Drømme på jorden

Søndag 08112020

Med sit tweet og lykønskning til Trump på morgendagen efter valget i USA, blev han ikke bare den første statsleder i verden der bedømte udfaldet af valget forkert, han blev også af sine egne latterliggjort for fuldstændig mangel på situationsfornemmelse. En godkendt demonstration i Ljubljana fik følgeskab af bøller og urostiftere blandt andet inden for hardcore fodboldfans. Brosten fløj i luften. Politi brugte vandkanoner. For en, som boede på Nørrebro i den voldsomme konfrontations hektiske periode, gav det kuldegysninger. Det er ikke derfor jeg er flyttet Slovenien, tænkte jeg. Jeg vil bare leve i fred og ro herude på Bispens enge, i min by Skofja Loka. Og cykle. Vandre. Nyde den overflod af natur som gør Slovenien til det grønneste land i Europa. 

Heldigvis kom vi tilbage på sporet igen søndag. Roglic vandt Vueltaen. Så nu kan vi alle ånde lettet op og fortsætte vores til tider næsten Hobbit agtige liv i det en kollega i en SMS dagen efter Jansa dumhed (eller provokation?) kalder Vinterbyøster. 

Kærligt ment, det ved jeg. En hilsen fra en mand der bor i Barcelona. Et land presset økonomisk, politisk og sportsligt. Især når det gælder cykling. 

For i Slovenien drømmer vi. Vi drømmer store drømme, diskuterer og skændes. Omkring bordene ude i det fri. I Lycra sidder vi og pludrer om stort og småt, det er her man finder svarene på alt mellem himmel og jord. I en pause fra sprinten. Stigningen. Kapløbet. Motionen og puls. Fra A til B drøner vi rundt i verdens smukkeste land. Og så er den ikke længere. Heller ikke med det der Tweetning. 

*

“Jansa,” siger manden. “Han deler vandene. Som altid. Se nu bare efter den der tweet I sidste uge. Nu kaster de med brosten I Ljubljana. Sådan er det altid. Når Jansa træder frem på scenen, så deler han vandene. Men, hvad mener danskeren? Du er jo journalist. Du må vide bedre end jeg. ”

To mænd i Lycra. Den ene har jeg mødt før. Om ham ved jeg at han vejer 120 kilo og har fået indopereret ny hofte for et halvt år siden. Hans Cykel har kostet ham 2000 euro. Den anden blev stjålet under et indbrud. Men, ham der stiller spørgsmålet, ham jeg ikke set før omkring bordet. Hans engelsk er elendigt. Tysk går bedre.

”Han er musiker forstår du. Under Tito og tiden efter spillede han Harmonika i et af de bedste danseband i Slovenien,” forklarer manden med den nye hofte.

”I Jugoslavien”, korrigerer harmonikaspilleren og løfter på glasset:

”Skål! Skål på Roglic. Og Pogi. Verdens bedste cykelryttere.”

*

Sikken en weekend. Sikken en uge. 

Vejret har været upåklageligt. Igen og igen har himlen velsignet os med blå sart safir over engene, de omkringliggende bakker, muldvarpeskuddene i op til 1000 meters højde. Og Skofja Loka. En middelalderlig by 20 kilometer fra hovedstaden, Ljubljana. Bjergene i det fjerne, mod nord og Østrig, Karawanke og de Savinjske alper. Mod syd og vest konturerne af de juliske alper. På flere af mine cykeltogter rundt i landskabet i den uge der nu lakker mod enden har jeg kunnet se helt til slovenernes Jellingesten; Triglav – den tretakkede bjergtop i 2800 meters højde. Senest da jeg var i Komenda, Tadej Pogacars hjemby. Herfra og til himlen og himmeriget, var der ikke langt, husker jeg, at jeg tænkte. Så megen skønhed samlet på så lille et sted. Og Triglav, som figurerer i flaget. Et (næsten) helligt sted for slovenerne som Besseeggen er for nordmændene. Man må forsøge sig mindst en gang i livet. At komme sig op på toppen. Indrømmet. Jeg har boet i Slovenien i tre år nu, og har endnu ikke været i nærheden af juvelen. Kun nydt den på afstand. Især ved solnedgangstid. For mange turister, for megen alfavej over det i disse år. I hvert fald indtil Coronaen indhyllede det land Gud skabte i en rus, ifølge myten. Her, klemt inde mellem Italien, Østrig, Ungarn og Kroatien er der aldrig langt til en herlig dag i naturen. Nogen vil påstå at det er hovedårsagen til at Slovenien, ifølge Wiki, er det land i verden med flest medaljer målt pr capita; Hurtig adgang til al slags natur. Vinter- eller sommer aktiviteter. What ever. Du kan stå på ski om formiddagen, men tilbringe eftermiddag og aften ved Adriaterhavet. Et aktivt folk med 2,2 millioner sjæle. En ny nation med en tusindårig historie. Se på kortet. Find Slovenien. Peg Skofja Loka ud, og da vil du forstå at landet ligger midt i det hele. Hjertet af Europa. Skofja Loka, som betyder Bispens enge. Se på skiltningen: Vær opmærksom. Der er chance for futtog. Og traktor. Cykel ikke hurtigere end 40. Hvala J

Her i det nordvestlige hjørne af Slovenien er man lige en tak mere konservativ. Lige en my mere katolske. Lige en millimeter mere sig selv nærmest. Mere familie. Mindre stat.  Og fremmedforskrækkede. Men på en afdæmpet måde. Ikke voldelig. Ikke afstumpet. Men bekymret. Bekymret over ghetto dannelser der på ingen måde kan sammenlignes med det vi ser i Skandinavien. Men alligevel. Gæstearbejderne syd fra – sydslaverne – bosætter sig i klynger. Der hvor huslejen er lavest. De holder gang i hjulene, men er de slovenske i tanke og handling? Ikke så meget, som man måtte ønske sig. Men, hvad er det at være slovensk? Er Jansa en ægte slovener? Det er han. Hans fortid er som Sloveniens. Et kludetæppe sammensyet af de skiftende politiske vinde der siden Romertiden (og før det Illyrien) har blæste ind over det strategisk velplacerede land klemt inde mellem alperne og Karawanke: Tag toget fra min station, og snart er man i Munchen. Eller Wien. Eller Zagreb. Eller Budapest.

Og havet. Adriaterhavet. Venedig. Trieste. Og kysten langs med Kroatien. Istrien aldrig at forglemme. Hele verden bor i Skofja Loka. Og Skofja Loka er i verden. Også Danmark. Gymnasiet har i årevis udvekslet unge studerende til Roskilde. Unge fra resten af EU hænger ud i gaderne, involveret i demokratiprogrammer, kultur kanons. Børnefamilierne leverer i gennemsnit 3 styks, hvilket er langt over europæisk gennemsnit. Når cafeerne er åbne, ser vi Basketball mere end fodbold. Det største navn i den sport er…ja gæt med selv; slovensk. Luca Doncic. Men for tiden er det cykling. Vi elsker Pogi stilen. Han gjorde det sådan set selv. Han kom bagfra og tog dem en for en. Og til sidst åd han også sin ven og landsmand, Roglic. 

Vi elsker den historie. Det er drømme på jorden. Den fede jord på bispens enge. Vi nyder den – eller vi nød den – over en tyrkisk kaffe på den makedonsk/albanske cafe ved broen over Selska Sora. Her sidder vi – eller sad og diskuterede om Pogacar bliver den største af alle. Den ny Eddy Mercx. Vi har druknet os i metaforer. Konkurreret på tid hvem der først rammer hovedet på sømmet. Kronjuvelen. Cowboyderen fra Komenda. Solens gang bag slot og Lubnik har gået sin tålmodige gang henover en stadig mere efterårsklar himmel. Ungerne har leget tag fat på Kapuchinski broen, der er endnu ældre end Stari Most i Mostar, Bosnien. Man render ikke rundt og skriger op i gaderne om hverken områdets legendariske plads i historiebøgerne. Vi jubler, når flaget går til tops, nuvel ja, men så er det tilbage til hverdagen igen. Vi gør ikke noget væsen af os. Det er slovensk stil. Nuvel. Vi ved godt at omverdenen slår Jansa i hartkorn med den ungarske leder, Viktor Orban,  Men, at de skulle være en slags brothers in arms. Det har både jeg og de andre gæster på cafeen svært at få øje på. Det er bare balkan i en nøddeskal, siger de. Sydslaverne højrystede. Slovenerne lavmælte. Og jeg? Jeg har været her længe nok til aldrig at skue hunden på hårene. Ikke længere. Den slovenske mentalitet er pragmatisk – formet af århundrede med stormagtspolitik iscenesat i det smukke, frodige, og geopolitisk uhyre vigtige land, hvis vi går et eller to verdenskrige tilbage. Men at lege med ideen om at Jansa forsøger at kopiere hvad der sker i Ungarn. Det er at sammenligne æbler og pærer. Ungarerne har stadig en rest af storhedsvanvid fra tiden med Østrig/Ungarn. Slovenien…de lader benene tale. De er, som min kroatiske kæreste og kollega, Ivona Haller, udtrykker det:

”Hele tiden på vej ud i naturen for at hygge sig. Med kurv og kaffe. Og snaps. Så bliver de højrystede og har det mægtigt sjovt, og når de så vender hjem fra sommerhusene langs den kroatiske kyst (100.000 huse er på slovenske hænder i Kroatien) så vender de tilbage til disciplin og tidligt op om morgenen. Mens vi her længere syd på, vi fortsætter med at råbe op som om vi alle stadig er under indflydelse af hjemmebrændt snaps. 

Her i Pogi Wonderland er sympatien for Janez Jansa fifty-fifty. De unge gider ham ikke. Men generelt gider de unge ikke rigtig politik. De vil tjene penge og rejse ud. Kysse med kæresten, og samtidig være utilfredse med at timelønnen for en kassemedarbejder i LIDL får 5 euro. Men at gå på gaden for det. Demonstrere og organisere sig. Nej, så hellere tage et job i Østrig som skiguide, eller Tyskland. Med ganske få undtagelser, i skumle baggårde et sted i Ljubljana, kribler og krabler det blandt unge politisk bevidste. Det minder lidt om Berlin i 80-erne. Majoriteten – de minder mig mere om tiden under den store ”Brain Drain” i slut 80-erne i Irland. Veluddannede unge kunne vælge og vrage hvor hen i verden de ville arbejde.  Hjerneflugten kostede Irland dyrt. Igen. På samme måde tapper udlandet også Slovenien for talent. Det er ikke et isoleret problem i Slovenien. Det sker overalt i det tidligere Jugoslavien. Og det skriver jeg med den største angst for klicheer og stereotyper. For selvfølgelig er det ikke sort og hvidt. Heller ikke i Slovenien. 

Generelt er politiker leden udpræget, men problemerne med korruption og nepotisme langt fra så gennemtærende som længere syd på. Men, den er der, og det betyder først og fremmest at folk passer sin egen biks mest muligt. Man handler med hinanden. Familiedrevne virksomheder. Man sanker brænde og stabler op til vinteren. Næste års investeringer bliver udsat. For i tanke og handling er slovenerne også lige en tand mere langmodige. Bondeland. Hvorfor ændre på noget som i realiteten fungerer nogenlunde?  Intet bliver jo alligevel som på Titos tid. 

”Vi var verdensstjerner dengang, ” konstaterer Harmonikaspilleren med et smil.”

”Nu er vi fuldstændig ubetydelige”, fortsætter han og understreger, at han går på pension om tre år som maskiningeniør:

”Gudskelov forblev jeg i mit fag. Jeg klarer den. Også som pensionist. Så skal jeg cykle hele tiden. Og om 20 år skal jeg ha’ en E bike. Men først når jeg bliver gammel. Hvor gammel er du?”

Jeg svarer at jeg er en årgang 62, og at inden et år så har jeg en E bike. De her bakker slår mig ihjel en skønne dag. 

”Så er vi lige gamle. 58 år. Fire år yngre end Jansa. Jeg er sikker på, vi er i bedre form end ham.”

Gregor, den overvægtige, men med ny hofte og cykel indvender at Jansa muligvis føler sig ensom og forladt. Måske Jansa bare skulle hoppe på cyklen og møde folket der hvor folket er, ude i naturen. Væk fra de tomme gader i byerne. De nedlukkede barer, cafeer, frisører, de dekonstruerede bænke, hvor sæderne er skruet af igen, igen og forseglet med skilte og rød/hvide plastik strimler. Måske, han bare keder sig, nu hvor landet har selvisoleret sig selv og med jævne mellemrum peger belærende fingre af kroaterne som ifølge almindelig floskel og kliche brug som sædvanligt klokker rundt i det. Zagreb er blodrød. Tallene overstiger 1000 om dagen. Alene i hovedstaden. Men, alt er fortsat åben. Her, er alt lukket. Men vi cykler. Det tør ingen forbyde. Heller ikke Jansa.

”Jeg har ikke set min kroatiske kæreste i en måned snart. Hun blev igen afvist ved grænsen til Slovenien forleden,” forsøger jeg mig. 

”Så din kæreste er kroat. Mine forældre er fra Serbien og Bosnien. Du skulle få din kæreste til Slovenien i en fart. Få hende til Skofja Loka. Hvis hun er fra hovedstaden, kan hun med garanti ikke cykle som vi gør. Slovenere er aktive mennesker, der helst ikke betaler for meget i skat. Vi hyler op om alt muligt, men lader en mand som Jansa komme tilbage igen og igen, selvom hans fortid er broget. Det er stadig kommunisme. Som i Kroatien. Som i hele det tidligere Jugoslavien.”

Marco buldrer afsted på tysk. Det er som om at snapsen og øllet og det faktum at det er en herlig dag i november i 800 meters højde hvor ravnen svæver majestætisk over os, og fårene græsser under os, får kasserolle bøjningerne til at danse på tungen. Mit eget tyske hakker afsted. Men i godt og trygt sleskab smider vi hæmningerne overbord. Genstandsled og akusativ. Der, Den og dis. Triller ned i dalen under os. Heroppe i højderne er der med et slag højt til loftet. Med solen lige i øjnene og udsigt til indfaldsvejen til det forjættede mellemstykke, kaldet Poljanska Dolina, hvor tiden står stille både søndag og i overført betydning, generelt i hverdagene, denne symfoni af syns og lyd indtryk bringer det bedste frem i Marco:

”Fortæl mig nu, hvad du mener om Slovenerne. Om os.”

” Jeg hader stereotyper,” svarer jeg undvigende, velvidende at det er hvad man som journalist ofte tyer til for at forenkle komplekse historier. 

”Prøv alligevel. Vi har hele søndagen, jo.”

”Nej, det har vi ikke. Jeg skal hjem og se Roglic cykle ind i Madrid som en slavisk kejser.”

”Vi er ikke slavere. Vi kommer længere øst fra.”

”Stop dig selv. Det bliver alt for kompliceret for journalisten. Lad ham nu bare snakke. Vi sidder jo så godt her.”

De to cykelvenner er gået i udbrud og slår over i slovensk. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Men især, hvor vil vi hen? Som den eneste nord fra, fra Danmark i miles omkreds, har jeg måttet stå model til utallige af den slags samtaler. Det starter med et spørgsmål, og så stikker det af. God balkansk skik og brug. 

”Vi er ikke fra Balkan. Vi er….helt ubetydelige, og hver gang Jansa tweeter så skaber det splid. Som jeg sagde,” siger Marco.

Hans ven, der hedder Gregor så vidt jeg forstår, spørger på slovensk: Hvad er tweet egentlig? Og alle slår op i en høj latter der trækker damerne til. En kvinde, klædt i nationaldragten, Lycra, hjelm, solbriller og cykelsko, triller ind på pladsen foran den lukkede beværtning hvor cykelbannere hænger. Her har man mødtes igennem 100 år. Vandrefolket. Cykelfolket. Slået sig ned og fået sig en snak.  Mødt vennerne, kollegerne, flirtet og indfanget det, jeg holder mest af ved landet; det uprætentiøse, det der karakteriserer et land som fortsat leder efter sin identitet efter selvstændigheden i 1991. Et land, der på mange måder minder om en hvilken som helst dansk provinsby af en vis størrelse: Alle kender i store træk hinanden. Alle er i udgangspunktet lidt forsigtige med at give sig til kende politisk, med mindre det finder sted i lukkede selskaber. Et land der cykler, løber, svømmer, danser, kæmper, hopper, springer sig vej ind i alle sportsglade hjerter verden rundt, men som i princippet ikke har meget at byde ind med, når det gælder grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske grundprincipper som eksempelvis det jeg på en søndag i november må stille mig op og forsvare: mediernes ret og pligt til at arbejde uden censur og trusler fra nær og fjern, og især den tweetende Jansa. 

”Medierne er venstreorienterede og korrumperet. Det er ren kommunisme, det der foregår,” siger Gregor, mens han med slet skjult fornøjelse forsøger at lokke den nys tilkomne kvinde i Lycra til at sætte sig ved vores bord. Hun smiler over hele femøren, og det skal vise sig at være fordi hun i dag er på sin første tur på en nyindkøbt cykel. 

”Jeg elsker min cykel,” udbryder hun på slovensk.

”Du elsker også Jansa?”, svarer Marco igen.

Kvinden forklarer mig på et udmærket engelsk, at hun ikke interesserer sig for politik, men hvis jeg er interesseret i hendes cykel, kan hun anbefale mig at søge mod Sencur, hvor der er en cykelforretning, hun kan anbefale:

”Du hilser bare fra Urca. Så giver han dig en god pris.”

Sikken en søndag. På mange måder står tiden stille her i Naze. Og så alligevel ikke. I princippet har vi alle en slags udgangsforbud. I realiteten trodser vi forbuddene Jansa og hans regering har implementeret. Vi får 400 euro i bøde hvis det bliver opdaget. Pr. næse. Vi står og sidder alt for tæt, og den eneste der overholder regulativerne er en ældre dame, der på må og få trisser rundt med en lille sort hund i snor. Barnebarnet står og surmuler under æbletræet. Hun er lettere overvægtigt og det er et sjældent syn i Slovenien. De bærer begge masker, og som to summende bier omkring en sukkermad, har de kredset omkring Marco og Gregor og danskeren, for til sidst at give sig hen til selskabeligheden. Den ældre dame har håret farvet sort – hun må være midt i 70-erne, og derfor i en god form. Hun må være gået op gennem skoven for at bevare fatningen. Lige som vi omkring bordet. Det er ufattelige tider. Trump sendes på porten endegyldigt. Jansa har været ude i en tale til nationen og bedt slovenerne om at vise viljestyrke og sammenhold. Han har sammenlignet med den tid, der bare lægger 25-30 år tilbage. Tiden der førte til Sloveniens frigørelse fra Jugoslavien. Han har ageret som en statsmand på TV – og talt alvorligt til det, der også i dag kaldes Lille Bosnien. Et multietnisk samfund, hvor hele resten af det tidligere Jugoslavien bor, lever og arbejder for at skabe bedre levevilkår for næste generation. Den generation der lige nu står og taler i mobil, stadig surmulende under æbletræet. Hun vil muligvis blive i sit land, fordi det er nemmest. Men, chancen for at hun flytter til Tyskland, eller Irland, eller Norden er større. Det er det, jeg forsøger at nå frem til blandt mændene i Lycra, nu flankeret af en kvinde i Lycra og bedstemor med sort farvet hår:

”I ved godt I bor i verdens smukkeste land. I har det faktisk godt. For nylig så jeg en undersøgelse, der afslører at I er mere tilfredse med tilværelsen end i 8-10 år. Til næste år skal I være værter for EU. Ljubljana er den grønneste by i Europa. I har lige fået de første Michelin stjerner hæftet på skuldrene. Og selvom en eller anden først oversprøjtede statuen af Melanie (Trumps hustru er fra Slovenien, red) og siden væltede den, så er I generelt et folkefærd som hylder sine egne, eller hvad?”

”Hørt! Dobro. Godt sagt. Det skåler vi på. Vi er et stolt folkefærd. Men kuet også. Undertrykte. Det viser historien jo. Jeg tror Jansa drømmer om at være en anerkendt statsmand. Som man kan regne med. Stole på. Men, han er kommunist. Og konservativ. Katolik. Konvertit. En kamæleon. Det er det han er.”

Gregor skyder brystet frem:

”Han er kapitalist. Han er som vores region. Fuld af selvmodsigelser. Det er derfor vi kigger til Norden. Vi elsker Norden. I er forudsigelige. Man kan regne med jer. Men, det er os der vinder cykelløb. Skål for det. Og venskab.”

Det meste drukner i motorstøj. Naboen er i færd med at slå græs. På bjergskråningen. Ordnung muss sein. Det er den tyske side af sagen. Den side, som slaverne sydfra kun har en hånlig latter til overs for. Men, som ærlig talt er hovedårsagen til at den slovenske økonomi udvikler sig positivt, selv under Coronaen. Selv under Jansa. Det må man give ham. De store virksomheder der fodrer tyske bilfabrikker med komponenter. Underleverandører til bygge – og elektronikindustrien. De ligger her. Skaber vækst i en vanskelig tid. Man siger om slovenerne at de er dovne. De gider ikke håndens arbejde længere. Derfor kommer de fra syd. Man mener, at halvdelen af befolkningen i virkeligheden har sine rødder længere syd fra. En skønne dag bliver det som i Bosnien. Multietnisk og helt umuligt at styre. 

”Men, det er allerede helt umuligt at styre,” bedyrer Gregor.

”Vi er med i EU, men vi skal bare indordne os og følge de love der bliver bestemt i Bruxelles. Hvilken frihed giver det?” spørger han retorisk.

”Der er allerede for mange muslimer i landet, ”konstaterer Marco.

”Jeg har ikke set en sort mand i månedsvis,” svarer jeg igen.

”De sorte. Nej, dem har vi ikke nogen af.”

”Og voldelige demonstrationer. Dem har I heller ikke nogen af. Jeg mener, den i forgangne uge var jo bare en flok bøller der benyttede lejligheden til at komme af med noget energi. Demonstrationen var jo faktisk lovlig,” fortsætter jeg.

”Folk fra hovedstaden. De får for lidt frisk luft,” konstaterer Marco.

”De burde komme herop på Lubnik. Det vil tage brodden af aggressionerne,” Istemmer Gregor.

”Og bander der skyder hinanden på åben gade. Det har I heller ikke noget af,” fortsætter jeg.

”Ja. Du har ret. Vi har det godt her. Og sådan skal det blive ved med at være. Derfor igen: Hvorfor tweeter Jansa, når han ved det giver uro og ballade. Det er det vi ikke gider her i Slovenien. Vi vil bare være i fred og ro.”, siger Gregor.

”I vil bare cykle, vil I,” slår jeg fast.

På bispens enge – i dalstrøget mellem bjergene. De store vidder. Den fede jord. Vi har vendt det hele ryggen i dag. 800 meter op. Luften er klar. Men med et ændrer landskabet sig. Tågen, der kommer fra den fugtigere luft nede ved Trieste og Lagunerne omkring Venedig, har ubemærket sneget sig ind på os. I mit hoved kører en stemme. Jørn Leth messer: De er på den store klinge i dag. De diskuterer. Der er rytme og ro i feltet, men nu går nordboen i udbrud. Han åbner ballet med en provokation. Spørgsmålet er om slovenerne bidder på krogen. Sidder de med?

Ærlig talt. Vi sidder bare og snakker, og røven går, som man siger. Der er plads nok til drømmene på Lubnik. I Naze. Baren er lukket, men man tager bare en øl eller vand fra kassen, der er stillet op udenfor. Klingende mønt i dåsen. Det er som i Danmark, når tilliden er bedst til broderfolket. Også det fungerer nogenlunde i Slovenien. Tilliden. Så længe det foregår lokalt. Det andet, lokalpolitikken og det geopolitiske, det game sluttede med Tito. Og nu er det altså i 1980 Tito stiller træskoene. På et hospital i Ljubljana. 4. Maj 1980. Og ikke i Beograd. Den største statsmands begravelse i verdenshistorien fulgte efter. Med tog blev han transporteret fra Ljubljana via Zagreb til Beograd. Det blå tog. Titos tog. Ikke armeret og beskyttet mod attentater som Stalins tog. Og til begravelsen kom de alle sammen. Næsten. 128 lande stillede med en delegation. Og så blev der først stille, og man gik på listesko og hviskede i krogene; Hva’ nu? Siden raslede man med sablerne – et årti tog det. Så faldt korthuset fra hinanden. Jansa sad i den regering der var med til at gøre Slovenien selvstændig, og med nød og næppe undgik krigens ødelæggelser. Han var en ung mand dengang. Nu er han først i 60-erne. Måske skulle han helt holde sig væk fra det der SoMe?

”Han skulle gøre som os andre. Cykle noget mere. Han skulle kigge forbi her på Naze. Det er det han skulle.”

De to cykelkammerater og resten af selskabet som efterhånden har samlet sig i Naze, måber. Et enkelt øjeblik tænker jeg de er imponerede over danskeren. For han har hængt sig i en sele i gyngestativet. Det er Yoga, hvisler jeg – det er godt at sætte tingene lidt på hovedet ind i mellem, fortsætter jeg kækt. Sandheden er, at det gør pisse ondt i benene, for efter ti års pause, er selv to minutter på den her måde, smertefuldt.

Men, manøvren lykkes. Delvist. Der tages fotos. Og jeg har for engang skyld imponeret en slovener. Det sker yderst sjældent. De ved på en eller anden måde godt selv hvor gode de er. Det der gør det udholdeligt er, at man ikke som i eksempelvis kærestens hjemland, Kroatien buldrer og brager rundt med floskler, flag og forholder resten af verden med deres overlegenhed. Nej, slovenerne tager det sådan lidt Polako-Polako (stille og roligt). Men at hænge med hovedet nedad, og i samme åndedrag invitere hele flokken med på min egen finale inden TV tid på en søndag, nemlig at tage en dukkert i Sora, der løber gennem Skofja Loka; Det sætter folk på plads. Et øjeblik. Men, så vender vi tilbage til tiden med Tito.

Mange af de ældre vil stadig gerne hænge deres hat på den krog. At tiden dengang var bedre. Mere sikker, mere enkelt. Alle havde arbejde. Alle havde tag over hovedet. Og Tito elskede Slovenien. Han besluttede sig for at dø her også. Koldbrand i benet. Mere sikkert at stille træskoene her end i Zagreb, Sarajevo, Eller Beograd. Slovenerne er pragmatisk anlagt. Ikke for meget fra Balkan. Ikke for meget germansk. Ikke heller italiensk i tanke og handling. De er – ja slovenere, og de skaber resultater. Vi ser det i økonomien som siden 2014 gradvist er blevet bedre. Tech industrier blomstrer. Turismen blomster. Blomstrede. Universiteterne producerer dygtige, unge mennesker, som i mange tilfælde stikker af til udlandet. Men, mange bliver også hjemme, for igen og igen har jeg hørt dem sige; Vi har forsøgt ude. Men hjemme er bedst. Vi har alt i verden. Vi skal bare lige finde vores ben. Med det ene i socialismen og det andet i kapitalismen, så risikerer man at vrikke rundt på foden. 

”Måske det er derfor Jansa træder folk over tæerne?”, foreslår jeg. 

”Good point. Vi leder stadig efter vores ben at stå på. De unge især. Tiden før, under og efter II verdenskrig fylder fortsat meget i vores bevidsthed. Der er ikke ryddet op. Og det der skete i 90-erne. Krigene i Kroatien og Bosnien især. Pu ha.”

Jeg indvender, at Slovenien slap nådigt ud af problemerne i begyndelsen af 90-erne.

Marco svarer ihærdigt, at det er rigtigt, men 100.000 vis af flygtninge sydfra endte i Slovenien. 

”De traumer folk har med sig fra krigens tid, har taget bo i vores land også. Husk det! Det er derfor vi ikke bryder os om at folk kaster med brosten. Vi har – som nation – prøvet nok. Forstår du?” 

Vi tygger drøv på ordene. Tankerne bevæger sig i alle retninger. Sikken en søndag. Mon jeg når hjem for at se Roglic løfte pokalen? 

Men, så siger jeg henkastet:

”Var tiden bedre dengang? Under Tito?

Blandt Lycra mænd og koner er svaret entydigt JA. 

Men, han fik sat benet af til sidst. Tito. Ikke mere cykling til den herre.

”Han elskede Slovenien og gik ofte på jagt her i området,” siger Gregor.

”Han var en diktator, ikke?”, spørger jeg.

”Han samlede landene under sig. Og satte alle de Jugoslaviske republikker på verdenskortet. Der var respekt om Tito.”

”Er det vigtigt? Med respekten?”, spørger jeg.

”Ingen regner med os. Hverken Slovenien eller de andre tidligere republikker i Jugoslavien. Vi føler os overladt til os selv.”

”Måske Jansa bare havde brug for at meddele sig til verden. At han er her. At vi er her?”, foreslår jeg.

”Ja, han er i hvert fald ikke Tito. Han ville ha’ skrevet et brev. Eller taget telefonen og ringet. Tweets er helt sikkert ikke Titos game,” griner Gregor.

Vi skåler på Roglic sejr i Vueltaen. Vi kan ikke komme videre nu. Ikke med Tito og den tid. Det kapitel er for stort at tage hul på en søndag i begyndelsen af november. Men hvad så med Pogacar. Ham må vi vende inden turen igen går de syv kilometer til dalen. 

Det morer mine nye venner at jeg har kontakt til Pogacar. 

”Jeg har udfordret ham til at cykle mod mig op her til Naze,” siger jeg. 

”Vil han det, spørger kvinden med den nye cykel. Hun ser mistroisk på mig, men siger ikke noget om hverken min fremskredne alder og valg af cykel her i terrænet. 

”Jeg skal selvfølgelig cykle på en E bike. Så får han bank,” svarer jeg kækt.

”Det tror jeg ikke, han får. Han har jo cyklet her mange gange. Han er hurtig. Syv kilometer op, tager ham 20 minutter maks,” siger Marco. 

Jeg viser dem mit design. Jeg har lavet en plakat, som skal hænge her i Naze en skønne dag. Og så skal der trykkes T shirts. Til ham og kæresten, og mig selv:

”Skål for Pogi. Han tog dem alle sammen bag fra. En for en. Uden hjælp fra andre. Det er typisk slovensk. Vi gør det på vores egen måde,” konstaterer Harmonikaspilleren der nu rejser sig for at gøre klar til nedturen. Det er blevet køligt, og vi skal jo bryde op for at komme hjem for at se Roglic på sejrsskamlen i Madrid. 

To flasker øl. Tre tomme snapseglas. En kølig brise der stiger op fra dalen. En hund glammer. Ravnen skræpper. Fra et sted uden for synsvidde et barn der gentager den samme strofe igen og igen – Tra-la-la-la-la. iiiiuhhhh” Et øjeblik senere kommer familien ud af skoven. Den mindste traller lystigt på skulderen af sin far. Mor og den ældste datter er gået i forvejen og snart vil de bænkes ved bordet ved siden af os. De vil tage masker på, og hilse høfligt. Der vil 

være snak om højdemeter, vejrlig og hvad i alverden det skal gøre godt for at bruge tweets til at kommunikere på. Sådan noget moderne pjat. Det hører ingen steder hjemme. Og så går vi hver til sit. I morgen lover meteorologerne temperaturer op til 16 grader i løbet af dagen. Der er ingen grund til at blive indenfor. Vi håber det bedste, også for Jansa. Det er jo trods alt bare en storm i et glas vand. Bare ord. Og det kan ingen bruge til noget i et land, der vader i succes. Sportslig succes vel og mærke. Her nyder vi at komme bagfra og tage konkurrenterne en for en. Selv har jeg det stadig til gode på stigningen op til Naze. 7% i gennemsnit over syv kilometer, det rækker ikke at være vokset op på Mols. Jeg bliver fortsat overhalet igen og igen. Men, jeg deler drømmene med slovenerne. Om at i morgen igen er fantastisk cykelvejr. Jeg håber at møde Pogi en af dagene. Og også gerne Roglic. Eller for den sags skyld, Jansa. Alt kan ske i Slovenien. Det er derfor jeg kalder landet for Slaraffenlandet. Eller gjorde. Indtil den 20. September i år. En landsbyknægt fra Komenda løfter træfæet i Paris. Nu kalder jeg det bare Pogi wonderland. Mit Vinterby Øster. Jeg tænker Astrid Lindgren og Pippi ville trives her. Eventyr, vovemod og fremfor alt grønt og grusomt gavmildt med en natur der lokker og kalder på store sportspræstationer. Så nej tak til brosten. Ja tak til at vi beholder fødderne på jorden. Eller på pedalerne. Lade benene tale. Alle kan ha’ en dårlig dag. Jansa havde en i sidste uge. I den uge der kommer vil jeg igen tekste Pogacar for at høre om han er klar til en challenge?

Sidst han svarede, var det blot med et DOBRO. Godt så. 

Vel nede i Skofja Loka 20 minutter senere, vender jeg mig om på broen der forbinder den gamle bydel med en tom bussstation. Har lige passeret en flok unger, der knapt kan gå. Men cykler rundt på hovedstrøget og leger tag fat. En far på MTB selvfølgelig holder øje. Himlen åbner sig over Lubnik. Med flammeskrift skriver jeg på en indre monolog: Vi vil fred her til lands. Lad os alle cykle noget mere. Det er så godt for sjælen.