CUBERS CORNER

MÅNESYGE

fuldmåneSkofjaLokaÅh. Åh Åh, sagde månen på sin vej henover himlen. Den var så stor, tyk og tung at den knapt kunne bevæge sig højere op på himlen end den var nu. Og efterår var det. Tæt på den 1. oktober, så den burde jo lyse ned på alt levende, men sådan var det ikke

Den var tung om hjertet. Forelsket måske. I sit eget spejlbillede på havet. Der var den smukkere end noget andet, syntes den selv. Ikke øje for noget på jorden havde den, og synd var det for der stod den langlemmede, Molboen og pillede næse

Og alle børnene gloede forundret på manden. den langlemmede der stod og gjorde knæbøjninger.

“Du er sjov”, sagde en pige, og det var han virkelig. Alvorlig talt var han så sjov, at han ind i mellem blev træt og lagde sig ned.

“Nu sover han,” hviskede lyngen. Den stod trist i månelyset og pakkede sig, efterårets komme var virkelig ikke dens kop te heller.

“Åh, som I dog ter jer,” hånede de af bærrene på Rønnetræet der stadig klæbede sig til sin moder.

“Falde må, hvad falde skal, ” lød det fra brændestablen. I det samme skar øksens skarpe stål sig vej gennem den klare luft. Månens lys hjalp den på vej og skam var det, for Ramte gjorde han, den langlemmede, og snart blev en til to, og to til fire.

“hvilket regnestykker den mand kan gøre,” mumlede stenen på gårdspladsen foran den orange bil der både kunne fragte prinser og prinsesser uden a den gjorde synderlig væsen af sig.

“Mon tælle han også vores familie. Vi er dog flest og mest varieret af alle. En fornem slægt der ikke lader sig træde på, klynkede stenene om kap.

Knapt kunne man skelne den ene fra den anden, men i familien vidste man nu nok om, hvem der stod sig bedst”

“Stakkels Søtte,” hvæsede olielampen:

“Det er kun lyset her som har magten. I andre, I kan ej leve foruden.

“Og deri havde lampen ret. Mørkt blev der, da manden i huset ved havet pustede sig op og ud gik lyset.

“man skulle have været en ko,” tænkte den trætte:

Så havde en eller anden sikkert både kløet mig i nakken, og aede min mule.”

Men ingen hørte. Kun havet. Fra strandkanten lød det som med tusinde stemmer;

“Ssschhyyyyy…….Sssshyyyyye……sscchyeeeee….

Han sover bare. Prinsen den trætte, drømmer om en pige i rød kjole og med udslået hår der række helt ned til jorden, hvor sten, og brændestabel står på tæer for at røre.

Og månen, tænker du? Mon den blev hvor den var, den nat.

Nej. Nej. Nej. Månen gik sin vante gang henover himlen. Og rønnetræet mistede sine. Dem alle til sidst. Og lyngen krøb sammen i kulden og længtes efter varmere himmelstrøg. Også der var udlængslen stor. Lige så stor som prinsessen om hvem prinsen drømte at række en hånd. Snuble skulle hun nødig. Nu hvor hun endelig havde fundet ro og turde le igen.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: