CUBERS CORNER

VOLVO eller SAAB

Sagaen om Svensson, der slog i bordet.

 

Nu skal du høre sagaen om Ingemar Svensson, der slog i bordet.

Når historien begynder er Ingemar Svensson på vej hjem fra sit arbejde.

Han er netop drejet af  Drottningholmsvägen 275 for at køre sydpå ad Essingebron og videre ad E4.

Ingemar Svensson er tjenestemand i næsthøjeste lønramme i skatteforvaltningen og arbejder i udkanten af Stockholm i bydelen Stora Mossen i et kontorkompleks, der rummer uanede muligheder, ifølge skatte-forvaltningens direktør Lund.

Ingemar Svensson er uenig, for kontorbygningerne står gabende tomme, for svenske medborgere snyder ikke så meget i skat og derfor har man rationaliseret.

Og det er for længst blevet trivielt at betragte frk. Janssons kraftige lår bugte sig som en snoet vej ned mod anklerne. Frk. Jansson sidder i forkontoret og keder sig.         Måske er det derfor frk. Jansson bruger snus – for i Sverige er der ligeberettigelse til og snus er stærk tobak.          For mænd, men det synes ikke at interessere frk. Jansson synderligt. I det hele taget er det ikke meget som interesserer kvinden, tænker Ingemar Svensson, og sukker, mens han tager et blødt højresving, og mærker de stive fjedre gi´sig modstræbende.

Frk. Jansson er den eneste kvinde på ottende etage, og kun til jul samler direktør Lund personalet fra syvende og ottende til en lille uformel sammenkomst.

Direktør Lunds sparsommelighed, hvad angår personalegoder, udelukker Ingemar Svensson for at flirte  med den unge kontorassistent frk. Malou Tofft, der i modsætning til frk. Jansson har yndige lægge og et vindende smil.

Når Ingemar Svensson tænker på frk. Malou Tofft sitrer det en anelse i mellemgulvet. I starten troede Ingemar Svensson, at det var en slags feber, som ramte uden varsel.

Men det er ikke en slags feber, ved Ingemar Svensson nu efter, at han i tre år har kæmpet med den varme kildren i de nedre regioner.

Det er en slags lidenskab, som ikke passer til en tjenestemand i  næsthøjeste lønramme i et agtværdigt svensk kommunalt serviceorgan.

Men direktør Lunds sparsommelighed og mangel på socialt engagement på vegne af sit personale, forhindrer naturligvis også Ingemar Svensson i at blive gal, for frk. Malou Tofft klæder sig udfordrende og går med franske netstrømpere med dragende mønstre på. Istedet er han en pæn ægtemand, der nu i dette øjeblik er på vej til ICA-markedet for at købe ind til middag.

Klokken er 16:55 og det er den 23. december 1996.

Kontorfuldmægtig Ingemar Svensson er 49 år og har en årsindkomst på 177.500 sv. kroner.

I banken står der 237.000 svenske kroner, han er gældfri og ryger ikke.

Ingemar Svensson har ikke foretaget en impulsiv handling siden han til en Midsommerfest på Björkö i ‘74 improviserede “du gamla, du fria”, og siden kyssede frk. Phillippa så inderligt på munden, at der siden hen kom tre børn ud af det.

Bilen, han kører i er en Volvo, ubestemmelig blå, der er vinterdæk på med otte milimeter slidbane tilbage, et ekstra batteri til at drive værket i selv strenge kuldegrader, og Ingemar Svensson har to ekstra forlygter monteret, fordi Jan Sundqvist, bilforhandler hos Bilia i Solna har dårlige erfaringer med elge.

– Bilkørsel i mørke med for lidt lys på og elge på en mørk vej, er en dårlig kombination. En dårlig cocktaaail, Ingemar, siger Jan Sundqvist og slår Ingemar Svensson kammeratlig på skuldrene. Eftersom der ingen forskel er på høj eller lav i Sverige, er det et klap på skuldrene som alle kan takke det svenske socialdemokrati for kan lade sig gøre uden at det for strenge konsekvenser folk og folk i mellem.

– Men, det er en Volvo og jeg har aldrig set en…, havde Ingemar Svensson fremstammet, og som altid havde Jan Sundqvist fejet Ingemar Svensson af banen og sagt:

– Ja, ja, det er godt med dig, Ingemar. Du har forstand på tal og jeg på biler. En dårlig cocktail, elge og mørke, det bliver lige 2.459 kroner for forlygterne. Er vi enige om det, Ingemar?

Jan Sundqvist er på fornavn med Ingemar Svensson, for 24 år med Volvo skaber – lige som klappet på skuldrene – en vis form for intimitet mellem køber og sælger.

Ingemar Svensson kører ad den firesporede omfartsvej E4, som forbinder Stockholm med kontinentet via Danmark.

Fra sin tid i grundskolan husker han at en elg kan veje op til 350 kilo, og selv for en Volvo kan det være en tung byrde at bære endskønt bilsælger Jan Sundqvist altid siger; At en Volvo er den mest sikre bil i verden.

– Og den mest kedelige, hvisker Ingemar Svensson frem for sig.

Ingemar Svenssons tanker bliver tungsindige, og han kommer i tanker om, at han egentlig slet ikke bryder sig om bilsælger Jan Sundqvist, der både er slesk og har sundt hår indsmurt i brylcreme.

Ingemar Svensson selv har høje tindinger og tendens til dobbelthage.

Hvad værre er; Ingemar Svensson kommer ligeledes i tanker om en hemmelig drøm, han har givet næring hver eneste dag i 24 år mellem Storamossen og Västberga; Drømmen om at sætte sig ind i en flyvemaskine på fire hjul og køre syd på ad E4. Bare en gang i sit liv at ignorere afkørslen ved Västbergamotet og med stor elegance glide igennem trafikken ned over Danmark, til Tyskland, videre mod Frankrig, tværs over Pyrenæerne og videre ned over La Mancha-sletten med kurs mod varmere himmelstrøg.     Mod solkysten, tænker Ingemar Svensson og mærker til sin overraskelse, at det igen kildrer i mellemgulvet: Her, i stegende hede vil han lade den automatiske klimakontrol dosere temperaturen til behagelige 22 grader, og i den fløjlssorte Andalusiske nat vil han synke tilfreds ned i de læderpolstrede sæder, føle læderrattet lystre villigt på de krogede bjergveje i Sierra Nevada-bjergene, og lade Black Panel-anordningen slukke alle unødige informationer i instrumentbrættet.

Men det er Ingemar Svenssons sidste dag på jobbet, og langt fra fløjlsort nat i Andalusien. Det er dagen inden juleaften og han skal købe julegåsen i supermarkedet ICA. Ingemar har aldrig set en elg. Han har aldrig været længere sydpå end Norrköping og det er kun de bedrestillede medborgere i Sverige, som kører Saab.

– Det er kun folk, som direktør Lund, der kører Saab, tænker Ingemar Svensson, mens en knugende fornemmelse i Ingemar Svensson’s mave breder sig til brystet.

Ingemar Svensson befinder sig for første gang i sit liv i en slags affekt, og derfor tænder han nu for radioens program 1.

Klokken er 16:58 og Ingemar Svensson lytter med det ene øre distræt til programmet “Eksistens”.

Med det andet øre lytter Ingemar Svensson til sin indre stemme:

“To ud af tre Saab-biler køres af tjenestemænd, og Saab er kendt for at have elgsikkert tag,” siger stemmen i Ingemar Svenssons hovede.

I radioen konstaterer en stemme, at Sverige er mulighedernes land efter at man er kommet i EU.

Det er som om at Ingemar Svensson rammes af en isnende kulde i sit indre. Udenfor sner det sagte.            Meteorologerne lover hvid jul. Om lidt skal Ingemar Svensson købe en julegås og en kæde af rav til sin hustru.

Tanken om jul gør Ingemar Svensson svag i koderne.            Børnene er for første gang ikke samlet omkring familien

Svenssons julebord. Og for første gang har han ikke lyst til at købe et smykke til sin hustru.

Ingemar Svensson har lyst til noget helt andet.

Noget, der, i svenskernes tankegang ligger de fleste fjernt og færre har gjort.

Ingemar Svensson har lyst til at gøre oprør, og tanken giver tjenestemanden fra Storamossens skatteforvaltning gåsehud.

Derfor skruer han nu op for blæseren på fire.

Nu forsvinder stemmen i radioen i larmen fra blæseren.

Nu mærker Ingemar Svensson, at stemmen i hans hovede stadigvæk ikke er overdøvet, og det selvom Volvo ikke just er kendt for lydløse varmeblæsere:

“Hvorfor skulle du ikke kunne køre Saab. Du er lige så meget værd som direktør Lund, der kører Saab og i dag til julefrokosten pralede han igen med, at hans bil har overlegne køreegenskaber,” fortsætter stemmen drilsk.

Ingemar Svensson’s forholdsvist korte og ensfarvede liv eksploderer i et sanseligt farverigt fyrværkeri foran Ingemar’s øjne i et langt sekund:

– Tænk, hvis jeg skiftede bil…Tænk hvis jeg…Tjenestemand, Ingemar Svensson fra skatteforvaltningen i Storamossen skiftede bil og en dag kunne parkere min Saab ved siden af direktør Lunds Saab.

Sådan tænker Ingemar Svensson i lighedens og mellanmjølkets land, Sverige, og så bliver klokken 17:00 og der er radioavis og Ingemar Svensson skruer ned for blæseren. For at være helt ærlig, så klæber Ingemar’s garbadinebukser til forsædets overtrukne syntetiske stoffer, og alene den berøring sætter situationen i relief. Ingemar er i affekt, og der står intet i instruktionsbogen om, hvordan man som ejer af en Volvo skal imødegå sådanne situationer, ikke engang under U for ulykker, eller K for krise. Der står til gengæld frygt malet i hele Ingemar Svensson lettere fedtede hud omkring kindeben, hage og pande.

Ved radioavisens tredie nyhed gisper Ingemar Svensson efter vejret.

“I dag den 23. december 1996, klokken 15:05 lokal tid, forlod Volvos personbil nr. 10 millioner samlebåndet. Det skete på Swedish Motors fabrik i Malaysia. Vi har Volvos direktør her i studiet, og direktør….”

Resten hører Ingemar Svensson ikke.

Det suser for ørerne og han mærker en ægte stolthed over at være svensk medborger få et alvorligt knæk.

“Malaysia…Din første Volvo var lavet i Sverige. Husker du, det var en Volvo Amazon,?” hvisker stemmen i Ingemar Svenssons indre.

Ingemar Svensson husker det som var det igår.

Det havde været et stolt øjeblik, da han første gang tog vejen fra Västberga til Storamossen for at gå på arbejde.

– Sverige producerede 2,8 millioner af den bil, mumler Ingemar Svensson frem for sig, og nu…Malaysia.

Ingemar Svensson får lyst til at ryge.

Det er nu, at Ingemar Svensson tænker; Hvad bliver det næste…?

Det er nu, at Ingemar Svensson tager sit livs beslutning.

I 24 år har han kørt i sin bil frem og tilbage mellem Storamossen og Västberga, og som tiden er gået er Ingemar Svensson sunket dybere og dybere ned i førersædets syntetiske verden af brændbare stoffer.

Det er som om, at denne påpasselige og pligtopfyldende medborger har fået nok af at være forudsigelig.

Uden glæde ser han sig omkring i den rummelige kabine, hvor fornuften hersker.

Det er som om at Ingemar Svenssons indre rastløshed ikke længere kan dæmpes af den tungsindige og trivielle metal-skal af svensk robusthed på fire hjul (Radialdæk naturligvis) som omgiver kontorfuldmægtigen.

“Måske er denne bil også fra Malaysia,” hvisker Ingemar Svenssons indre stemme, og nu sker der følgende: Ingemar Svensson råber: “Fy for fanden.”

Under en let nedbremsning ved Liljeholmen ser Ingemar Svensson henover den tomme passagerplads, og ud ad de ikke-tonede ruder, over mod kontorhuset på Liljeholmen, hvor kolleger til Ingemar Svensson arbejder.

Nu sukker Ingemar Svensson, og gør noget, han kun sjældent gør; Han bander og ruller tungt sit vindue ned.

Med vinden ind fra Årstavikens decembergrå vandspejl blæses Ingemar Svenssons hovede rent for de tunge og fortumlede tanker, der i flere minutter har truet ham og hans indre ro.

Ingemar Svensson trækker vejret dybt ind og da han igen udånder den svenske storbys skærgårdsluft stiger der en  indre længsel op gennem halsen på ham.

Følelsen er ny og avler stridskræfter som ingen ville tro fandtes i denne svenske medborgeres blå/gule hjerte.

Nu banker Ingemar Svensson i det robuste rat med sin venstre hånd og skifter gear.

– Jeg har altid været træt af dét gear, siger Ingemar Svensson halvhøjt og lader gearkassen børste tænder.

Lyden opmuntrer Ingemar Svensson.

Uden at et eneste menneske har lagt mærke til det har han trofast skiftet sin Volvo ud med en anden Volvo hvert fjerde år.

I takt med, at familien forøgedes har Ingemar Svensson udskiftet sine biler til mere og mere rummelige Volvoer, og da børnene flyttede hjemmefra købte han sig en 460-er, “der passer til dit og din hustrus behov”, som bilsælger Jan Sundqvist havde sagt for fire år siden.

– Det er Jan Sundqvist’s skyld, tænker Ingemar Svensson, og skifter fra tredie til fjerde.

Koblingsgangen er lang som fru Phillippa Svensson’s ben, – men, tænker Ingemar Svensson vemodigt; – uden elegance.

I det lysregulerede kryds på Mikrofonvägen holder Volvoen for rødt, og nu drømmer Ingemar Svensson om at tage på langfart. Ikke med sin kone, men med frk. Malou fra kontoret.       Lyset skifter til grønt og Ingemar Svensson lægger sin hvide, velplejede kontorfuldmægtig hånd på frk. Malou’s knæ og ser en strålende fremtid i møde. Palmerne vajer og langs vejen vokser vilde blomster.

Det er nu, at Ingemar Svensson opdager, at hans trygge og umådelig kedelige bil ikke er koblingspedal-fri, og ikke er udstyret med Saabs sensonic-system, der giver et glidende og lydløst gearskifte.

Ud af bagruden konstaterer han, at en længere kø af utålmodige medborgere tuder vredt. Ved fuld bevidsthed drejer Ingemar Svensson til højre ad Telefonvägen og nu gør han noget, han aldrig har gjort før:

Han speeder op og kobler aggressivt ud.

– Møgtraktor, grynter Ingemar Svensson. Det er som om, at Ingemar Svensson får sin ungdom tilbage henad Telefon-vägen.

Nu træder han så hårdt på speederen, at det knager i alle bilens ædlere dele og larmende når han 5000 omdrejninger. På speedometeret ser Ingemar Svensson at hastigheden efterhånden er tæt på 100.

– Det tager en evighed. Jeg bliver fandme gammel og dør inden vi når 120, sukker Ingemar. I hans øjne skimtes et glimt af en ungdom som forlod ham før han fik sagt ordentlig goddag.

Så gearer han voldsomt ned og tvinger Volvoen rundt i et venstresving. Servoen adlyder nemt, men det firkantede karroseri læner sig faretruende ud mod fortovskanten. En ældre dame springer til side og taber sin taske af imiteret krokodilleskind. Hendes gennemsigtige regnhætte hvirvler til jorden.

Ingemar Svensson smiler sit sjældne djælvelske smil.

Nu ligner han den snu ræv Phillippa Svensson giftede sig med for 22 år siden og i dag har tre børn med.

Ingemar Svensson ligner ikke en kontorfuldmægtig længere.

Ingemar Svensson ligner en fartbølle.

Svenske medborgere standser undrende op, da Ingemar Svensson i dødsforagt suser forbi ICA-markedet uden tanke for at købe billigt og praktisk ind til juleaftenen imorgen. Væk er tanken om ravsmykker og julegåse, lange køer og Karatkaffe, kager og kringler.

Ved Frösundaleden 4 kommer Ingemar Svensson i tanker om, at han på 10 minutter både har bandet og svoret, været misundelig og urimelig, og ramt en holdende bil med kofangeren så de ekstra forlygter smadredes.

– Til helvede med ekstra forlygter. Der kommer alligevel aldrig en elg ind i Stockholm, ler Ingemar Svensson.

Ja. Ingemar Svensson ler. Han ler hele vejen ind til “Bilia i Stockholm”, hvor Jan Sundqvist sælger Volvoer.

Jan Sundqvist sidder bag sit skrivebord i de fint oplyste lokaler, og nu sætter, nej henslænger, Ingemar Svenssons sig mageligt til rette i stolen overfor Jan Sundqvist, der et øjeblik mærker en indre uro, som ellers kun er tilstede, når julegratialet uddeles:

– Jaaa, så blev det jul igen og nu er det vist igen tid til at skifte bil Ingemar, begynder Jan Sundqvist og lægger rutineret hovedet lidt på skrå, som kun bilsælgere og børnelokkere kan gøre det.

– Ja, siger Ingemar Svensson med en lethed i stemmen, der kendetegner mænd som ikke har tid til at bekymre sig om rutinerede bilsælgere.

– Og det skal være en Saab 900 med sensonic, black panel, læderrat, fartpilot, og indbygget brødrister.

– Brødrister. Jan Sundqvist griber nervøst efter sin kam i baglommen.

Det er nu, at Jan Sundqvist’s højtsvungne pomadehår falder ned i øjnene.

– Men, Ingemar. Fornuften…og…og…Volvos nye 70-er?

– Hører du nongensinde programmet “Eksistens”, spørger Ingemar Svensson inkvisatorisk og fortsætter i samme åndedrag: – Og stop med at kalde mig Ingemar. Jeg hedder Ingemar Svensson. S-V-E-N-dobbelt S-O-N.

Jan Sundqvist har aldrig hørt om “Eksistens.”

-Radioavis hører du fandme tage mig sikkert heller ikke, mumler Ingemar Svensson og rejser sig og slår sin velplejede tjenestemands-hånd i bordet, så de gratis klejner mærket med Bilia Stockholm’s logo: “Vi kører bare bedre” spreder sig uordentlig på skrivebordet med salgskontrakterne:

– Jeg skal have en Saab. Brødristeren kan du glemme. Det var en vits. Vi piloter har ikke tid til toasts, når vi gennembryder lydmuren.

Det er på dette tidspunkt, at Jan Sundqvist får sit hjertetilfælde og må køres bort i en ambulance produceret hos Mercedes Benz.

Ingemar Svensson føler sig fri, da han tager bussen tilbage til Telefonvägen.

I bussen beslutter han sig for at droppe ravkæden til hustruen. En ny Saab er vel mere end rigeligt, mumler Ingemar Svensson henført for sig selv.

Klokken er 19:05 og hustruen, Phillippa Svensson står uroligt og vrider hænder i entréen.

– Jamen, Ingemar, begynder fru Svensson, men med en fejende håndbevægelse, som mænd, der ikke har tid til kvinder og vridende hænder, skrider Ingemar Svensson fløjtende “Du gamla, du fria” ind i stuen.

– Gåsen ordner vi imorgen. Jeg glemte den, siger Ingemar Svensson med en selvtillid, som får fru Phillippa Svensson til at sove uroligt ind den nat.

 

Det er næste dag.

Klokken er 18:00, og nu sætter Ingemar Svensson sig til bords sammen med sin hustru.

Nu spiser de julegåsen fra ICA.

Nu drikker de vin hentet i god tid fra Vinbolaget.

Ingemar Svensson føler sig foranlediget til at rejse sig for at holde en kort tale:

– Kære Phillippa. Det er på mange måder en anden jul, vi holder i år. Børnene er fløjet fra reden og vi skal være lykkelige over, at alle har det godt. Vi har det også godt min ven, og fremtiden tegner lyst.

Det er i dette øjeblik at Phillippa Svensson blidt, men ikke uden en vis bestemthed, trykker sin mands hånd henover bordet.

Nu går ægteparret igennem stuen.

Juletræet funkler. fru Svenssons øjne funkler i smuk takt med lysene på træet, som er fra Danmark.

I køkkenet står Portvinen. At dømme efter det forholdvise lave indhold i flasken må fru Svensson enten have brugt megen portvin til sorbeten, eller også har hun smagt den godt til.

Ingemar Svensson dømmer ingen.

Han føler sig som et stort og afklaret menneske, og  Ingemar Svenssons øjne funkler i takt med med fru Svenssons og juletræet, som er fra Danmark.

De funkler, gør tjenestemand Svenssons øjne. Hele vejen igennem stuen og ud i entreen, funkler Svenssons øjne, og da han åbner hoveddøren og ignorerer sin hustrus milde protester,  er det som om at hele indkørslen ligger badet i skinnende lys fra ægteparrets lykkelige ansigter.

Nu åbner Ingemar Svensson porten til garagen og slår fromt ud med armen:

– Værsgo, min elskede hustru. Her er din gave.

I garagen står en funklende Saab og at dømme efter Phillippa Svenssons udtryk i ansigtet er hun oprigtigt overrasket:

– Jamen Ingemar, begynder Phillippa. Det kan vi da ikke. Vi har da altid kørt Volvo.

Nu blegner Ingemar Svensson, og det er som om at hele gaden pludselig kortsluttes, som om mørket har lagt sig hen over et af Sveriges ufattelig mange forstadskvarterer. Men der er intet i vejen med svensk El-værk, der er ingen klumper i strømmen, der er bare dét at sige til det, at Ingemar Svensson bliver skuffet, og nu funkler hverken hustruens eller hans øjne længere.

Svensson maner sig op, og hæver stemmen:

– Det her er starten på vores nye liv. Du og jeg skal til Norrköping. Vi skal til Spanien…Vi skal…

Det er nu, at fru Svensson vender sig om og går ind i huset på Telefonvägen igen.

Ingemar Svensson følger efter.

Nu smider Ingemar sig på sofaen og placerer fødderne på kakkelbordet.

Nu begynder Phillippa Svensson at græde.

– Stop med det flæberi. Det er juleaften, og jeg har købt bil til dig.

Nu rejser Ingemar Svensson sig og ser på sin hustrus ben:

– Iøvrigt har du stadigvæk pæne ben.

Det forandrer sagen.

Nu gribes ægteparret af situationen, og Ingemar Svensson rækker galant ud efter sin hustrus hånd. Fru Phillippa’s læber dirrer en anelse. Det er som om, at noget stærkt vokser frem og vil ud i stuen.

– Jeg, jeg har elsket…, stammer Ingemar Svensson.

Så svigter modet tjenestemanden. 24 års trofast tjeneste i skatteforvaltningen i Storamossen har sat sine spor. Aldrig tidligere har han trådt så langt frem i sit eget rampelys. Aldrig har der været sig megen lys omkring ham før. Åh jo, måske, dengang han første of sidste gang dansede fru Svensson ud mellem knejsende bøg og birk til midsommerfesten for 22 år siden, for at forenes i et heftigt favntag. Dengang havde det været forbandet lyst, husker Svensson, hvis generthed stammer fra tiden i spejderbevægelsen, hvor ritualer som at drengene skulle måle tissemænd, inden de blev indlemmet i kredsen af faneførende svenske drenge, forårsagede en permanent mindeværdsfølelese hos Svensson, hvis tissemænd er gennemsnitlig svensk.

– Ja, siger Phillippa Svensson og trykker sig ind til sin mand, der har fået buler i bukserne.

– Ja, jeg har altså altid elsket Saab mere end Volvo, og nu har jeg købt den, siger Ingemar Svensson, der selv er meget bevæget over sine ord, men skammer sig over sin forandrede fysigonomi.

Det er nu, at fru Phillippa Svensson’s puls overstiger 155, og hun besvimer og Ingemar må bære hende ind i den dobbelte seng med en bredde på 190 centimeter. Bulen er nu væk. Kun rampelyset blinker og venter stadigvæk på Ingemars endelige gennembrud som mand.

. Men hvad vil børnene…og naboerne…og direktør Lund ikke tænke, siger Fru Phillippa Svensson, da hun igen kommer til bevidsthed.

Mens fru Svensson har været besvimet har Ingemar Svensson drukket sig mod til.

Nu skænker han igen hjemmelavet akvavit op og fru Svensson værger sig først:

– Det er jo fredag, og vi…

– Og vi fejrer juleaften, fortsætter hendes mand med det naturlige glid i stemmen, man får efter at have drukket 16 centiliter fin sprit.

Nu synger Ingemar Svensson “Du gamla, du fria”, og bulen i bukserne vokser påny, fru Philippa mærker efter med en hånd, der ligeledes har fået et naturligt glid, efter akvavitens behagelige virkning.

Nu gennemfører ægteparret et samleje og hele sengens bredde bliver taget i brug, da Ingemar leger Tarzan og jagter en fnisende Phillipa rund i dynerne.

Nu ringer telefonen og ægteparrets ældste datter, der har giftet sig med en franskmand, der kører Renault, får at vide, at far har købt en Saab.

Nu knalder datteren røret på og kalder sin far vulgær.

Nu ringer fru Svensson til den mellemste søn, der er i mekanikerlære hos Mazda i Hagalund.

Sønnen mener, at faderen burde have købt japansk, fordi det er billigst og bedst. Det gør Ingemar Svensson så ophidset, at fru Svensson skænker en ny snaps op til sin mand.

Mekanikerlærlingen ringer til sin yngre søster, som er hundefrisør i Hammarby Höjden. Ingelil, som er 18 år, har giftet sig med en indvandrer fra Chile. Begge dyrker Rally-sport i deres sparsomme fritid. For et år siden vandt Ingelil en ferie for to på Mallorca, da hun kom ind på en andenplads i en lånt Opel, som ægteparret nu har overtaget og kører rundt i til daglig.

Fem minutter senere ringer telefonen igen hos hr. og fru. Svensson:

– Det er Ingelil. Er far fuld?

Ingemar Svensson hører sin hustru sige; at han er fuld.

Nu vil Ingelil tale med sin far, og Ingelil truer sin far med at holde sig væk til næste jul, hvis ikke han fortæller, hvad der er galt.

– Men jeg har ingen elskerinde, kære Ingelil. jeg synes din mor har pæne ben.

Nu knalder datteren røret på, og fru Svensson føler sig svimmel og ringer til sin veninde, Ursula, og taler ud med hende om problemerne i familien.

Ingemar føler sig fuld. Det gør fru Phillipa også.

Nu er klokken 20:15 og henad Telfonvägen går hr. og fru Svensson arm i arm.

Ud for ICA-markedet samler Ingemar Svensson en gennemsigtig plastic regnhætte op og stikker den i lommen. Ingemar Svensson smiler sit snu rævesmil og Phillippa Svensson trykker sig let ind mod sin mand:

– Der var en galning, der kørte mindst 120 kilometer i timen her igår. Det sagde Ursula i telefonen. Ka du tænke dig, lige før juleaften, sådan en galning, og det var i en Volvo, jeg troede slet ikke de kunne køre så stærkt…

– Jeg kørte kun 100, og jeg ville have været død og borte, hvis jeg skulle have ventet på, at nå op på 120. Desuden er Telefonvägen ikke lang nok til den slags.

Nu bliver Phillippa Svensson hvid i ansigtet og mumler:

– Min gud. Min gode gud, hvad vil folk mon sige, var det dig, Ingemar…

– Jep og til helvede med de andre. Vi gør hvad der passer os, og nu skal vi til Spanien og kommer der en elg er vi ligeglade, taget er elgsikkert… og jeg må sige, du har virkelig pæne ben.

– Jamen, vi har da aldrig gjort, hvad der passer os, svarer Phillipa, der er omtåget af komplimenter om hendes ben.

Phillipa Svensson mærker en begyndende hovedpine tiltage og en stadig mere usikker gang på de pæne ben, men Ingemar Svensson insisterer på at strække benene, og sådan går det til, at familien Svensson for første gang spadserer juleaften – Fru Svensson med en hovedpine og en række uafklarede spørgsmål til hvad fremtiden vil bringe, og Hr. Svensson uden buler i bukserne, men med en sprtiånde og et afklaret forhold til hvad fremtiden skal bringe, nemlig muligheder.

Thi selv en undseelig tjenestemand, der bor i gennemsnittets land og lytter til “Eksistens” kan få lyst til at slå bordet.

Også selvom det er jul.

slut
 

 

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: