CUBERS CORNER
black and white bloom blooming blossom
Photo by Pixabay on Pexels.com

DET SERBISKE MIRAKEL

Det var ikke meningen hun skulle lykkes. Både timing og kræfterne var for længst forsvundet. Ind i mørket gled Stella, og jeg ser hende udpint og bekymret dag for dag – uge efter uge. Men så…

Stella er min “Flower angel”. Mere end en gang har hun reddet min lille danske røv.

Det starter allerede i 2017. Jeg er fortsat bosat i Ebeltoft. Udsigten er formidabel. Ebeltoft Vig, Fregatten Jylland, Et kig til både Glasmuseum og Tre Høje. Om morgenen trisser jeg i badekåbe ned til havnen og gennemfører mit ritual. En dukkert gør godt – året rundt, og kaffen er altid klar når jeg på bare tæer krydser Strandvejen, en nabo hilser; John smiler, jeg smiler tilbage, men der er dage, hvor der ikke er noget at smile ad – eller smile til. I molboernes hovedstad – her er jeg født, her fra mit hjerte går – og det går langsomt, men sikkert i retning af Kroatien for i landets hovedstad bor min hjertes udkårne. Kunne jeg, ville jeg sende hende blomster hver dag, men da jeg første gang støder på Stella slår hun en høj latter op:

“Hver dag! Hvis du sender hende blomster bare en gang i melem, vil du allerede der skille dig ud fra kroatiske mænd. De forstår fortsat ikke, at en blomst i ny og næ gør underværker.”

Og sådan går det til at jeg lærer Stella at kende. Via internettet skriver jeg til hende fra mit domicil i Ebeltoft; Dear Stella, could you make sure, that Ivona gets…you may decide yourself the nature of the flowers are – and, well, about the payment, can I pay next time I am in Zagreb?

Der følger altid et kort med. Jeg dikterer Stella, hvad der skal stå: Min elskede – jeg ønsker dig en god dag, en dag fuld af glæde og postive oplevelser.

Jeg elsker Stellas kort. Hun laver dem selv. De koster 10-15 kroner, man kommer langt for 100, og selvom der kan gå mange uger førend jeg kan betales med cash in hand, er der aldrig nogen slinger i valsen; Stella sørger for det hele, og det betyder hun selv afleverer blomsterne til Ivona – med undtagelse af en enkelt gang, hvor hendes mand, måtte springe til. Men frem kommer blomsterne altid.

Så kan man blive ven med sin blomster engel?

Well. Da vi til jul samlede vennerne til en glædelig jul og godt nytår drink på den lokale Jazz Cafe var hun der selvfølgelig. Hendes mand var også inviteret, men blev dog hjemme. Var det børnene der skulle passes? Eller var det blot lidt for mærkeligt med den dansk/kroatiske forbindelse? Jeg ved det ikke, men det var der Stella fortalte om sin drøm om at overtage butikken en skønne dag og sætte sit helt eget personlige præg på den.

“Så må du jo købe den af ejeren,” foreslår jeg.

“Pengene er der ikke til det – endnu,” svarer Stella.

“Det kommer til at ske, En skønne dag, det ved jeg bare,” siger jeg, og det bliver nytår og vi går ind i de mørke måneder som også i Zagreb kan være regnfyldte, tunge og en dag er Stella der ikke mere. I butikken. Jeg går forbi flere gange om dagen, og der er bare en tung skygge som hviler henover over lokalet. Selv blomsterne hænger med hovedet og jeg må ha’ vished; Hvor er min blomsterangel?

“Hun besvimede i sidste uge. Lægerne kan ikke finde ud af hvad der er galt med hende,” får jeg at vide.

Der går en uge og så dukker hun op igen. Bleg og afkræftet. Lægerne leger med en teori om at hun har en invaliderende sygdom, jeg ikke kender eksistensen af. Hun er måske en ud af 100.000 der får den, og i løbet af foråret går hun til undersøgelser regelmæssigt, og der er stadig ingen diagnose som holder. Jeg hører, at hun regelmæssigt går i kirke som størsteparten af den katolske befolkning i Kroatien gør. Hun beder for at blive rask, og jeg tager hende også med min egen aftenbøn ind i mellem, for hun er en engel, som har sin gang på jorden – og der er ingen grund til at hun ikke skulle blive her blandt de levende, sprede glæde blandt sine kunder med små, finurlige kort, smukke buketter og smittende latter, vel?

I går var jeg forbi igen. For at lykønske hende med at hun er blevet ejer af blomsterbutikken. Havde en flaske champagne med til hende og manden.

“Som jeg sagde til dig, du klarer den en skønne dag, husker du, jeg sagde det til dig til jul?

Stella ler. Selvfølgelig husker hun det. Som hun står der i butikken, i bunden af et lejlighedskompleks bygget i beton lyser hun stadig op. Frygten for at skulle dø af en sygdom, jeg fortsat ikke husker navnet på, er en saga blot. Men, hvor fandt hun pengene? De 10.000 Euro som ejeren krævede i afståelse. Hvordan gik det dog til?

“Et mirakel. Jeg kan kun kalde det et mirakel. For i banken kunne man blot låne mig 3000 euro, og hverken min mand eller familie kunne bidrage med yderligere. Jeg lå vågen en hel uge og spekulerede og spekulerede. Men fandt ingen løsning på det. Men så en dag dukkede naboen op.”

Her 25 år efter at man på Balkan stoppede med at slå hinanden ihjel, er sårene langt fra helet. Alle har en historie om de grusomheder der skete. Selvom der er fred nu, er der naturligt nok stadig mistro mellem serber og kroater, men det er der en ældre herre i den samme opgang som Stella bor i, der skider højt og flot på.

Stella kender ikke engang hans fornavn. Hun ved bare at han er en del af gadebilledet. At han har været i området i 40 år og også kender Stellas forældre. Han går lurvet klædt. Ligner en pensioneret fisker, der gik i land da indtjeningen blev så dårlig at han lige så godt kunne sumpe til, som en stor del af pensionisterne i området gør. Sumper til i beklagelser over, at tiden med Tito var bedre. At kommunismen trods alt tilvejebragte sikkerhed og ordnede forhold. Alle havde et job jo. I dag er arbejdsløsheden tættere på 20 % end på 0. De unge forlader landet i tusindevis for at søge lykken i udlandet. Den kroatiske økonomi er i laser fremsynethed og vision drukner ofte i et skuldertræk, for korruption og nepotisme er fortsat fremherskende. At starte sin egen business er svær. Bureaukratiet er enormt. Hvis myndighederne kan stikke en kæp i hjulet for folk med drømme, ser det med danske øjne ofte ud som om, at hellere gøre det, end at bidrage positivt. Op ad bakke for Kroatien. Op ad bakke for Stella.

Men, naboen gør det på sin egen måde. Området har brug for en blomsterbutik, og selvom han ikke selv har en hustru, der skal ha’ blomster en gang i mellem, stiller han sig en dag op i døråbningen og siger:

“Hvor meget drejer det sig om?”

“10.000 euro. Jeg burde ikke snakke om det. Det angår ikke dig,” svarer Stella.

“Det angår sådan set mig, for du skal ha din blomsterbutik min ven, så du kan få pengene af mig, jeg har nok, og jeg ved ikke hvad jeg skal bruge dem til.”

Et par dage senere dukker naboen op med en konvolut. I den ligger 10.000 euro i store sedler, og sammen går de i banken.

“Men på hvilke betingelser, har du lånt pengene?”. Stella står og roder med dagens buket. Udenfor regner det. Men inde for stråler solen.

“Ingen. Ingen betingelser. Jeg kan betale ham tilbage når jeg kan, men vi har ikke engang skrevet et stykke papir på det. Jeg fatter det fortsat ikke. Det er et mirakel, forstår du?

Jeg forstår det. Der findes engle på jord, og at når nøden er størst er hjælpen nærmest.

“Og så er han serber,” siger Stella. “Du forstår vel, hvor svært det er at få landet til at fungere igen på grund af krigene, ikke?”

Jeg nikker, men jeg forstår det næppe. Som dansker, der kommer fra et land, hvor fjenden, i bedste fald, kan være en bande på Nørrebro, lægger det mig fjernt at man først spørger om en persons efternavn, før man måske involverer sig. Er han serber? Kroat? Bosnier? Albaner? Det er et gennemgående karaktertræk hos folk hernede, at man har brug for at vide, hvem man handler med.

“Så hvad hedder han, ham serberen”. spørger jeg på vej ud af døren med buketten til min elskede, der i dagens anledning er på Stellas regning:

“Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig kendt hans navn, og nu kan det også være lige meget, synes du ikke?”, ler Stella.

Jeg svarer, at et navn bare er et navn. Det siger alligevel ingenting om et menneskes karakter.

Udenfor er det holdt op med at regne. Jeg spejder efter en serbisk udseendeældre herre på den café som Stella fortælle, han ofte drikker sin kaffe på. Men finder ikke et egnet emne, der kunne være det serbiske mirakel.

 

xXx

 

 

%d bloggers like this: