gøre en mand ud af selv den mest ryggesløse. Tak til Thor Beckers danseskole. Tak til Helle, Gitte, Merete, Elsebeth, Marianne, Anne, Maria— Men tak især til Bente.

Bente og jeg var et umage par – men i takt med at hendes atributter udviklede sig kom vi tættere og tættere på hinanden. Vi fortsatte mens andre gav op. Som en anden Stenmark dansede vi os gennem 70-erne, nye hjemmesyede kjoler til hvert afdansningsbal. Skjorter i kradsende nylon. Sko der klemte så vidunderligt, at man næsten græd af glæde når konkurrencen var ovre. Vi blev kørt hjem enten i Opel (vores) Rekorden, eller Morris (hendes) Minoren.  Danseskolen fortsatte langt op i teenagerne – så langt at jeg fik 10 års nålen, vi vandt klubmesterskabet og slog den snu Elsebeth, hvis partners navn jeg har glemt. Men hvad jeg husker fra den tid kommer mig til gode på et svedigt dansegulv i Ischgl – jeg bevæger mig på gulvet som den legesyge kat i en scene fra Grease – jeg scanner gulvet som jeg har lært på Klods Hans, Pavilionen og til de store udenbys stævner i Grenå, Rønde og Hornslet. Mit target står paralyseret i mit flash. Senere bliver det både fællesdans, kædedans, tungekys, og den ikke ubetydelige lege-tag-fat – inden, hvis eller lyset ikke er brændt i begge ender – med et ski knald. De bedste, siges det, er dem med støvlerne på. Dem har jeg så ikke prøvet. Jeg er ordentlig opdraget og tager ikke fodtøj med i seng. Svedigt Sverige. Sälen og suverænt hensynsløst som vor Mor Margrethe sagde på TV i den forgangne uge. Vi må holde afstand til hinanden. Det er den måde vi står sammen på. Datter af Ingrid – allertiders bedste Dronning Ingrid der kom til Danmark for at redde kastanjerne ud af den ild der var i røven på Frederik. Men nu. Det er inte bra als. Ni får lugna ned ungdomsoprøret, eller hur?

Tillægs info: klik på linket her:

Iscghl – corona hell

Forleden diskuterede jeg med en god ven, hva’ som sker og ikke sker i mit elskede Sverige, hvortil jeg har rejst mere end noget andet land. Jeg har opsummeret og taget mig et par kunstneriske friheder:

  • Det er selvgodheden (Hen)
  • Manglen på troværdig politisk ledelse. (Hen)
  • Et årti med slapstick dans omkring indvandring, (Hen og jeg)
  • Sveriges (scccchhhyssss) demokraterne…(mest mig)
  • Det uopklarede Oluf Palme mord (mig)
  • læg dertil at Sverige ikke har været i krig siden 1809 (hen) (undtagen U bådskrigen i den svenske Skærgaard (mig) )
  • læg dertil; lukningen af SAAB fabrikkerne. (Meget mig)
  • Og de selvpineriske korstog orkestreret af uduelig ledelse i VOLVO, der ikke bare har ført med sig en parodisk og usælgelig C30, en V50-er produceret i Belgien mere kedelig end Grønlandsnyhederne, men måske – og jeg siger bare måske – har undermineret det svenske Folkhemmets selvfortroende – känslan af at være noget helt særligt i en Tetrapaket. Noget unikt, behørigt afsprittet, og – fuldstændig immun over for samme lys der på den mørke landevej rammer et rådyr, fikserer og paralyserer det i flugten.  (Helt vildt meget mig)
  • ABBA – Heller ikke de holdt sammen. Så hvorfor skal vi holde sammen med resten af verden? (Super meget mig)

I svenske FIRST AID KIT’s verdenshit – Silver lining lyder det:

I don’t want to wait anymore I’m tired of looking for answers
Take me some place where there’s music and there’s laughter
I don’t know if I’m scared of dying but I’m scared of living too fast, too slow
Regret, remorse, hold on, oh no I’ve got to go
There’s no starting over, no new beginnings, time races on
And you’ve just gotta keep on keeping on
Gotta keep on going, looking straight out on the road
Can’t worry ’bout what’s behind you or what’s coming for you further up the road
I try not to hold on to what is gone, I try to do right what is wrong
I try to keep on keeping on
Yeah I just keep on keeping on
I hear a voice calling
Calling out for me
These shackles I’ve made in an attempt to be free
Be it for reason, be it for love
I won’t take the easy road…

 

Måske er det bare sådan, at vi må revurdere vores opfattelse, vores perception af hvad det svenska Folkhemmet, i dag befolkes af. Måske er det bare så simpelt, at også der er man igang med et oprør mod egne forudsætninger for at være den man bør og hvem man kan være. Måske er Polka grisens tid endegyldig ovre. Astrid Lindgren, Selma Lagerløf, Vikingerne – jeg ser for mig Wallander gå for sidste gang ud til havet og spejde mod syd. Hvad kigger han på? Kontinentet. Polen – Måske er den tid bare ovre. Hvor vi farver det svenske blå/gule flag sort og hvidt i et håb om at ved at sætte spejlet op foran dem, ser vi os selv i et andet og bedre lys.

I en tid, hvor danske mediers vaklende fyrtårn DR sender Pippi Langstrømpe podcast’s – (muligvis optræder Greta Thunberg i dem forklædt som Linselus) tillader jeg mig at hylde princippet om at man må foretage nogle valg her i livet. Er man for Volvo, eller er man stadig til en SAAB?

VOLVO eller SAAB

Hvis ikke du for længst har druknet dig i sprit, træt og forvirret over mine moves på argumentationens lakerede gulv , så klik på linket nederst her: Jeg skrev engang en Saga – en Saga om Ingemar. Med efternavnet Svensson. Om det svære valg. Den blev skrevet i et årti, hvor Coronaen stadig var en øl med en lemon i halsen. En tid, der helt sikkert aldrig vender tilbage. Heldigvis.

Teksten her er skrevet på soundtracket  First Aid Kit som jeg havde fornøjelsen af at se live i Vega, København sammen med min ven Ivan for to år siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: