CUBERS CORNER

FRA EN SVUNDEN TID

 

Byen, der lå neden for bakkerne med opdyrkede indre tofter, og de dyrkede vange, der lå ovenfor bakkerne, bestod af såvel håndens folk som af åndens.

I mellem de dyrkede jorder fandtes et bælte af uopdyrket land som på bedste  og uendelig uordentlig vis af byens mænd blev benyttet som grusgrav. Men mest af alt var der en fantastisk udsigt mod Fjordens udløb ved Udbyhøj. I  klart vejr kunne man snildt se til Holtbækgård og skovene ved bakkerne omkring Udby kirke tæt på fjordens udmunding.

Mod Djursland og Gudenåen kunne det på særligt klare dage føles som om himlen var i færd med at drukne det gamle landskab med al sin luftighed, men så man ordentlig efter, og gav man sig god tid, kunne man

dvæle ved den velsignelse som Gud gav kronjyderne, da han skabte området her.

–       Og hvis tiden var knap og den sidste dag før Ragnarok nærmede sig med lynets hast?, sagde den gamle dame.

–       Så skulle man bygge bro mellem alle verdener og samle menneskene her, svarede pigen.

–       Lige præcis, min ven. Akkurat her hvor vi sidder nu, og så skulle skoven oplyses af farvede lamper, og musikken skulle ikke fortone sig før solen igen stod op.

–       Som dengang? Spurgte pigen.

–       Som dengang.

–       Farmor? Fortæl om dengang skoven altid var fuld af mennesker og musik og fest.

Farmor lo. Den historie havde hun fortalt 100 gange før, men barnebarnet var ligeglad.

–       Ved du, at hotellet lukker? Det er måske sidste gang vi kan komme der som gæster?

Pigen slog ud med armene og sukkede.

–       Det er det dummeste jeg har hørt.

Farmor gav hende ret. Det var dumt at det gamle Kongens Ege drejede nøglen om. Hotellet var blevet bygget i 1967, 20 år efter, at hun og Egon blev forlovet, nøjagtig samme sted som de sad nu, og selvom hun vidste om, at økonomien skrantede følte også hun sig vemodig ved tanken om at et af byens moderne vartegn stod overfor at lukke ned.

– Men når man er et barn som du vil man at alting er som det plejer, og når man bliver teenager er alt det man er vokset op med noget møj, så skal man selv til at blive voksen og så laver man om på alt muligt, fordi man tror det er nyttigt og til det bedre, og når man er på farmors alder så bliver man lidt lissom du igen, så ønsker man igen at alt er som det plejer.

–       Dem, der vil lave om de kan da bare flytte et andet sted hen, kan de ikke, farmor? Så har du og jeg vores sted her og vi kan gøre som vi plejer.

–       Tjaaa, lyder det fra farmor, men nu skal du høre, for da knægtene fra Thors bakke og boligerne der dengang fandtes ved bryggeriet fik besked på at løbe hornene af sig på de stejle skrænter her istedet for at huje rundt på bryghusets område til fare for både dem selv, heste og arbejdssomme mænd, så skete der engang i mellem det, at  de blev belønnet med en skilling hvis de kunne fortælle om der var skibe på vej ind gennem fjorden.Der gik aldrig en dag, aldrig en time andet end at byens driftige mænd utålmodigt ventede på godt nyt om skibe der var på vej ind gennem fjorden. Var det Københavner båden betød det ofte også besøg, og det var som regel et frisk pust af pral og pudserløjerlige fortællinger fra, måske nok ikke de syv verdens have, men dog hovedstaden. Og det lagde altsammen på, og var med til at forme den by, vi bor i idag. Forestil dig nu, at der ingen udvikling havde været, Hvis for eksempel man ikke havde opfundet mobiltelefonen, så skulle der stadig være drenge som løber frem og tilbage mellem bryggeriet og hvor vi sidder nu for at holde øje med skibstrafikken, og det ville jo forstyrre os. I stedet har vi næsten det hele for os selv, og det er da også meget godt ikke?

Pigen snøftede arrigt. Hun kunne godt se pointen med drengene for drenge larmer altid og farer rundt og man kan godt blive lidt bange for dem, især hvis man møder dem i en skov som denne, men på den anden side, det der med at hotellet nu lukkede, det var også træls. Folk kunne jo bare i tide ha’ gjort det til en vane at kigge forbi og købe noget. Så ville alting være godt. Folk kunne se hvor smukt her var, og man kunne mødes og hygge sig lissom i gamle dage. Ligesom på de fotos hun havde set af fine damer med hatte og mænd i jakkesæt og blankpolerede sko og med store overskæg og borde og stole og musik og lamper, og farmor havde snakket om at længe inden hun selv var født, havde der været sådan en leben i skoven, at nogen mente at fandtes paradisets have så gik vejen dertil via de 13 veje og fjorden og åen.

–       Farmor, siger hun så:

–       Gid vi kunne spole tiden tilbage.

Og farmor siger:

–       Måske kan vi det. Hvis bare vi bruger fantasien.

–       Lad os prøve, farmor. Inden det er forsent.

–       Det er aldrig forsent at prøve, det er aldrig forsent at drømme, svarer hun, men hun lyver for bryggeriet er også væk. Der er ingen vej tilbage.

image_56373095352595

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: