CUBERS CORNER

Om blæsten og krisen der lagde kyster øde

1

De lokale sagde om blæsten at den gjorde folk sindssyge.

Det kunne blæse i dagevis og når vinden stod i nordøst havde den været undervejs fra Sinai’s ørken; den havde knust det Røde Havs spejlblanke turkis overflade og når den nåede de østvendte kyster langs havet, var dens vildskab af en sådan frygtindgydende karakter at den satte livet i  stå.

Varslingerne om et snarligt skifte i vejret var mangeartede og de lokale blev aldrig enige om hvilke varsler der vejede tungest eller som kom først. Det afhang af øjet som så, øret der lyttede, og det afhang i særlig grad om smags- og lugtesansen hos de lokale.

For de fremmede var alt dette fremmed.

“Der kommer sikkert også vind i morgen”, siger en fisker dæmpet til sin kone da han i døråbningen et kort øjeblik vendte sig rundt for at sige farvel.

“Om Allah vil”, hviskede hun tilbage til sin husbond.

“Jeg må gå og vække Professoren inden det bliver for sent.”

Manden gik.

Han efterlod sin kone i døråbningen. Som hun stod der i den nøgne pæres lys syntes han hun lignede en engel. Hun stod foran huset der bestod af 2 rum; en stue og et sovekammer, og han tænkte at Allahs vilje var stor, thi hun havde skænket ham 3 sønner og to piger.

Fiskerens tanker afbrydes pludseligt at en nærliggende Moske’s kalden til bøn.

“Jeg må gå og bede for en sikker rejse, men der er ikke tid længere. Allah, hør min bøn her hvor jeg står.”

Således knælede han og han bukkede rytmisk overkroppen ned mod jorden foran sig. Hænderne hvilede roligt på knæene; ikke en lyd hørtes i de omkringliggende bygninger, idet de alle stod tomme og de fleste arbejdere var for længst rejst tilbage til Luxor, Aswan, Cairo eller Alexandria.

Men fiskeren bad.

Om en god fangst beder han, og ikke uden grund beder fiskeren sin gud om at krigen langt fra byen ved havet,  snart måtte slutte.

skitse:Professoren

2

Ved den yderste mole skærer træbådene bølgerne flot; deres dårlige tilstand til trods tager båd og skipper bølgerne ret forfra, og ikke uden en vis stolthed siger de lokale at man må tage blæsten som den kommer; at blæsten først og fremmest gjorde de fremmede sindssyge.

Det er dagen før den sidste dag i året og  Professoren føler sig strandet mellem tro og tvivl, og hvor han end vender sig hen ser han kun viljen til tro, mens der i hans hjerte vokser uro.

“Hvorfor kommer fiskeren ikke?”, tænker han; og ikke uden en vis bitterhed, minder det ham om et liv han ønsker at lægge bag sig.

“Ser du Orion i aften min elskede?” siger Professorens kvinde sagte til ham.

De står begge med bare tæer i sandet og blæsten har godt fat i hendes brune bølgede hår.

Han siger, at han ser Orion, men sandheden er at hans tanker er andetsteds. I tankerne er han på havet og båden vipper sagte. Kysten er langt borte og lysene fra byen ved havet blinker mat; horisonten er oplyst af månen og der er fred i hans sjæl.

“Jeg mærker at vinden snart må lægge sig. Gør ikke også du?”, svarer han.

“In your dreams”, svarer hun og hvorfor hun græder ved han ikke for han ønsker ikke at se det.

“Elsker du mig virkeligt?”, spørger hun så.

“Ja, jeg elsker dig virkelig og jeg skal bringe dig den smukkeste skat du kan tænke dig som bevis på min kærlighed, når vinden har lagt sig,” svarede han.

Hun svarede, som så ofte før, at gaver ikke behøvedes for at bevise den kærlighed der vitterlig fandtes i mellem de 2 mennesker.

Men Professoren ser anderledes på tingene og vinden blæser infamt og lader ham rystende rastløs og derfor ser han ikke at fiskeren stævner ud, efter forgæves at ha’ søgt ham i Basaren.

Professoren står på den yderste mole sammen med sin kvinde og inden i ham brænder der en ild, som kvinden ikke ønsker at vide af – ikke nu, hvor Orion lyser klart.

 

skitse1:professoren

3

Professorens kvinde skriver postkort hjem til Danmark dagen derpå.  Natten forinden elskede de inderligt på hotellet foran spejlene på skabsdørene, og siden sov de begge tungt side om side i hotellets seng. Professoren selv sætter sig på en bænk og skriver ud I en køre:

lige pludselig er der en længsel efter tryghed, ro og ro.

og i dette øjeblik kan jeg ikke engang genkalde mig dit ansigt fuldstændigt.

det er som om du fortoner og driver bort med tiden der forsvandt imellem os.

tilbage er der, at jeg husker nærheden, dine suk af veltilpashed, trygheden du søgte hos mig, og fik i rigt mål.

Jeg fornemmer din hud og din krop, når jeg glider ned over din lænd, dit skød, der duftede vidunderligt, og jeg smagte dig, og jeg husker nu tydeligere dit ansigt, dine lukkede øjne og den hånd, der søgte ned til min, mens jeg tog dig de mest intime steder på kroppen.

var det det hele værd, – at du åbnede dig som en blomst, og jeg næsten plukkede dig skaldet?

 

Han rejser sig og vender blikket mod øst. Hvad er poesi, tænker han. Så går han mod altanens dør. Snubler på vej ind over dørtrinnet. Smerten I tæerne bringer ham tilbage til virkeligheden.

skitse3:professoren

4

Over byen bølger røgen.

I middagsheden søger de lokale skjul i Basarerne og på kaffebarerne, og børn fødes fortsat til fattigdom og affald brændes i en uendelighed. Bjergene mod vest henlægger i tung røg og den søde duft af kaffe og kardemomme blandes med stanken fra røgen fra affaldsdyngerne som afbrændes på ethvert gadehjørne.

Børnene løber legende med hjul og kæp. Ingen ænser at vinden måske snart lægger sig undtagen kvinden bag gardinet der for kort tid siden tjente som beskyttelse for mel til brød. Kvinden tænker; Mon min mand også denne gang vender hjem fra havet? Mon fangsten er stor så vi kan sælge den til hotellerne?

Det groft vævede lærred rører på sig og bringer kvinden tilbage til virkeligheden. Hun spejder ud på gaden og gennem røgen fra bålene ser hun en fremmed kvinde tage legen alvorligt, og børnene hikker af lykke over al den opmærksomhed. En mand i en brun Kashmir-kappe bevæger sig adræt hen ad gaden, og da han ser kvinden med det grønne klæde svøbt omkring ansigtet stopper han op og smiler over glæden ved legen. Længe bølger røgen over byen ved havet og langt om længe går en Guldsmed hjem til familien. Også han bringer dårlig nyt for gaderne er tomme nu hvor krigen er inde i sin afgørende fase.

Men i en gyde bag et gardin vævet i groft lærred gør en kvinde frokosten klar. Hun nynner en melodi, mens hun svajer i hofterne til musikken der strømmer ud af transistorradioen.

“Kommer far hjem snart,” spørger et barn, og en mor svarer ømt:

“Om Allah, og lad hans vilje ske, kommer han hjem.”

Skitse5:Professoren

5

På den sidste dag i året  er der højmesse i den Koptiske kirke.

Støvet i gaderne hvirvler rundt og rundt, biler krydser rastløse gennem et net af veje, hvis beskaffenhed lader meget tilbage at ønske, synes de fremmede i byen at tænke.

Der er en infernalsk larm som væver de lokale sammen i en historie om byen ved havet. Støjen kommer fra bilerne og taxaernes enerverende tuden efter de kunder der enten skal fragtes til stranden, eller fra stranden, eller til lufthaven og tilbage igen. Der er vestlig musik som blandes med den melankolske arabiske. Fra nedslidte højtalere i kaffebarerne trænger lydene ud sammen med højrøstet råben og kalden. Trætte fødder slæber i sandet der ligger som glasur ovenpå asfalten der aldrig blev jævn og glat da den lagdes for at gøre livet som turist lettere og mere trygt. Under skyggefulde Eukalyptus træer langs murene leger børn som børn gør bedst, mens ældre søskende scanner byens torve i jagten på en enkelt turist der er venlig stemt overfor dagen. På byggepladserne banker en mand fortsat løs på træværk og beton og det runger ud i dalstrøgene mellem tilsandede og klippefyldte bjerge bag byen. Gadehandlerne kappes om køberne – og af dem er der få – avissælgerne messer monotont om nyt fra en verden der ikke ønsker krig, men som fortsat strides om principper der synes ligegyldige på den sidste dag i året; en mand på ladet af en lastbil hamrer løs på en tom gasflaske, mens han sulten spejder efter kunder der skal ha’ skiftet gas. Flaske ved flaske står de udtryksløse på ladet og venter på en ny ejermand, men handlen er dårlig, kun i skyggen ser de lokale at lastbilen hører en tid til, hvor russerne herskede over handel og vandel, og ingen mand var uden arbejde. En Guldsmed råber til en bager og brød når frem hurtigt inden kaffen bliver kold. En Kashmir-klædt mand skridter værdigt ned gennem basaren. På vej til hotellet er han for at åbne døre for de få som endnu ikke har forladt byen ved havet. I lufthavnen lander en maskine og håbefulde strømmer de lokale til for at se til at velkomsten bliver varm og fuld af gæstfrihed inderlighed. En dreng på en cykel vælter og blodet pibler frem fra knæ og albue. En kvinde råber til en anden:

“Går de på havet i dag?”.

Men indenfor i den koptiske Kirke høres kun stilhed. Her trænger byens liv aldrig helt ind.

På den sidste dag i året stimler de kristne sammen og beder til Gud og manden med skægget og den sorte kjole sidder ved et bord der synes alt for lille til én mand der forkynder Guds ord i et hjørne af verden, hvor Allahs vilje indhyller bjergene bag byen i et mytisk skær.

I den ene side af kirken sidder kvinderne.

I den anden side af kirken sidder mændene, og alles blikke er rettet mod den mand der forkynder Guds ord på den sidste dag i året og her er godt at være, tænker kvinden.

skitse6:Professoren

6

“De sætter garn i aften”, siger man.

Om Allah – og hans vilje ske, betyder det en ny begyndelse.

Sådan spredes rygterne i byen ved havet. Fra mund til mund går beskeden som en løbeild. Fra tidlig eftermiddag spejder fiskeren efter det endelige tegn på at havet endelig vil lægge sig. Fra tidlig morgen lover det godt; en frisk morgenbrise forbliver venlig stemt overfor dagen. Blæsten har mistet pusten, der er de sidste krampetrækninger og guderne må vide at stilheden der efterfølger modtages med megen jubel.

På hotellet står Professoren tidligt op for at lade  vandet, men kvinden slænger sig søvnigt i sengen.

Morgenens lyde trænger ind i soverummet, hvor tøj ligger smidt overalt. Tomme kaffekopper med kaffegrums i bunden af koppen står foran spejlet hvor kvinden aftenen forinden lagde makeup og siden lod sig plukke af mænd i basarerne mens Professoren så hjælpeløst til.

Besnærede hun sin mand og andre mænd med?

Ja, det gjorde hun og det var gunstige forhold at dyrke jalousien på.

Der ser han nu, hvor han står nøgen med et erigeret og uforløst lem og gnubber sin manddom, mens morgendisen fastholder sit greb i dagen.

Bjergene bag byen er endnu ikke synlige og synet sender tankerne  tilbage til den nat der passerede mens støvet lagde sig i gyder og gader i byen ved havet. På en kaffebar havde en kvinde siddet og set mændene spille brætspil. Ansigtet og kroppen skjultes af klæder i sort, mens hendes latter var lys og når hun lo lagde mændene piberne fra sig og stirrede længselsfuldt mod stjernehimlens mægtige billede, Orion.

Broderen til en fisker der igen er på vej på havet, ville vide om Professoren fandt hende smuk.

“Hendes stemme lyder som en rislen fra en bæk og hun gør mænds tanker travle og af tvivlsom karakter, men om hun er smuk, det ved jeg ikke – for jeg ser kun øjne der slår blikket ned, når jeg leder efter hendes skønhed”, havde Professoren svaret fiskerens broder.

“Min ven, dine ord er smukke, og jeg skal introducere dig til min søsters datter, når tiden nærmer sig. Men inden da, må jeg fortælle dig om de gådefuldes skønhed.”

“Jeg lytter”, sagde Professoren og løj, for hans tanker kredsede om hans kvinde der i samme øjeblik lod sig trække ud på gulvet af danselystne mænd.

“Min ven; skønhed hos kvinder kan være så smuk og så dragende, at det nødvendigvis må dækkes til. For som du måske ved, er mandens evner få, men voldsomme. Ser han det uopnåelige vil han eje det. Derfor skjuler Allah bjergene bag byen om morgenen for ikke at friste manden unødigt til at føle ejerskab over Allahs værk. For som du sikkert ved er længslen efter det uopnåelige størst efter søvnen….og…”

Her afbrød Professoren mandens tale:

“…Om natten lægger vinden sig og lysterne stiger…som du ser…”

Professoren stirrede i retning af hans kvinde der nu hvirvlede rundt i kredsen af mænd, mens hænder klappede i en takt der for en fremmede var umulig at følge med mindre lysten var der.

Broderen til fiskeren smilte medfølende til Professoren, da kvinden i det samme lod et grønt tørklæde falde:

“Sandt nok….og smerteligt for dem de r kun ser på, er det.”

“Fortsæt, hvor du slap. Hun må gå sine egne veje.”

“Hun går ingen steder. Hun er i sine egne lysters vold, ser jeg Hun har brug for en der kan vejlede hende til at være konsekvent med sit liv…”

“Fortæl mig om natten og søvnen i stedet havde Professoren snerret, men broderen til den fisker, Professoren var på vej på havet sammen med, lod som ingenting.

“…Som du vil, min ven…Og efter søvnen er længslen efter det uopnåelige størst. Da går man fra en tilstand til en anden og manden må træde varsomt her, for han ejer ikke kvindens naturlige tro på det eviggyldige. Vi, der ikke føder børn, vi er børn om morgenen, sårbare og ind i mellem angste for at gå tabt for omverdenen.”

Fiskerens broder så medlidende på Professoren…

“Og du min ven…du bærer barnet i dig som en sten om dit hjerte.”

Sådan havde ordene lydt og jalousien havde gnavet og gjort natten tung, og nu stod Professoren under bruseren og gnubbede sit lem.

I værelset ved siden af vågnede hans kvinde:

“Hvad laver du?”, råber hun til sin mand:

“Jeg smider en sten for hver gang du stjæler fra min hovedstol”; svarer han, mens vandet fortsat løber fra bruseren og Professoren gnubber sit lem indtil han lidenskabsløst kommer og sæden forlader ham og forsvinder sammen med sæberester fra håret der dufter sødligt nu.

Rolig vender han tilbage til sovekammeret, hvor kvinden nu har lagt sig oven på tæppet. Med spredte ben inviterer hun ham, men Professoren går lige til sagen, og han fortæller hende at dagen i dag vil bringe noget nyt og stort.

“Er du stor?”, spørger hun og peger drillende på hans lem der hænger slapt. Så ruller hun om på maven og skyder ryg som en kat:

“For så tag mig, Hr. Professor…”

Men Professoren tager hende ikke.

Han ser for sig at mændene snart vil sætte garn for det tyder på at blæsten lægger sig inden længe. Men om det taler han ikke til den kvinde, der natten i forvejen, lod sig plukke som en falmet rose af villige hænder der ikke var hans; for der er en ting han har lært af de lokale; med kvinder taler man ikke om alt. Med kvinder skal man være konsekvent.

skitse7:Professoren

7

Fiskeren og Professoren går på havet.

Vinden har endelig lagt sig og i flere dage er de væk fra byen.

Da de vender hjem har de begge fundet hvad de søgte.

I båden er der ro, mens der på land er længsel efter at høre nyt.

 

skitse8:Professoren

8

Om vinteren trækker fuglene væk.

“Der er ridser i himlen”, siger de gamle og peger med krogede fingre i retning mod Mekka.

Da står sortklædte blandt hvide og i små flokke samles de på gadehjørner og taler om at himlen er ridset med en sabel drejet i sølv, med skæftet besat af juveler.

“Det er Allahs værk”, sir de ældste der her under aften klæder sig i kapper lavet af kashmir-uld købt i England.

Kappen er tung og må bæres med værdighed og den fremmede forstår ingenting, thi de ældste taler ikke om nødvendige bedrifter enhver mands hjerte rummer.

I Basaren lugter der fælt af affald og bag ethvert gadehjørne åbner der sig en ny menneskelig tragedie; så mange er der at det altid er en befrielse når solen går ned i bjergene bag byen. Så sænker mørket sig og snotten ud af børnenes næse størkner når støvet lægger sig; i gyderne slår trætte mænd sig til ro. De er de heldige. De arbejder skønt lønnen udebliver. På udslidte madrasser sover de side om side – lige som under bønnen – forskellen er knap at få øje på, og sådan vil det vedblive med at være indtil den dag krigen afslutter, og må Allahs vilje ske. Indtil da peger de gamle mænd mod himlen og unge mænd ryger lattermilde på deres vandpiber; det bobler og man får lyst til at le.

“Vi ler. Den fattige mands hjerte ler for tårer hører døden og vesten til”, lyder visdommens ord. De unge tøver ikke med at drømme om koner og hus heller. Og selvom vinteren er streng og blæsten fejer havet og landet med, forestiller unge mænd sig hvordan Allahs sabel må se ud.

“Er den mon af 18 eller 20 karat?”, spørger de, men hos Guldsmeden slår Nasser armene overbærende ud og sir:

“Allahs sabel vejer ingenting. Det fuldkomne er let som vinden og hurtigt som ørnen.”

I Bageriet dufter der af friskbagt brød.

En mand med en brun kashmir kappe svøbt omkring sig spejder hen ad gaden efter Professoren og hans kvinde.

“De skulle ha’ været her for længst, men er måske faret vild blandt de faldefærdige bygninger?”, tænker den kashmir-klædte mand uden antydningen af ængstelse.

Vinden griber kappen og løfter manden fra jorden. Støvet hvirvles op af legende børn der spiller fodbold. I mørket ser det ud som om manden flyver skønt kappen er tung.

Moskeen kalder til bøn og en ældre fisker er på vej ned mod havnen for at gøre arbejdet færdigt.

Ingen fugle er i syne længere.

“Hvorfor skulle de også være her?”, spørger Guldsmeden.

“Fugle er hvor der er grønt. Og her gror kun desperation. Kun desperation.”

Skitse10:professoren

9

“Jeg har fred i mig”, siger Professoren til kvinden han elsker, da han endelig er vendt tilbage fra havet sammen med broderen til manden, hvis søster har en latter der er så klokkeklar at mænd tier og stirrer længselsfuldt mod et af himlens underfulde værker, Orion .

Hun ser lettet på ham og nu ved hun at fremtiden tegner lysere i det nye år.

I den koptiske kirke fjerner en messedreng støvet fra kuplen der er fæstnet oven på præstens kirkestol.

Støvet fordeler sig i kirkerummet og da lyset bryder igennem et af de små ovenlys vinduer, tænker Professoren, at det er Guds stråleglans der får støvet til at ligne dansende engle på vej ned til menneskene.

Professoren føler at han også bærer freden i sig, men kan han tage den med sig hjem til vesten, spørger kvinden sig selv, men tier derom.

“Vi rejser ind i landet nu. Til Nilen”, svarer han.

“Som du vil,” siger kvinden. “Måske vi der vil møde flere af vores egen slags.”

skitse11:Professoren

10

På den 11 dag i det nye år går en fisker på vandet for at gøre arbejdet færdigt, og unge mænd vil drømmende diskutere om Allahs sabel er af 18 eller 20 karat, mens Guldsmeden vil slå afvæbnende ud med armene og sige til en enlig tysk turist, der skoldet under solens stråler, har søgt ly i Nassers skyggefulde lokaler.

“Men der er altid håb – om Allahs vilje ske – køber du begge guldringe…”

I morgen vil vinden måske igen lægge sig i byen ved havet, og Professoren og hans kvinde vil være over alle bjerge.

“Trist”, tænker en mand klædt i en brun Kashmir kappe, da han rejser sig fra sin stol uden ryg; “Vi var ellers netop begyndt at synes så godt om hinanden.”

skitse12:Professoren

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: