CUBERS CORNER

MCmed hat:tænksom

foto: Bogdan Frymorgen

I flere timer har jeg gået og gået i ukendt terræn, mødt folk, jeg stoppede op og snakkede med, og nu er det tusmørke – vejen ned fra 800 meters højde og hjem til Skofja Loka synes lang – og vil blive mørk og vanskelig, hvis ikke jeg får fingrene ud. Og hvor spørger man om vej her på toppen? Det gør man, når der dukker en traktor op med en ladvogn fuld af æbler og pærer.

Jeg er 57 år –  uddannet journalist (1990). Ind i mellem opfører jeg mig som en fem årig. Jeg synes børn og unge er mere sjove end dem på min egen alder, eller deromkring. Ældre mennesker har en ro, jeg tiltrækkes af. Forleden for jeg næsten vild på en bakketop og der kommer en mand kørende på en traktor med ladvogn. Sidder han der og synger? Med et vognlæs fuld af pærer og æbler? Du godeste hvor autentisk. Jeg spoler tilbage til 1982. Samme tidspunkt på året. Jeg er i Bordeaux – ler står op til begge knæ, vi klipper hinanden loyalt i fingrene, med sakse – blodet drypper ned på druerne, bladene er våde, det har regnet i flere uger nu, og jeg elsker det. Jeg elsker, at man må ligge sig i selen og gøre sit bedste. Om aftenen drikker vi Patis og spiller Pool.

Ved middagsbordet rykker jeg op ved siden af Monsieur Depuy. Han drikker hvidvin til sin morgenkaffe med mælk. Brækker brødet ned i kaffen – jeg holder øje med hvordan han gør, og tænker – hvad går han egentlig rundt og tænker? Så på mit formfuldendte fransk gør jeg mig til. Spørger i øst, og svarene kommer i vest, men vi kommunikerer. Et par dage senere har han forfremmet mig til Souschef. Kan du køre traktor?, spørger han. Jep! Jeg kom en del på Skovmøllen i Femmøller da jeg var dreng. Bents forældre lejede nogle heste ud og der sku også køres møg og meget andet – så jeg blev god til at ride – og køre traktor. I de næste par uger er det mig der kører en af traktorerne ned gennem de blå og grønne druer, der er som små diamanter i Depuys lomme. Hver og en er sin vægt værd i guld og mine venner fra skolen hjemme slider i det: “Panier, råber de – og henover rækkerne kaster jeg tomme kurve – og der går ikke længe førend jeg bliver inviteret med på inspektion af både vinkælder og naboens marker af Depuy – vi kører i hans Renault og jeg drømmer om at blive vinbonde – jeg kaster med både kurve til højre og venstre, og de rammer næsten altid præcist, hvor de skal – det er som om at hele min barndom, opvækst, det tillærte liv blandt Ligusterfacister her i sin fulde kraft kommer til udtryk. Jeg hvirvles længere og længere, dybere og dybere ind i en labyrintisk fortælling om livet som vinbonde, og da jeg rejser videre til Sydfrankrig sammen med Micha skal jeg være en, der arbejder med mine hænder, en der følger årstidens gang – og samtidig skrive om det. For journalist, det skal jeg være. Det ved jeg, allerede som 16 årig. Ud og sparke folk i røven der behandler andre folk dårligt – det er mit mål. Og jeg bliver skribent på den lokale avis, og skriver og skriver om håndbold og fodbold og misser næsten at komme på Gymnasiet i Grenå.

Sådan fungerer det. I hjernen. I min hjerne. Jeg lever i nuet.

Nu spørger jeg om vej på dansk, og han svarer på slovensk. Tænk om min dag var gået med at sanke brænde, høste frugterne af års arbejde. Og få en snaps ud af det – og lidt godt til grisene? Når jeg tænker over det, står han soleklart for mine øjne. Jeg kan tælle rynkerne i hans pande, og blikket brænder fortsat strålende klart. I skumringens time har man brug for noget der lyser, hvis man næsten er faret vild. Og det har jeg gjort mange gange. Faret vild med vilje – og ind i mellem meget mod min vilje. 

Mit liv er et eventyr. Det hører jeg ofte. Oftest er det noget jeg hører fra folk, der sidder ret godt i det. Eller sidder fast. Føler sig fastlåste. Lever et fastende liv, bestående af meget klare ritualer, der bringer dem helskindet igennem ugen.

Dem beundrer jeg. Jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg synes ofte, jeg lander i en situation, som så fører til en ny situation, som så fører mig helskindet ned fra bjerget igen – og sender mig på tankeflugt i en helt anden retning. I tilfældet her; tilbage til Frankrig, året er 1982 – og min dannelsesrejse er først lige begyndt. Jeg lover min mor at jeg kommer hjem inden jul. “Ja-ja, min ven”, siger hun. “Vi får se.”

Og der går otte måneder og jeg ender i Israel – langt ude i ørkenen. Træder vi ved siden af de afmærkede veje og spor, er der fortsat landminer hele vejen til Jordan. Jeg knokler løs 60 timer eller mere om ugen – men jeg er god til det. At indordne mig. Der vil være folk, der kender mig godt, som vil argumentere for, at jeg går mine egne veje. Det gør jeg også. Det synes jeg man har pligt til. En klog mand sagde engang, at gå i andres fodspor er som at kysse med lukkede øjne. Det synes jeg er noget sludder – men måske var hans pointe bare, at man må mærke efter, hvad der fungerer bedst for en selv. Jeg kysser både med åbne og lukkede øjne, og i Israel kysser jeg på ingen for Kirsten bliver hjemme lidt endnu, og jeg plukker auberginer, meloner, tomater, og nye settlements skyder op som paddehatte i disse år i Negev ørkenen mod syd. I nord går Israel ind i Libanon. Henimod jul – tre måneder er gået, og min mor lader som om, at hun ikke er bekymret, når jeg ringer collect call. Der er jo den der krig – men i ørkenen er der stille. Jeg kan høre mit hjerte slå og hvis jeg skal forklare det, så virker ørken på mig som havet også gør. Det giver ro i sindet og min ungdomskæreste dropper ud af sin uddannelse og flyver til Tel Aviv for at se mig. I bussen tilbage til ørkenen må jeg slå over i engelsk. Jeg kan ikke formulere mig på mit modersmål. Den jul blev måske den bedste nogensinde. Vi festede i en bunker. Jeg kan ikke forklare hvorfor den måske blev den bedste nogensinde. Men jeg husker jeg skrev julebreve hjem, og dagbog, og filosoferede med irere, sydafrikanere, kiwi’s, tyskere, hollændere, og da Kirsten dropper sminken og får jord under neglen, kommunikerer også hun og jeg – på en ny og spændende måde. Vi tager den på stop hjem. Fra Israel til Djursland. Mere modne, jeg med mere mod på eventyr, og hun med mere mod på at få sig en uddannelse.

ivoogjegkysser

Vi kysser for sidste gang i 1986. Jeg husker ikke hvordan vores læber mødtes, men jeg husker, jeg tænkte; det her bliver sidste gang. – og der kommer regn, og sorg, og forbitrelse over at et kapitel sluttes. Og at vi ikke skriver på den samme bog. Ikke hele vejen, men noget ad vejen. Er det ikke godt nok endda. Om det vil jeg digte i mit hjørne. Om det har jeg skrevet og tænkt meget og længe, og også hun bor i mit hjerte; den dag i dag – kan jeg vågne op midt i natten og drømt om noget der involverer hende og hendes familie. Især Kirstens mor, var jeg vild med. Hun troede på mig. Det kunne jeg mærke. Jeg kunne også mærke, at hun godt var klar over, at Grenå var lidt for lille til mig. Også hun døde alt for tidligt. Det vender jeg tilbage til en anden gang. Døden. Den forbudte zone, vi frygter, mange af os at træde ind i. Jeg har betrådt også de stier mere end engang i mit liv – og det er sandt; døden giver livet mening. Ingen skygge uden lys. Om det har jeg skrevet. Også.

MC på vej ned fra toppen :på top 2

Jeg har 10- års nålen i standard dans. Nu er det sagt. Jeg stoppede på toppen. Bente og jeg blev klubmester. Tak Bente.  Vi havde en fest, du og jeg. Når vi kørte til stævner – var det enten i vores Opel Rekord, eller i jeres Morris Minor. Der var koldt på toppen, husker jeg. Til amtsmesterskaberne fik vi klø. Men, vi leverede varen på hjemmebane. Herom senere. Om min opvækst på Jyllands næsetip.

Jeg har tegnet hele mit liv – undtagen fra jeg var 13 til jeg blev 43 år. Da jeg genoptog det, blev jeg først skuffet over hvor naive mine tegninger så ud. Så opdagede jeg noget der hedder magisk realisme. Det er en kendt sport i Sydamerika at dyrke fortællingen på. Alt kan ske. Bare brug din fantasi. Så jeg fortsatte mine barnligheder et års tid. Det kom der 400 tegninger ud af.  Det har været noget af et eventyr. Og lidt af en bedrift, for jeg var ikke i mit livs bedste form da jeg gjorde det. Angst og depression. Udbrændt, alene og forladt, følte jeg mig ofte. Sådan har jeg det ikke mere. Eller, sådan har jeg det også – for det følger med, det hele – det levede liv. 

Jeg er ret optaget af hvad der sker inde i hjernen. Der er fortsat store uopdagede hjørner inde i den hjerne, som jeg ind i mellem får adgang til. Ofte støder jeg på lukkede døre. Både som selvstændig og freelancer. God ide! Vi har ingen midler. Men vi ser da gerne, at du leverer til os…,eller super god ide, kunne vi få dig til at udvikle lidt mere på det? 9 ud af 10 ideer bliver ikke til noget, men en ide er en ide – og det her er ideen om et hjørne i hvilket alt kan ske. 

Intet er som bekendt som i gamle dage, ikke sandt? Men, jeg tænker også på det i overført betydning. Der er døre som lukker sig hele tiden. Man kan nemt ende i sit eget hjørne, sætte sig og surmule og tænke; hvorfor mig? Men så er der historien om rumhunden Leica. Den gode, trofaste hund. Ud i rummet fløj den – og kom aldrig tilbage. Jeg tænker ofte på det, at den vidste ikke bedre, men den stolede på folk omkring. Det kan vi godt tage ved lære af. 

Nu laver jeg så Cubers Corner og jeg aner ikke, hvor det skal føre hen. Men, jeg stoler på, at du, der læser disse linier, giver mig en chance – og byder ind. Det bedste og mest stimulerende for at udvikle sig foregår i samspil. Derfor synes jeg også man skal indføre ved lov at de, der styrter rundt for at opnå bedre tider, nå personlige rekorder og krydse grænser – de skal gøre det med nogle andre. Helst nogen de enten virkelig holder af – eller slet ikke kender til. Det er lissom også en del af konceptet, når jeg laver rejser i dag. Det kan meget vel være at Roald Amundsen huskes som en stor polarforsker og eventyrer, eller HC Andersen for sine fortællinger. Men, begge var afhængige af andre.  Havde HC Andersen siddet alene hele livet og skrevet for sig selv, var han gået til. Roald Amundsen lige så. I mit eget Corner betyder det danske sprog mere og mere, nu hvor jeg ikke hører det så ofte længere. Jeg drømmer om, at kunne skrive på engelsk som jeg gør på dansk. Det vil aldrig ske!.  Jeg er smertelig klar over det, så derfor kommer der i stedet radiofortællinger istedet med folk og fæ – på engelsk. Men herom senere.

mcogKarsten

Her sammen med min ven, Karsten Danielsen

Jeg kan ha’ dage, hvor jeg slet ikke stoler på min dømmekraft, hvad mit eget talent angår. Så why bother? Forleden hørte jeg i radioen at årets ord i Danmark 2018 er pyt. PYT! Den  hopper jeg på. Pyt med det. Jeg kommer til at fortælle historier om ingenting. Der vil sikkert dukke en masse uvæsentlige fortællinger op – ufærdige tekster – strøtanker og forliste projektsideer. Den stige er lang hvis den skal nå helt til tops i det bjerg af ideer, som over tid har hobet sig op på såvel skrivebord som i hjernen. Er du med så langt? 

Og så er det der med lyd. Jeg er vild med lyde – og stilhed. Lige så vild med lyd er jeg med det visuelle – og derfor tænker jeg altid på farvemester Kaj Jensen på Ligustervej 6, Egsmark Strand, 8400 Ebeltoft. Han var godt nok visuel. En mester til farver – lige indtil også han satte træskoene – det var samme dag som Danmark spiller sig i EM finalen i Sverige. Årstallet kender du? Alle husker den dag. Stakkels Holland. Men endnu mere stakkels min far. Han sagde til mig på dødslejet i Grenå, med udsigt til bøg og eg, at han ihvertfald nok skulle holde sig i live, hvis Danmark kom i finalen. Så meget for tillid og at stole på folk. Han snød mig. Stillede træskoene i en storm af folkets begejstring på gader og stræder. Og der lå han og åndede ud alt-alt for langt væk fra fødested, og familie. 

Den sved så klart. Her står jeg med en datter – ikke engang to år endnu – og foran mig et liv som journalist – mon rastløsheden startede allerede dengang? Jeg holdt op med at stole på andre – og dem, der stolede på mig, svigtede jeg. Jeg har sagt undskyld til mange af dem siden, men sku’ der være en enkelt eller to, som falder over disse linier og tænker, han sagde sgu da aldrig undskyld til mig – så om forladelse for det også. Eller bor den i mig, som den har boet i generationer på både min mors og fars side? Rastløsheden. Vi kommer fra Tyskland, Polen. Sverige. Vi har flyttet rundt i adskillige generationsled på både min mors og fars side. Videre. Videre. Og væk fra sult, fattigdom – og krig og kravet om at det skal lykkes. At klare sig. Overleve – på trods. Det bærer jeg i mig. Det bærer mine søskende også med sig – Vi er fighter’s. Og det er vores børn også. De slås for deres sag – også i modvinden. Om det vil jeg vende tilbage til.

Når, jeg har det aller bedst tænker jeg, at jeg er en moderne europæer. Når det sortner for mine øjne og jeg skriver mørke digte, eller taler til mig selv i en mikrofon, eller bare snakker med den indre stemme, så lyder det ind i mellem som en nomade uden udsigt til næste vandhul, skygge, ro og et trygt sted at søge hvile. Døm selv – hen ad vejen. Der kommer også noget fra den kant – hvis jeg tør. (jeg tør)

mcserpåinsektmedsørenmcspillersækkepibe

Her er jeg sammen med en gruppe på vandretur i Risnjak 2018.

Lad os tale om noget andet. Noget mere konkret, som for eksempel, findes der en Gud? Det tror jeg nu nok der gør. Hvem har ellers klasket al den skønhed sammen, som kaldes moder jord? Og tryllet Master Fatman frem? Han er da skøn? Så derfor lukker man P8 Jazz ned, og holder liv i kagedyster og kendte snakker med kendte. Master Fatman, han snakker fra hjertet, og påvirker, den fordømte hjerne – med al hans musik fra den store verden. Ord er også musik. Man kan lave pophits, og store symfoniske værker. Se bare på Jørgen Leth. Eller Tomas Espedal. Knausgaard har jeg egentlig ikke lyst til at nævne her, men jeg gør det for husfredens skyld. Min elskede Ivona har læst ham, og skulle engang møde ham i Sverige, men så havde hendes TV station ikke penge til flybilletten alligevel. Jeg foretrækker, at man redigerer i den overflod af informationer, erfaringer og andet stads, der hober sig op – på såvel papir som i det rum, som stadig for de fleste er en gåde. Hjernen. Universet – min eget liv. En gådefuld historie. Jeg må stoppe nu og blot her til sidst nævne – hvor meget jeg elskede at undervise i den gode historie. Jeg var god til det. Og det vil jeg blive igen, men man må øve sig. Som Hemmingway gjorde; han skrev hver dag, om morgenen indtil han skød sig selv. Jeg kunne nævne mange andre, der øver sig – hver dag. Og henad vejen vil jeg invitere dem indenfor i Cubers Corner. Jeg synes de fortjener det, for de er mine venner og kolleger – trofaste følgesvende (er der noget der hedder følgesveninder?)  som aldrig tvivlede på at det nok sku gå alt sammen. Og dog – der har været et par stykker der har været stærkt bekymrede for mig, og det med god grund; Man kommer ikke ustraffet ud af pitten, hvis ikke hjulene er skruet ordentlig på. Mine hjul har siddet løse fra tid til anden. Om det vil jeg fortælle. Også. Og om kærlighed, passion og en helt eventyrlig lyst stadigvæk til at flanere rundt. 

marcokysserendame

Min svigerfar, Marko Markovic, kysser en gæst, mens datteren venter…

I dag bor jeg i Slovenien – i en lille eventyrlig smuk by, der hedder Skofja Loka. Der er bjerge, vand, skov og højt til himlen. Som i Ebeltoft, hvor jeg kommer fra. Jeg tegner fortsat og skriver historier. Også om Lille Mand Magnus. Og så fotograferer jeg – og laver vandreture i Bjørnenes Rige. Og ønsker alt godt for alle. Også dem, jeg sårede, gjorde bedrøvede fordi jeg ikke levede op til deres tillid. I sær dem ønsker jeg held og lykke.

Jeg tænker fortsat på manden på traktoren. Han virkede rar. Mon han husker mig? Jeg må op til den landsby en skønne dag, banke på hans dør, og forhøre mig om han har en snaps, jeg kan smage. Depuy er for længst borte. Også vingården. Jeg kørte forbi nogle år senere, da jeg var taget på en Camino i en Volvo fuld af legesager. Den historie får I en anden gang.

Alting går i ring. Selv i et hjørne.  Det er godt der noget som hedder Cubers Corner. Udsigten herfra er fortsat god. Ind i mellem magisk. Om magi og realisme får I også mit bud på. Mon der er nogen der griber mig hvis jeg falder? Ind i lyset – ud i havet? Ned i det våde. Som et kys? Som nu, hvor jeg rækker ud?

DSCN0175Meet me

 

 

%d bloggers like this: