HELTEKVAD TIL BARBARA

..Nå nu fik svigermor Barbara fred. Hun sov ind 14:30 i går..(1.april) Hun elskede Milas Kundera og lyttede til franske chansons. Det sidste hun sagde til Ivona for nogle dage siden var: c’est ne pas agreable. Ivona spurgte til hendes helbred. Dagen før hun fik en hjerneblødning for små fire uger siden nynnede hun ordene fra le maitenant med Gilbert Becaud fra 1962 for Ivona. De gange jeg mødte hende viste hun mig hengivenhed. Hun skulle stå på tæer for at ramme min kind. Vi kyssede på fransk i entreen, allerede den første gang klemte hun min hånd og så på mig og sagde; C’est tres bien. Je suis contente – hun var glad for at se, at hendes datter igen begyndte at trække vejret efter en vanskelig skilsmisse for år tilbage. Hun kendte godt til mig. For, Ivona og jeg går tilbage til slut 90-erne – hvor vi begge, dog på skift, havde bopæl i den by Barbara elskede: Paris. Hun udtrykte kun positivisme og anerkendelse. Også når hun var i opposition. Hun kom fra Sinj en lille by i bjergene nær split. Smukke Dalmatien med kysten og øerne og derfra rejste hun, forstå det hvem der kan. På anden side lå Livno. Den findes stadig omend området blev hærget og ødelagt- igen-igen under krigene i 90-erne. I den kroatiske del af Herzegovina. Her siges det at mænd der vil frem i livet kører Mercedes og går med hvide sokker (!) Marco nåede aldrig længere end til de grå og sorte. Køretøjet var først en Dyana – siden opgraderede han til Opel. Den kører endnu. På lykke og fromme. Heldigvis vil denne nekrolog afsløre senere. Så, Her har vi Marco; han er ikke voldsom langt fremme i skoen med hensyn til pigerne, sjov, kantet men sådan lidt kejtet i det – så familierne parrer dem. Marco kniber øjnene sammen og de buskede øjenbryn skygger for solen: volapyk, det er hvad det er. En skolefrøken fra den anden side af bjerget. På kystsiden. Dalmatien. Smuk og væver – der er noget italiensk finesse over den skude, tænker skov trolden. Dolce vitae på de østvendte skråninger – her kommer solen sjældent forbi seks måneder om året. Så den søde sag fra Sinj bliver en appelsin i huen, idet at; Når man er vokset op med træflis i måsen og stadig er mors dreng som sæde og skikke (desværre) foreskriver, og da der i mere end en forstand er 800 meter fra Marcos horisont og ud til havet, Dalmatien, ja – pardon my french; så er det sgu med at få fingeren ud af Kuk KUK uret. Barbara er sirlig, smuk og dannet. Mild som sommerregn i Sarajevo, Uimodståelig som Neretva, den af alle floder som flyder mod hendes kyst. Han ud af en Skovhugger familie med eget savværk. Når de spiser frokost er der 50 mand høj omkring bordet. Men, der er ingen som Barbara, der elskede litteratur og fransk allerede mens Tito studerede Marx og Lenin. Marco elsker lam om søndagen, kaffe på den samme cafe, snik og snak – gerne med alle, helst med frænder fra hjemlandet. Han stemmer konservativt og hader fortsat Tito – der tog familiens savværk fra ham og familien efter krigen. Men Barbara…fra hende tog Tito alt undtagen selvrespekten. Den familie led. De skød på hinanden også. Men, i slutningen af 50-erne tog hun chancen og flyttede til Paris, kom i huset og begyndte at læse til korrespondent. Udlængsel. Længslen efter poesien. Paris. Væk fra bonderøvene. Væk fra had og hundrede års ensomhed. Væk fra Syd Slavien (yugo) betyder syd – Lige så længe Ivona kan huske talte Barbara fransk til hende. De var bedste veninder også, men skilsmissen tog hårdt på Barbara. Det var skamfuldt omend det aldrig blev nævnt. Ivona har aldrig kunnet med sin far og aldrig følt sig forbundet med sin søster. Barbara sagde altid: Mila! Du bringer altid smil og glæde med dig. Fortæl mig hvad du har oplevet i dag!. Jeg ville ønske jeg havde kendt hende mens hun var skarp. Altså skarp som en slagters kniv. Hun var dog stadig helt til det sidste skarp på det franske, og det blev jeg aldrig – så den står 10-1 til Barbara – jeg må tage revanche overfor Ivona – men æbler falder sjældent langt fra solide træer – Ivona har fransk som 1. Sprog – jeg bøjer mig i støvet og Barbara; Jeg samler dit æble op. Dit afkom. Det kernehus vil spire, det lover jeg dig. Og jeg lover at passe på, at jeg ikke træder for meget rundt i historien med mine blankpolerede molbotræsko på. Men, begravelsen Barbara – det bliver en lukket fest. Corona tider gør at det bliver småt med blomster og blamerisk tale. Dog yndede det iøvrigt heller ikke selv. Du lod andre om den slags. Din mand især. Ih guder hvor vi lo – og du med. Havde du hørt vittighederne før – lod du dig aldrig mærke af det. “Jeg skider på gulvet hvis du ikke spiser op”, sagde Marco den første gang jeg var til søndags frokost. Ivonas drenge, Teo og Jan oversatte loyalt. De lå på gulvet af grin. Jeg kiggede desperat efter hjælp hos Ivona: Hva nu? Ivona rystede på hovedet – Barbara glattede ud. “Mere Rakira?” Why not. Velkommen til Bosnisk humor. Velkommen på Balkan. Barbara: Jeg elskede det. Og nu er den tid forbi. Men tinye vinde blæser, som Boraen der kommer fra nord, som jeg. Når Nattergalen synger igen rejser jeg til dine kyster, vi vil finde den sten du engang i 50-erne poserede på. Hvilken model du var. Fransk filmstjerne på det ydre, men indeni var du modest, beskedenheden selv. Ikke et ord om, hvad du ku tænke dig. Det lod du andre om. I de senere år holdt du dig ofte inde, også på en forårsdag så smuk som den 1. April i år. Du holdt det ikke ud. Der var du skarp! Høje hæle, og sophia Loren solbriller. Thats a girl for me. Men krumbøjet gik du til sengs tidligt, med en bog, med smerter – men pev aldrig. “Hvad ku du tænke dig at gøre, Mama”, spurgte Ivona i de første dage af det forår du aldrig rigtig fik øje på? En kaffe i solen, sagde du. Og I gik ud i byen og satte jer på en café. Ivona bragte dig blomster – og det blev den sidste samtale i det offentlige rum i en by nær både mit og dit hjerte. “Hvilken dejlig dag det var,” sagde du til din datter. Hun støttede dig op til 2. Salen – og du kom aldrig rigtig ned igen ved egen hjælp. Da Barbara lagde sig ned første gang nogen sinde gjorde hun det i hjemmet. Klogt valg. Din ægtemand skreg fortvivlet; Hvad gør jeg nu? Ja, Marco – det sku du ha tænkt på for 20 år siden. Men sådan var det sat op. Ægteskabet. Måske mere fornuft end passion? Men så alligevel – et blandet ægteskab som de 100.000vis af andre blandede ægteskabet i det tidligere Jugoslavien. Bosnisk/kroatisk. Katolikker begge to. Men det fører ingen steder hen at kritisere med en danskers verdenssyn. Vi, der er født nord for Kongeåen, vi har forstand på ingenting – når det gælder overlevelse på trods af oddsene. Anyway; De bar hende ned af trapperne fra 2. sal og det var et hyr så klart. Hun rallede en del, men den der gjorde mest ud af miseren var ægtemanden. En sørgelig historie, men en sand historie. Siden kom der læger og sygelejersker til. De fleste der dukkede op omkring fastspændte smukke, sirlige Barbara var hidkaldt through the wire. Hvad betyder på dansk? Det betyder at man kender nogen der kender nogen – som skylder en en tjeneste. De tjenester kan gå mange år tilbage og således fik Barbara særbehandling; Søster Siljva, der nu er Neurolog og har fine papirer fra Yale, hun ringede hid og did – og jo – der var sørme nogen der uskede nogen fra den tid, hvor søster Silvja spillede 1. Violin. Det var før alle krigene. Silvja slap ud og blev til noget stort, og det har betydning en dag i marts, hvor Coronaen smitter alt og alle, og måske giver næring til frygt og PTSD-en blandt den krigshærgede befolkning. Men ind kommer Silvja og Ivona med. Og faderen hyler fortsat op om, hvilken uorden faldet fra tinderne har forårsaget. Ham. Han nægter at spise. Ivonas mad ryger ud. Er buksen og undertøjet strøjet behørigt? Som på Barbaras tid? Nemoj. Nej. I mens spænder de Barbara fast til sengen om natten. Hun er “agitated” – urolig og vil hjem. Hendes demenspopper som en overophedet gryde med majs. Hun skider i egen rede også. Der er ingen ende på fornedrelsen og mens verden spændt følger stastikkerne over døde dejser de to søstre omkuld i gamle minder, der rives op i sårene fra dengang den ene rejste og den anden blev. Og Barbara? Hun nærmer sig de 40kilo – Hun som elsker en god lammesteg, det er ikke et værdigt liv. Det må stoppe nu. Og det gør det. Verden stopper. Uret holder op med at tikke, da Zagreb rammes af et jordskælv. Det værste i 140 år. 5,4 på richter skalaen. Helt til Skofja Loka mærkedes rystelserne, men jeg sov de uskyldiges søvn den morgen, men vågnede op til en ny virkelighed; Min elskedes hovedstad i ruiner nu og midt i det hele var internettet gået ned. Ivonas drenge gik amok! Som om det ikke skulle være nok truede faderen med at forlade scenen og køre nordpå til sommerhuset, købe sig 20 liter hjemmebrændt og drikke det selv. Monthy Pyhtonske tilstande. Da bilen ikke kunne starte – som sagt blev det aldrig en Mercedes, Astraen fra 1980-erne sympatiserede med Barbara og ville ingen steder. Ind i mellem ringede Ivona til dig. Hørte du hendes stemme, svigermor? Man siger at hørelsen er den sidste sans der er intakt før døden indtræffer. Sådan var det også med vores, min mor. Jeg spillede musik for Ketty den sidste dag før exit. Ivona talte i telefon – på fransk selvfølgelig. Fint sku det være – helt til det sidste. Rejsen ind i skærsilden, og frem til Sankt Peters dør, har været mudret. Mangfoldig er de besynderligheder, jeg som som dansker, ikke har forstået logikken i. Men, hvad betyder det? Intet. For jeg har set både Ivona og hendes tvillinger, Jan og Teo vokse med opgaven – og selv den hjælpeløse mandsling fra Livno tog sig sammen og roste både vask og varm suppe leveret til dren, af den datter han aldrig har forstået – villet forstå. En dag stod han i køkkenet og havde lavet lanm. Alene. Det smagte ikke som Barbaras så klart. Og slet ikke som Ivonas. Men nye tider, nye skikke – så sig ikke at gamle cirkusheste ikke kan løbe venstre om. Blinde høns finder korn – hvis de er sultne nok, antager jeg. Men buttom line er; at Barbara lagde sig på et dårligt tidspunkt. Omvendt, er der noget godt tidspunkt at dø på? Dramtatisk blev det i hvertfald, og det havde hun ikke ønsket sig. Nu deler hun og familien skæbne med millioner af andre i en verden fuld af virus, frygt og fremmedgørelse. To uger på hospital i Zagreb blev et storyboard for enhver med hang til hysteriske komedier. Søster Silvja kom hjem fra USA og forklædte sig som læge (hun er læge i USA) for at nå frem til mor i spændetrøjen. I kapløb med tiden blev der mere og mere kamp om sengepladserne så Barbara røg videre på Plejehjem og der sov hun ind – alene – men, i familiens optik trygt og godt, for – ved skæbnens ironi havde Barbara været lærer for ejeren af Plejehjemmet. I Sinj. I 50-erne. I fransk! What a story. Begravelsen bliver småt. Corona tider. Fire mand høj kun. Men præsten fandt min elskede heldigvis og kirken bliver den hun var knyttet til. Hun var troende, men ikke truende. Hun holdt tingene for sig selv, og omgav ALLE med den stil, der dør ud med hendes generation. Vores mor, min mor havde det også i sig – måske handler det om at de stammer fra en tid hvor 2WW overskygger alt. Og håbet og frelsen og det faktum at verden blev et bedre sted at være op gennem 50-erne, 60-erne og ja – helt frem til vores tid. Jeg tror taknemmelighed over at vokse ind i en tid, hvor velstand blomstrede som ukrudt i hegnet, spiller ind. Hun holdt sin plads i køkkenet, mens kvinderne smed forklæde, BH og gamle normer og forventninger overbords andre steder. Jeg bilder mig ind at hun forstod det meste, men holdt sig på sporet af den tid der ikke er mere, den tid hvor man gorde sin pligt og gik i kirke om søndagen.
Jeg har undersøgt om jeg kunne finde et smuthul i hegnet – i hastelovene, i den nødretstilstand der i eksempelvis Ungarn som ligger lige rundt om mit hjørne, udvikler sig hastigt til diktatur i disse tider, men sagen er den; at jeg ikke engang kan forlade kommunen her i Skofja Loka. Slovenerne kører stram kurs. Må ikke. Så i morgen, når Barbara får præstens velsignelse og ryger på familiegravstedet i Mirogoj i udkanten af Zagreb bliver jeg her og forbereder noget lam alene på fjerde uge – familiens ynglingsspise til søndagsfrokosterne, hvoraf jeg oplevede nogle stykker. Gør plads på Mirogoj! Du prægtige scene for både charlataner og charmeurer. Et træ er væltet tyst i skoven. Ikke en vind rører sig denne forårsdag i april. Jeg ved godt de største, værste, smukkeste og mest indflydelsesrige i Kroatiens nyere historie ligger lit de parade på Mirogoj. Skrevet i granit står Kroatiens blodige og korpulente historie, Tomme æggeskaller, tømte papkasser. En container fuld af svig og svigt. Det er også Kroatiens historie. Vig for denne kvinde! Bøj jeres hoveder. Vis respekt! Her er mit ord: Ingen har løftet mere end den generation af kvinder som Barbara fra Sinj har gjort. i den periode der i store træk omfatter tiden med Tito – frem til hans død i 1980 – årtiet efter, hvor Jugoslavien hang i laser – for så til sidst at gå i opløsning. Barbaras generation (hun blev 83) har set brødre dræbe sine brødre. Hun har har set Kroatien blive selvstændig. Hun så Modric næsten vinde WM. Hun stemte på korrupte politikere igen og igen – i håb om bedre tider. Hun så sit land rejse sig af asken, hun så aldrig skyggen af en undskyldning; Hun lærte på den hårde måde, at frænde er frænde værst – og til det sidste mødte hun verden med et smil. Også mig. Molboen. Fra Danmark. Hun sagde til Ivona efter vores første søndags middag – med den fede lam fra Bosnien; Mila! Hvad skal der dog ske, når han finder ud af hvordan alting hænger sammen her i Kroatien? Vil han så rejse hjem til Danmark igen. Vil han tage dig med så?” Well, Barbara – en ting har jeg lært på snart fire år: Polako-polako – stille og roligt – forstår jeg mindre og mindre. Men jeg løber ikke af gårde, som vi siger på gammel dansk. Du forstår hvad jeg mener. Opdraget på samme måde er du – og din datter med. Den sidste rejse ind på kæmper og krigers kirkegård, den tager du selv. Til gengæld lover jeg dig, at Ivona og jeg søger ned langs kysten og finder den sten, du stod og poserede på som ung. Når Nattergalen synger – Kroatiens nationalfugl – så går opsporer vi den tabte tid. Den tid der med dig og dine rinder ud. Den tid med dignity og værdighed. Uden at kny. Ingen brok. En Nattergal i dit eget spil var du. Eventyrlysten og fri. Siden ufri. Din sang forstummede – og nu forstår vi hvor tyst i skoven der blev, da den kvist knækked’ i en skov i brand. Forbandet være den virus. Forbandet være det hele. Forelsket var du også. Engang i Livet og det muligheder. Jeg hører dig le. Og takker min skæbne for jeg holdt den lille hånd, og kyssede dig tre gange. Den gang vi sås første gang.
Nu er det op til os at bære faklen videre og se til at dit smil skærer som en slagters kniv ind i kommende generationers sjæle. Når jeg tænker på det bliver jeg glad; Nu er der en mere omkring bordet, hvor min, vores mor, sidder. Hvis du skynder dig kan du nå at være med i næste runde. Kortene fordeles. Der er adgang forbudt for fortabte mænd af igår. Her sidder Amazonerne til bords, våbene er lagt ned. Nu ler I? Hvad mon I nu finder på? Jeg er sikker på at vi ikke har hørt det sidste til kvinder som jer. I viser fortsat vej. Ære være Barbaras minde.