CUBERS CORNER

CIRKUS RALUY

MC.08.11.14

Prolog:

Det var på den tid, da alting var meget trist.

Det var på den tid, hvor jeg stadig var ung og drømte modige drømme.

Jeg rejste til Barcelona, for dér ville jeg skrive, og være lykkelig.

Om en forunderlig verden, ville jeg skrive. Om den  gamle verden, thi selv blev jeg født i den nye, på den anden side af solen og havet.

– Nææh se, sagde klovnen, hun har kun en sko på!

Netop.

Sådan skulle min første sætning lyde, og så var der rosen til min elskede. Stod jeg ikke der og fumlede, og smuk var hun…..din mor, var meget smuk.

 

  • Skrev du så?, spurgte pigen, der længe havde lyttet, men nu ikke længere ville tie.

– Gjorde du? Nedskrev du din historie, Papa?

Papa svarede, at han ville have skrevet de  løjerligste sætninger, og digte historier, ingen nogensinde ville tro var skete.

– Men nej min pige, sådan skulle det ikke gå for så kom krigen. Jeg skrev ikke noget ned.

– Men du husker din historie ikke?

– Det er ikke min historie, for ser du; Som bækkene løber sammen til en å, som floder løber ud i havet, og havet omkranser jorden på samme måde hører min historie sammen med din historie.

– Så det har altså noget med mig at gøre også, hvad du så og oplevede dengang krigen kom til Barcelona, spurgte hun.

– Det hele handler om dig, min pige. Du er mit digt og kan du tie skal jeg fremsige det for dig.

Pigen ville vide om det blev sørgeligt.

Og Papa svarede, at det ville det, men at sorgen går hånd i hånd med glæden:

– For det var sådan, gud ønskede det skulle være.

Og det var sådan det aldrig blev.

– Men jeg husker, at vi ofte lo. Også når andre græd. Sådan var det at være en del af et Cirkus. Det var det, vores arbejde bestod i, da vi ankom til Barcelona. At le….at få folk til at le.

340Billede 10-10-15 12.41.29 copy

Der var ellers ikke meget at grine af på den tid. Borgerkrigen i Spanien rasede.

Man sagde om den tid, at smerten havde sat tiden i stå.

Byen lå øde hen om natten.

Man sagde også om den tid, at der var flere rotter i gaderne end mennesker.
– Kender du Barcelona, kender du folket?
Hun sagde: Ja, hun kendte dem godt.
Papa sagde: Derfor græd vi. For folk i Barcelona ønskede ikke at holde sig væk fra gaderne. Men nu var der krig i landet. De gode mod de onde. Brødre mod søstre. Det var alt sammen meget sørgeligt, så da Cirkus Raluy kom til byen, var det som om en sky drev fra solen.

– Var det som en regnbue, der dukkede frem på himlen?, spurgte hun.

– Ja, sagde Papa. – Det var som en regnbue.

– Var det som vilde blomster på en solsveden eng, sagde hun så.

– Det var som de vildeste blomster, næppe noget menneske havde set så smukke før, svarede Papa.

– Og når I rejste teltet lyste farverne mod himlen så klart og smukt, at alle måtte le, blot fordi….

– Ja, det var det, svarede Digo. Åhhh, sagde menneskene, vi havde helt glemt at le.
– Ja, sagde Digo. I havde helt glemt at le. men nu skal vi feste. Og I skal læne hovedet bagover og le lige op i himlen, for det er Cirkus Raluy som er kommet til byen.

Inde i Digo, i Papas hjerte, var der en smerte.
Der var også andre ting i Papas hjerte, gode ting.
Ting der ikke gjorde ondt. Som ikke smertede.
– Det er mine funklende stjerner, plejede Papa at sige.
– Mine diamanter ligger i sort silke… i min kiste, sagde Papa.
– Fortæl mig om diamanterne i kisten, sagde hun så.
Papa åbnede sine øjne. Han så ikke længere på Anna Maria.
Han kiggede ud over havnen.
De blinde øjne så; det vidste hun, men hvad de så vidste hun ikke:
– Fortæl mig diamanterne og den sorte silke, hviskede hun så.
– Ser du stjerner i aften?, spurgte Papa.
– Ja, jeg ser stjerner, svarede Anna Maria.
– Månen er ikke synlig, vel?
– Nej, månen hænger lavt henover slusen. Men der er skyer mod sydøst, hviskede Anna Maria.
– Ser du. Stjerner funkler i aften fordi himlen er mørk og natten sort som silke, og skal jeg fortælle dig om mine diamanter i kisten, må jeg starte med at fortælle om alt, hvad der er uden om mine diamanter.
– Men, der er jo ingenting, sagde Anna Maria.
– Der er alt. I det sorte findes svarene på menneskets ondskab, svarede Papa.
Anna Maria skuttede sig på dækket. Det var efterår nu, og vinden suste igennem havnen i hovedstaden, der lå langt mod nord.

– ER der langt til Barcelona, spurgte hun så.

– Der er, sagde Digo, ikke længere end der er fra tanke til handling. Nogen gange er det lang tid, nogen gange er det blot som at knipse med fingrene. Det bestemmer du selv.

_ Jeg forstår ikke helt hvad du snakker om, det lyder så indviklet, og jeg fryser, skal vi ikke se om dværgene har lavet aftensmad til os.  Måske vi bare kan sidde i styrhuset, og spise, og så kan du fortælle, imens.

– Om hvad, sagde Digo.

– Om silken og om Barcelona, og om alle rotterne, dengang I kom til byen.

-Det er en lang historie, så du må være tålmodig, svarede Digo.

– Du sagde det var et digt.

– Et digt er en historie som jeg skal fortælle dig, hvor langt det bliver ved jeg ikke nu, men vi må være tålmodige for jeg er gammel og du er ung, så vores hjerter vil det samme men ikke på samme tid.

– Jeg skal nok være tålmodig. Det lover jeg at være, svarede Anna Maria.

Digo vidste det var en løgn. En umulighed. Ingen kunne sidde stille længe nok til at høre historiens slutning. Heller ikke ham selv. Dertil var den alt for trist.

Jeg må gøre noget, tænkte han. Jeg må starte forfra. Digo så sig selv i spejlet. Han så en klovn, der smilede. Der græd.

 

xXx

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: