- kapitel – hvori præsten træder ind i pigernes liv, men da lyset går ud må man famle sig frem for at finde sandheden. En Bog om ALT fører måske i den rigtige retning.
Lea Maria havde siddet på kanten af den sygeseng søsteren Constance lå i.
Omkring sengens fodende stod der stole sirligt placeret i en halvcirkel. På natbordet ved siden af sengen stod en buket blå violer. I halvmørket kunne man lige akkurat skimte det menneske der dybt begravet under dynen lå helt ubevægelig. En monoton summen fra et apparat, var det eneste der brød stilheden i det hvide værelse.
– Det er præsten, må jeg komme ind?
Lea Maria slap sin søsters hånd. Hånden faldt slapt ned langs sengekanten, og med et dybt suk sprang hun ned fra sengen, gik hen til døren og åbnede:
– Pastor Borch!
– Melder sig til tjeneste, svarede manden og gjorde honnør.
I døren stod en midaldrende mand. Han havde frakke og en sort hat på hovedet.
Det dryppede med vand fra både hat og præstens næse. Hans kinder var røde og blodsprængte, Lea Maria så indgående på ham:
– Er det dig?.
Præsten forsøgte at smile, men smilet nåede ikke frem til øjnene. I stedet bankede han hårdt på sit bryst:
– Ja, det er mig, svarede præsten stønnende:
– Vejret tager livet af mig. Jeg…..
En grim hoste stoppede præsten i at gøre sin sætning færdig. Lea Maria støttede præsten ind i rummet, og gjorde tegn til at han skulle sætte sig. Med besvær fik præsten placeret sig i en stol. Det varede en evighed før hosten var væk igen. Det lød ikke rart, tænkte Lea Maria. Det lød faktisk helt uhyggeligt den måde præsten hostede på.
– Er du sikker på du er rask, sagde hun så.
Præsten svarede hende ikke, men nikkede blot. Den hånd der hele tiden havde været presset mod brystet gled ned i frakkelommen. Med besvær bukkede præsten sig ned efter sin taske:
– Så er det vagtskifte. Min tur til at holde vagt, mumlede han.
– Jeg er ked af det, Constance. Jeg mener, hvis din søster er…
– Jeg er Lea Maria. Og det der er min søster; min elskede søster Constance, den modigste pige, jeg nogensinde har kendt.
Hun pegede i retning af sygesengen, hvor Constance lå helt ubevægelig. Slanger fra en maskine førte ned til mund og næse. På en skærm kunne man følge pigens hjerteslag. Pulsen var meget langsom. Med lange mellemrum lød der et bip.
– Ja, hendes puls er meget lav, forklarede Lea Maria:
– Men det skal du ikke tage fejl af, for hun er slet ikke i færd med at dø. Hun samler bare kræfter til vores sidste tur, fortsatte hun.
– Hvor skal I hen, spurgte præsten. I telefonen havde det snarere lydt som om at det var sidste udkald inden Constance døde. Stemmen, der havde indtalt beskeden, lød ophidset og det var ikke det hele Pastor Borch havde forstået. At der også var tale om at pigerne skulle på rejse inden søsteren skulle dø, det kom bag på præsten:
– Mon ikke I skal overveje nøje, hvorvidt I skal på tur sammen. Jeg mener, vi skal da i hvert fald ha’ jer døbt begge to først, ikke?
Lea Maria tog præstens hånd med begge hænder. Så kiggede hun ham direkte i øjnene:
– Constance er på vej ind i lyset. Lupinerne er rede, og Edda siger hun er velkommen.
– Hmmm. Ser man det. Onde tunger siger, at tvillingerne har stukket deres små næser ned i ting, de burde holde sig fra. Er det sandt?
– Nej, det er det ikke. Lea Maria kunne mærke vreden stige op igennem halsen som en vildtvoksende solsikke, der næsten truede med at kvæle hende.
– Det er ikke sandt hvad folk siger. Du skal ikke tro på noget. Hører du? Du skal bare forstå, at vi har meget travlt, fordi De gode historiers tid snart er slut. Væmlingernes tidsalder er ikke mere. Intet er som det burde være. Alle skælder ud, og gør hinanden fortræd, mens der er ingen, som….
Lea Maria begyndte at hikke i arrigskab. Præsten dunkede hende på ryggen. Som en refleks dunkede Lea Maria præsten tilbage:
– Hov-hov. Jeg forsøger bare at hjælp til her, lille frøken.
Lea Maria fik tårer i øjnene og fremstammede et undskyld. Pastor Borch virrede afværgende med hovedet samtidig med at han slog ud med armene:
– Gør ingenting. To soldater ved vagtskifte. Selvfølgelig skal der være plads til at dunke hinanden, sådan lidt gemytlig, ikke?
Pastor Borch dunkede sig selv på brystet. Den jagende smerte i brystet omkring hjertet havde endnu ikke aftaget. Med rystende hænder greb han til sin inderlomme, hvorfra han hev et pilleglas frem.
– Vil du være så god at hjælpe en gammel soldat med at tage sin pille, sagde han smilende, men Lea Maria så godt, at smilet ikke nåede øjnene.
I et snuptag fik Lea Maria åbnet glasset. Hun hentede vand til præsten og hun stod og betragtede indgående, hvordan pastor Borch med rystende hænder førte glasset til munden.
– Ka, ka, ka, ka du klare det, hikkede Lea Maria.
– Jeg kan godt kalde på lægen.
Præsten rakte pigen glasset og rystede på hovedet. I det samme gik lyset ud.
Glasset røg på gulvet og splintredes med et brag. Det gav et ryk i Constance ved lyden. Hun udstødte en lang klagende lyd. Hendes krop spændte sig til det yderste og med begge hænder slog hun vildt for sig ud i luften, mens hun igen og igen skreg så hjerteskærende, at både Lea Maria og præsten uvilkårligt måtte tage sig til ørerne.
– Nu går hun ind i lyset, råbte Lea Maria.
Lea Maria sprang hen til sengen og greb Constances hænder. Hun råbte:
– Bliv hos mig lidt endnu. Du kan ikke tage af sted uden mig.
Constances krop rystede som om hun havde fået stød. En hel masse uforståelige ord strømmede ud af hendes mund.
– Hvad er det hun siger, tænkte præsten, han havde set og hørt meget i sit liv, men det her havde han ikke oplevet tidligere for samtidig med, at Lea Maria omklamrede sin søster var det som om at rummet fyldtes af tåge. Det ringede for præstens ører, larmen var uudholdelig:
– Stop, Råbte han.
– I Guds navn, jeg forbyder jer at lade hende rejse nu, råbte han af sine lungers fulde kraft, mens han gjorde korsets tegn for sig.
– Forlad mig ikke, stønnede Lea Maria, mens hun af al magt forsøgte at holde søsteren fast til sengen. Det så ud som om, hun med sin krop nærmest forsøgte at afskærme Constance for de kræfter der i dette øjeblik var i færd med at tage søsteren med ind i lyset.
– Edda, Edda fra sagaernes land hjælp mig tvilling, hjælp mig hvis du kan, råbte Lea Maria og ved lyden af remsen, mærkede præsten hvordan der igen blev ganske stille i det hvide værelse.
Forpustet satte Lea Maria sig op i sygesengen. Constance var igen faldet til ro.
– Vil du ikke godt være sød at lukke vinduet, hvis du kan, sagde Lea Maria og henvendt til søsteren hviskede hun:
– Det er ikke tid endnu søs. Vi skal døbes først. Præsten er her nu. Han vil stå vagt om din seng og passe på dig sammen med mig indtil mor og far kommer tilbage.
Ude på gangen kunne man høre personalet løbe råbende rundt. Hele børneafdelingen henlå i mørke.
Kun lyset fra et skilt hvor der stod nødudgang på, sendte en grønligt skær ud i rummet.
– Har du ikke nogle vokslys med, som jeg bad dig om?, spurgte Lea Maria, da præsten med besvær havde fået lukket vinduet.
– Jo da. Og nu kommer de da rigtig til sin ret, svarede han.
I tasken fandt præsten to stearinlys frem. Han satte dem forsigtigt på natbordet ved siden af Constances seng. Med rystende hænder fik han begge lys tændt.
– Se. Nu danser der skygger på væggene.
Lea Maria kunne ikke lade være med at smile. Den alvorlige situation til trods kunne hun ikke lade være med at pege i retning af væggen bag præsten, hvor en stor skygge bevægede sig hver gang præsten hostede:
– Har du check på din egen skygge, sagde hun så, og pastor Borch svarede, at han mente, han havde styr på det meste, også sin skygge:
– Man kan aldrig vide sig for sikker, ved du. Det har de sidste dages oplevelser sammen med drengene fra de dødes poeters klub i hvert fald klart bevist, sagde Lea Maria:
– Ikke sandt Constance?
Constance var atter faldet i en dyb søvn. Hendes åndedræt var igen normalt. Lea Maria kyssede forsigtigt sin søsters pande. Henvendt til præsten, sagde hun:
– Det var bare en drøm, tror jeg.
En drøm. Præsten tvivlede alvorlig talt på at det havde været en drøm. I så fald havde det været en ond drøm for han havde kunnet mærke at der havde været ånder til stede i værelset, som forsøgte at gribe ud efter søsteren. Selvom han havde medvirket til mange nøddåb, hvor et menneske i en fart skulle døbes, fordi døden snart ville indtræde, følte præsten at der for et par minutter siden havde forestået en kamp på liv og død. Det havde ikke været en drøm. Det føltes meget virkeligt, hvad han netop havde bevidnet.
– Vi er ikke alene. Kan du mærke det, sagde Lea Maria så.
– Nej, det er man aldrig.
Præsten kunne ikke lade være med at gyse. Det føltes vitterligt som om, at der var nogen i rummet.
– Ja, man er aldrig alene, ved du? Gud er med dig alle dage, sagde præsten. Han tog sig i at holde vejret. Det gjorde ondt i brystet, når han trak vejret. Lægen havde forleden sagt til ham, at det var stres, og at han skulle trappe ned med sit arbejde, hvis han ønskede at blive gammel.
– Det er ikke på den måde jeg mener, hviskede Lea Maria tilbage.
– Det jeg mener er, at der er er Lupiner i luften. Kan du ikke høre det? Det summer i mit hoved. Gør det ikke også i dit?
Pastor Borch forsøgte at koncentrere sig om den smerte han følte i brystet.
– Jeg sætter mig på din søsters seng, hvis ikke det gør noget, sagde han så.
Lea Maria gjorde plads for ham. Hun kendte rummet ud og ind. Ofte, når tvillingerne var alene, slukkede de lyset for bedre at se det der er skjult for andre.
– Her. Sæt dig her.
Pastor Borch satte sig. Han kunne mærke han satte sig på noget hårdt. Forsigtigt lirkede han rundt i sengens fodende for at gøre sig det mere behageligt, men lige meget hjalp det. Det virkede som om han havde sat sig på et søm. Det gjorde ondt, men ikke nær så ondt som det gjorde i brystet. Det måtte være forskellen på kulden ude og varmen herinde i rummet, der fik hans lunger til at føles brændende.
– Er du okay, lød det fra Lea Maria:
– Jeg synes du trækker vejret så tungt.
Præsten nikkede, men svarede ikke direkte på spørgsmålet.
– Jeg tror lige jeg lægger mig et øjeblik, sagde han og gik med tunge skridt hen i mod den seng, der var stillet op til Lea Maria:
– Jeg føler mig pludselig så tung om hjertet, mumlede præsten:
– Ja, jeg kender godt følelsen, svarede Lea Maria og fik med besvær fat i den bog som lå i hendes seng:
– Det er netop derfor, jeg har bedt dig komme.
– Ja så. Det lyder interessant.
Pastor Borch lagde sig på sengen. Han havde ikke haft tid til at tage hverken frakke eller hatten af.
– Her. Lad mig tage din hat, sagde Lea Maria.
– Tak min ven, svarede præsten. Da han havde fået lagt sig til rette i tusmørket fik han øje på en Skygge henne på væggen:
– Det er mærkeligt med skygger. De findes kun der hvor lyset er. Hvis alle bare tænkte sådan, ville ingen være bange for sin egen skygge, vel?
Lea Maria åbnede den bog hun netop havde flyttet fra sin seng. Så slog hun op på en tilfældig side i bogen og sagde så:
– Inden du døber tvillingerne, må du vide, hvem vi egentlig er.
– Det lyder rimeligt, svarede præsten; – Men er du sikker på der er tid til den slags historier nu? Jeg mener, med din søster som snart skal……
Pastor Borch afbrød sig selv. Et kirke ur i nærheden var begyndt at slå. Han talte slagene og nåede til 10. Det havde været højest besynderlige dage de sidste par stykker. Selvom han ikke ville være ved det, befandt han sig rigtig godt i sengen på børneafdelingen på rigshospitalet. Lea Maria satte det ord på, som præsten ikke kunne udtale:
– Dø? Javist skal hun dø. Det skal vi alle sammen en skønne dag. Men søs skal ikke dø endnu, for det bestemmer jeg.
– Godt så, mumlede pastor Borch:
– Så har vi i det mindste styr på det. Hvad var det så du ville fortælle mig?
Lea Maria tog en dyb vejrtrækning. Så slog hun op i bogen og satte sin finger ned på en tilfældig side. Pastor Borch vendte sig med besvær om på den ene side så at han kunne se både Lea Maria og Constance.
– Er du sikker på, du kan læse i det halvmørke, sagde han så. Lea Maria nikkede ivrigt;
– Ork jo. Det kan jeg sagtens. Jeg kender historien ud og ind. Den læser sig selv alligevel.
– Det er godt nok en stor bog du har der. Der må da stå alt hvad der er værd at vide i denne verden i den.
– Nemlig hemlig, svarede Lea Maria og lagde hovedet på skrå. Hun så over på sin søster Constance og blinkede:
– Det er lige nemlig en bog om ALT.
CUBERS CORNER 