CUBERS CORNER

Uvæsentlige fortællinger

Scroll down to content

Vinden var en frygtelig kold vind. Fra øst kom den, og jeg måtte dække ansigtet til med hue og halstørklæde for til sidst at trække anorakkens hætte op også.

En i sandhed frygtelig vind, der forårsagede at jeg nu måtte begrænse mine iagttagelser til det udsyn min hætte tillod.

Hvor trist det til at begynde med var, blot at kigge fremad.

Først i retning af mine sko, der uden at pive skridt for skridt bevægede sig i den sydgående retning. Efter nogle minutters intense iagttagelser med næsen bøjet mod denne anatomiske anakronisme, begyndte jeg at kede mig.

Se, nu må jeg straks komme med en indrømmelse, der vil få læseren til at indse, at den 5. november 2002 nok startede som en ganske almindelig dag på jagt efter de essentielle tegn på at mit liv må være en gave til folk på jorden, men som inden klokken 12:00 forandrede sig i al væsentlighed.

Jeg keder mig aldrig.

Jeg husker ikke, hvordan det føles.

Åh jo. Når jeg tænker efter – så husker jeg flere episoder foran TV, hvor jeg i en søvnlignende døs, zapper mellem DR1 og TV2 på det gamle Philips TV i huset ved havet. Men også her vil jeg understrege at det ikke er en udstrakt form for kedsommelighed der driver mig. Snarere er det en nysgerrighed overfor sjælens vildfarelser. Det er med andre ord snarere en leg, jeg driver med, og holder jeg øje med tiden, er det blot at stoppe, ja…i tide, inden det begynder at kede mig.

Men tilbage til min ekspedition mod de stejle skrænter ved Kobbergården.

Jeg havde været der før. Mange gange faktisk. Siden barndommen har jeg med jævne mellemrum forceret hegn og planker der markerer hvor ejerne af Kobbergårdens marker begynder, og hvor det frie rum for flaneurer som jeg, slutter.

Og en af de velsignede sysler undervejs er at iagttage til alle sider, hvad dagen lige netop denne dag, frembragte at vidunderlige ting.

Men så er det, at min hætte begrænser mit udsyn, og den infame vind fra øst driver mig til at se lige ud, for ethvert forsøg på at se ud over havet får mine øjne til at løbe i vand. Der står jeg og tuder.

Vandet driver ned af kinderne og vinden tører tårerne, der sætter sig som skorper og gør alting meget værre.

Hvad gør en klog mand?

Han kigger ind ad. Finder styrken i sig selv, så at sige, og det er lige hvad jeg gør.

Jeg beslutter mig for at kigge stift lige ud i retning af Kobbergården uden behørig hensyntagen til alle de små mirakler der måske, måske ikke, udspiller sig udenfor mit synsfelt.

Hvilken salig rejse i mit indre…

Intet til at forstyrre. Ingen styrtdykkende måger i halsbrækkende fart mod havets bund. Ingen jagende skyer til at pirre fantasien om væsener fra andre planeter. Ikke engang et skib i søen at følge, med tankens flugt til mandskabets kamp for at styre last og skrog sikkert gennem Hjelm Dyb. Ingenting. Kun den indre rejse i tanken og den mere fysiske, præget af et snærende udsyn, der bedst betegnes som………på kanten til kedsommelig.

Ved Kobbergårdens skel stoppede jeg op. Forstod at jeg havde gået rask til. Svedig og tungtåndende stod jeg og tog bestik af situationen. Ud af mit begrænsende udsyn får jeg øje på en flok Skarver der har taget opstilling på en menneskeskabt høfde syd for Kobbergårdens staldbygning. Med ansigt og næb mod vinden havde de siddet der længe, herom hersker ingen tvivl. Som saltstøtter stod de og trodsede den infame vind, og jeg skal ikke undslå mig for at være en smule imponeret over, at de – og ikke jeg – var i stand til at møde blæst og bølge med ansigtet i vindens retning.

Fast besluttet på at tage denne sorte ulykkesfugl i nærmere øjensyn beslutter jeg mig for at bestige skrænten og på denne måde at snige mig ind på saltstøtterne bagfra, og ikke mindst ovenfra.

Om det skyldes mågerne ved jeg ikke.

Opdriften fra vinden der rammer skrænterne og stiger til vejrs med voldsom fart, gjorde det virkelig vanskeligt for mig at holde balancen under opstigningen til toppen 25 meter over havets overflade. For mågerne virkede det anderledes. En og en gled de frem på rad og række 50 meter længere oppe, og uden at bevæge vingerne det mindste bevægede de sig på den mest elegante måde henover en gråtung himmel.

Mon det var dem, der advarede Skarvekolonien?

Findes der mon en slags varslingssystem mellem fugle, der også på en blæsende, kold dag i december ved havet virker på så overbevisende måde.?

Under alle omstændigheder lettede hver og en fugl og søgte nordpå.

Det var tunge og dårligt flyvende fugle der lettede. Skarven er ingen elegant flyver, men tænker man efter, er det så meget mere imponerende, at de gør det, når det tilsyneladende koster dem store anstrengelser at flytte tyngdepunktet så radikalt fra stående saltstøtte position til lavtgående flaksende flyvestilling.

Hvilket enormt forbrug af energi, alene fordi jeg dukkede op.

Skuffet lagde jeg mig på skrænten med hagen presset ned i visnet græs. Således lå jeg en stund og betragtede Hjelm. Jeg lagde mærke til at to Skarver i flere omgange vendte tilbage som var de udsendt at flokken for at undersøge om banen igen var klar til at returnere og genoptage syslen med at tage decemberstormen forfra. Jeg gjorde mig så lille som mulig, men lige meget hjalp det. Skarven vendte ikke tilbage.

Det gjorde til gengæld en flok mursvaler, der åbenbart irriteret over min herkomst i rasende fart tog bestik af situationen. Mon en mursejler nogensinde laver en fejl i luften? Støder de sammen ind i mellem, når de i maleriske mønstrer bevæger sig i det frie rum mellem skrænt og havoverflade? Jeg lå længe og studerede fuglenes flugt og fandt ingen fejl, der med det menneskelige øje var værd at nævne. Men hvad vidste jeg også om mursejlernes flyveteknik?

I mit synsfelt bøjede en visnet markblomst sig for vinden. Hvad mon arten hed?

Ved siden af den stod endnu en visnet, og endnu en…Så langt øjet rakte stod de ved siden af hinanden og lavede krumspring som endnu ikke er set hverken ved balletten eller på cirkusarenaens savsmuld. Den slags mirakler lader sig ikke kopiere.

Jeg kom i tanke om en historie om israelske myndigheders måde at torturere fanger på uden at påføre dem synlige skader. Fangevogterne rystede sin fange. Rystede dem så de til sidst fik blodansamlinger i hjernen og mistede bevidstheden.

Jeg forestillede mig, at markblomsterne var palæstinensiske fanger, men lige meget hjalp det. Jeg kunne ikke lade være med at beundre bevægelserne der virkede uimodståelige og fulde af overlevelsesvilje. Var det modn det samme der gjaldt når der blev talt om, at man ikke kunne knække en fanges vilje…? At lige meget hjalp det…Fangen talte ikke over sig. Fangen bøjede sig bare for slagene der ramte, og uden at sige et ord overlod sin sjæl ogtanke til noget der var større?

Jeg plukkede en. Jeg kunne ikke lade være. Jeg husker at jeg sagde undskyld, da jeg greb om den sarte stængel. Mine fingre føltes klodsede inde i handsken. Jeg mærkede knapt stænglen, så blot at den visnede blomst i toppen i et øjeblik stod stille i vinden. Jeg så det hele, og jeg sagde undskyld…så Knækkede jeg stænglen med den største lethed. Så snart hovedet var befriet fra resten af stænglen genoptog markblomsten sine bevægelser. Denne gang var bevægelserne mindre, men det ændrede ikke på min følelse af at ha’ gjort noget forkert.

Så rejste jeg mig og forlod mit udkigspunkt. Over mig svævede mågerne fortsat. Ikke en Skarv var i syne. Heller ikke de to spioner, der vendte tilbage i flere omgange.

Henne ved skellet til Kobbergården stoppede jeg op et øjeblik for at tage kysten i øjesyn. Hvidt skum langs hele kysten mod nord til Jernhatten klæbede til stranden. I sandhed et imponerende syn. Havde jeg ikke ejet en Mummifars mod og beslutsomhed ville jeg måske i dette øjeblik ha’ følt mig lille og ydmyg. Men så knappede jeg anorakkens hætte til igen. Fæstnede blikket mod mine sko der uden at pive satte kursen i nordgående retning. Snart søgte tanken ind ad igen, og styrket i min tro på at jeg er sat her på jorden til at gøre noget stort, begav jeg mig hjemad mod huset ved havet igen.

abstrakt med blomst detalje

De lokale sagde om blæsten at den gjorde folk sindssyge.

Det kunne blæse i dagevis og når vinden stod i nordøst havde den været undervejs fra Sinai’s ørken; den havde knust det Røde Havs spejlblanke turkis overflade og når den nåede de østvendte kyster langs havet, var dens vildskab af en sådan frygtindgydende karakter at den satte livet istå.

Varslingerne om et snarligt skifte i vejret var mangeartede og de lokale blev aldrig enige om hvilke varsler der vejede tungest eller som kom først. Det afhang af øjet som så, øret der lyttede, og det afhang i særlig grad om smags- og lugtesansen hos de lokale.

For de fremmede var alt dette fremmed.

“Der kommer sikkert også vind i morgen”, siger en fisker dæmpet til sin kone da han i døråbningen et kort øjeblik vendte sig rundt for at sige farvel.

“Om Allah vil”, hvisker hun tilbage til sin husbond.

“Jeg må gå og vække Professoren inden det bliver for sent.”

Manden gik.

Han efterlod sin kone i døråbningen. Som hun stod der i den nøgne pæres lys syntes han hun lignede en engel. Hun stod foran huset der bestod af 2 rum; en stue og et sovekammer, og han tænkte at Allahs vilje var stor, thi hun havde skænket ham 3 sønner og to piger.

Fiskerens tanker afbrydes pludseligt at en nærliggende Moske’s kalden til bøn.

“Jeg må gå og bede for en sikker rejse, men der er ikke tid længere. Allah, hør min bøn her hvor jeg står.”

Således knæler han og han bukker rytmisk overkroppen ned mod jorden foran sig. Hænderne hviler roligt på knæene; ikke en lyd høres fra bygningerne omkring ham.idet de alle står tomme, nu hvor de fremmede ikke længere gæster byen.

Men fiskeren bad.

Om en god fangst beder han, og ikke uden grund beder fiskeren sin gud om at krigen langt fra byen ved havet snart måtte slutte, for både fiskelykken på havet og arbejdet på land havde i lang tid været ugunstige.

 

abstrakt med blomst detalje

Blomsterdamen fra Blågårdsgade

Ole kommer listende. Som en ræv. Lurer på mit humør og afventer at jeg skal komme med en mere ledende åbning. Det gør jeg ikke. Jeg står bare der og glor, mens jeg for gud-ved-hvilken-gang funderer over, hvornår jeg får mig taget sammen til at gå ind og hilse på blomsterdamens efterfølger.

 

samaritaneren

En kunde fandt ham på gulvet mellem reoler og skrivebord.

I faldet havde han revet stabler af bøger på bordet med sig.

Ud ad reolerne var både Homers Illiaden og Søren Kirkegård faldet.

Pang. De store fortællere lige ned i ansigtet på antikvariathandleren på Blågårds Plads. Pang!

Som rosenblade lå bøgerne drysset henover manden med det nydeligt, snoede overskæg.

Den, der skulle sætte litteraturen på plads var væltet.

Som et træ i stormen lå en kæmpe mit i sit livsværk.

Pang! Ikke mere klassisk musik til den herre.

2

Da Falck kom spillede radioen fortsat.

Hvem der slukkede for den ved jeg ikke, men katten tog præsten sig af.

Nyheden gik som en løbeild gennem hele kvarteret.

Har I hørt det? Har I hørt det? Ole er død. Sådan. Han lå sgu og lignede en voksfigur!

Fandens stærkt rejser dårlige nyheder altid. Båret på sladrende vinger.

Sagde Ole Kjær måske ikke altid selv det?

≥Nørrebro. Det er bare en landsby. Provinsiel som bare pokker. Du er jo journalist. Skriv en bog om landsbyen…”

3


En yngre kvinde fortalte til bisættelsen, at hun havde set en mannequin dukke smidt bag disken.

– Der var også en masse bøger på gulvet, og det lignede ikke Ole, sagde hun. Sikker på, at det var en moderne installation i en ellers nydelig og vel i ordets bedste forstand, lidt konservativ, forretning, var kvinden drejet om på hælene og gået igen.

Den historie var lige frisk nok. Ole Kjær som en del af en moderne installation? Med veldrejet overskæg og lyseblå, drengeøjne som Jan i Jan-bøgerne. Nej vel?

Dårlig smag ville han ha‚ sagt. Om Jan-bøgerne. Lige til øllet, men så heller ikke mere.

Han havde en mening om alting. Mest om livet på Blågårds Plads. Resten var fodnoter.

4


Det var i marts måned, den første fredag i forårssæsonen.

Det med længsel ventede øjeblik, hvor vinteren endegyldig viger pladsen, havde ladet vente på sig.

For længe kunne man rolig sige. I hvert fald hvis man var Ole Kjær.

I de sidste dage i februar havde der været noget i luften. Selv antikvariathandlerens sorte kat havde haft følere ude. I korte øjeblikke havde katten lagt sig til rette i udstillingsvinduet. En solstråle med viljestyrke havde fundet vej henover pladsens tage, og boret sig igennem Lindetræernes grene for at afslutte den lange rejse gennem himmelrummet over Nørrebro mellem brugte bøger og en kat med sans for detaljen.

Men Ole Kjær lod sig ikke narre.

Ikke af vejret. Det, der snød Ole Kjær til sidst var noget andet og mere banalt end Kirkegårds samlede værker i 10 bind.

For årstidens gang på Blågårds Pladsen, den vidste han om, skønt han yndede at kalde sig selv for uvidende. Campingbordet. Klapstolen og taburetten. Sikre forårsbebudere på det indre Nørrebro var da heller ikke blevet støvet af endnu.

≥Det kan nok vente lidt endnu”, havde han sagt til sine kunder. En for en defilerede de forbi på pladsen og kiggede længselsfuldt efter forårsbebuderen. Men nej. Foråret var ganske vist på vej ifølge den danske radioavis, men Ole Kjær lyttede kun til P2. På en tysk kanal, for øvrigt, så han var lovlig undskyldt kan man sige.

Så døren ind til Ole Kjærs livsværk forblev derfor lukket lidt endnu.

Termometret lod nu heller ingen i tvivl. Heller ikke katten. Troløse solstråler uden gennemslagskraft var der nok af på Blågårds Plads. I det hele taget var der nok af det hele her. Lidt for meget iblandt. Det var som om at pladsen kogte over nogen gange. Too much heat. Just too much heat, man…, sagde trommedanseren der lavede Jam-sessions ved fuldmåne i Hellig Kors Kirken.

Men ikke nu. Nu var det bare skide koldt, og lukkede døre var ikke Ole Kjærs kop te.

– Når jeg lukker min dør lukker jeg livet på pladsen ude. Så kan jeg ikke se, og ikke føle det. Og det er ikke godt for folk med et sind som mit og dit, sagde han en gang.

5


Jeg husker nytårsaftensdag. Den sidste dag i året, og i slipstrømmen på en række nødvendige indkøb til aftenens fest, ender jeg – som sædvanlig – med at søge ly fra gadens tummel hos Ole Kjær.

Klokken er næsten 14:00, og jeg har ingen værtindegave til kvinden der står for at holde festen. Ind ad døren tumler jeg belæsset med poser. Poser fulde af varer fra grønthandleren længere nede ad Blågårdsgade. Stakåndet. Og små stresset.

– Det er mig – hr. Journalisten. Jeg er på flugt. har du en bogreol jeg kan gemme mig bag?

Ole kommer listende. Som en ræv. Lurer på mit humør og afventer at jeg skal komme med en mere ledende åbning. Det gør jeg ikke. Jeg står bare der og glor, mens jeg for gud-ved-hvilken-gang funderer over, hvornår jeg får mig taget sammen til at gå ind og hilse på blomsterdamens efterfølger:

– Jeg mangler blomster, og måske en bog, siger jeg endelig.

Ole ryster på hovedet, og lader mig i stikken.

– Prøv selv at gå på opdagelse. Måske i den retning, peger han og med besvær kanter jeg mig gennem smalle gange i pegefingerens retning.

– Hvad med den her? Jeg kan godt lide Thorkild Hansen.

Han end ikke ser på mig. En anden stresset kunde kanter sig ind i butikken. Nu er vi to uden mål i tilværelsen.

– Du skal læse ≥Søforhør”. Det er en vigtig samtale med en dygtig forfatter. Jeg kender i øvrigt hans søster. Hun har gået i skole med min, siger han så uden at kigge på mig.

– Jeg har for resten ikke set dig siden vi fejrede juleaften sammen – har du været i Jylland? I sommerhus. Ved havet?

– Har du en søster, spørger jeg.

– Hende har jeg da aldrig hørt dig tale om.

Ole Kjær satte langsynet på. Så sagde han:

– Nogen mennesker snakker for meget. Andre snakker for lidt. Men om private ting. det hører ligesom lidt……Han smagte på ordene:

– Det hører ligesom privatlivet til Hr. Journalist…

6


Jeg ser ud på gaden. En flok knægte med en bold siver larmende i retning af pladsen midte, hvor man kan spille fodbold.

Om lidt vil Blågårds Plads forvandles til en gigantisk squash bane.

Jeg havde set det så mange gange før. Jo højere, og jo hårdere. Jo længere væk fra spillets sjæl. Jo bedre.

Fodbold. Holdspil. Teamwork. Social adfærd mellem drenge…Min bare røv. Intet af det, der foregik på pladsen mindede om den form for fodbold jeg var vokset op med i huset ved havet.

Om lidt ville bolden blive en stjerne ude af kurs. Et missil på slingrekurs. Utilregnelig og sporadisk styret af en flok knægte uden hold i fodboldens inderste sjæl. Form og indhold. Tilegnelse af viden om scenens beskaffenhed, hvorpå spillet skal udføres. Bløde og løbende justeringer ind til perfektion. Ind over til en Nigger! Den perfekte tekniske udførelse af en aflevering over 30 meter med en blød inderside. Tæmningen med brystet. Kroppens kontrollerede rotation. Den sidste finte med øjnene. Og mål.

Det, drengene her skulle i gang med var at indtage pladsen som bissende bøfler. Højrøstede og selviscenesættende. Det havde intet med den form for fodbold jeg – og millioner af andre børn – var opdraget med i Danmark. Det frustrerde mig at se på, så jeg lod være, og vendte blikket ind ad. Konkyliemetoden. havets brusen. Brændingen og forestillingen om at være på en tropeø langt fra nytårsaften 2002. Suset fra Vesterhavet. Og godt nytår til dig også.

– Jeg tager ≥Søforhør”, sagde jeg.

– Til mig selv. Værtindegaven må vente.

– Som du vil, smilede Ole Kjær.

Da jeg åbnede døren og gik ud på pladsen druknede satsen fra Beethovens niende i et brøl fra en sort BMW. Dørtrækket varede hele vejen forbi medborgerhuset. Med hvinende dæk krængede chaufføren vognen rundt nede ved legepladsen og forsvandt. På pladsens midte var legen med den runde bold selvfølgelig gået i stå. Som umælende får stod de og stirrede efter den sorte bil. Så tog en knægt bolden og sendte den med et velanbragt spark i en blød bue henover de unge Lindetræer. Henover målet på pladsen. Henover hovederne på alle os, der styrtede rundt for at indhente det forsømte den sidste dag i året. Pang! Boldens bane stoppedes af en barnevogn udenfor Floras Kaffebar.

En mor springer ud ad døren. Griber ungen og trøster.

– Heeyyy maaaannd. Kom lige med bolden, deeer.!!!, lyder det fra pladsens midte.

Den unge mor kastede bolden tilbage til knægtene og gik hovedrystende indenfor igen.

Jeg havde set hende før. Set hende gravid. Og nu med barn. Floras Kaffebar. Tilholdsstedet for småbørnsfamilier på træk med barnevogne, som min ven Professoren ynder at sige.

Så hankede jeg op i poserne, skuttede mig og krøb så langt ind i frakken som muligt.

Dødsdom. I mit barndomsland ville vi aldrig ha‚ spildt tiden med at sparke bolden væk fra banen. Not in a million years. Hvem fanden gider at ha‚ én på holdet der ikke kender spillets regler, tænkte jeg og skuttede mig. Kulden var virkelig skrækindjagende. Godt at Januar udsalget allerede var begyndt. En frakke. My Kingdom for en ny coat.

7

Professoren fik beskeden om Ole Kjærs død to dage senere.

– Det var en nådig død han fik, sagde professoren.

Klokken er hen ad 21:15 søndag aften, og jeg fortæller i telefonen, at Ole Kjær er drattet om i butikken fredag formiddag.

– Der gik en hel time, før man fandt ham bag ved skrivebordet.

– De har sgu nok ikke ku‚ få øje på ham, svarer Professoren. – Stor var manden ikke.

– Men hans ben. De må da ha‚ stukket frem, prøvede jeg.

– Han var stor i hovedet. Jeg betragtede ham som en slags mentor, snøvlede Professoren.

– Det må man nok sige, svarede jeg.

– Han blev aldrig frisk efter den forkølelse han pådrog sig i december.

– Han var mest til sommer, svarede Professoren – og tog sig i at snøfte: – Han var mest til lyset og menneskene på Blågårdsplads. Det huede ham ikke at gå rundt blandt bøgerne, når der var mørke udenfor.

– Nej, det værste var døren. Når den altid skulle holdes lukket om vinteren.

– Jeg skal ha‚ åbne døre, sagde Ole Kjær:

– Måske vi skal ha‚ en kop kaffe og en småkage til. Det varmer sgu da alt sammen, Ole.

Og derved blev det. I Chaiselongen tæt på døren. Tæt på bøgerne. Midt i Ole Kjærs livsværk, og der blev lyttet til klassisk musik på den tyske kanal. Folk kom og gik. Dørklokken klemtede og udenfor peb vinden i hustagene og de nøgne trækroner føjede sig uvilligt blæstens mønstre. Det var i december og intet tydede på, at det nogensinde skulle blive forår igen. Det var Ole Kjær og mange andre end ham ganske enige om.

Professoren afsluttede samtalen med en bemærkning om, at nogen burde gøre noget for at mindes Ole Kjær, og jeg svarede, at der brændte lys foran butikkens vinduer.

– Der har brændt lys hele weekenden. Folk stimler sammen, sagde jeg.

– Jeg går derned med det samme, svarede Professoren og lagde røret på.

– Sikke noget lort. Lort. Lort. Lort, hviskede jeg til mit eget spejlbillede.

Så tog også jeg hat og frakke på og gik ud i mørket.

For satan hvor var det koldt. Det var ikke koldt som ved havet. Det var koldt som det kun kunne være i byen. Kulden gik gennem marv og ben som kulden gjorde i Mummitroldene, når Hemulen søgte mod lyset indenfor.

8


Professoren gik ad Nørrebrogade mod Dronning Louises Bro.

Ved Blågårdsgade drejer han til højre. Forbi cykelhandleren med de evindelige tilbud om cykler til den helt rette udsalgspris.

Han passerer grønthandleren, der stadig holder åben. Hvidt lys strømmer ud ad den åbne dør. Lyden af fremmede sprog rammer murene overfor og returnerer straks.

Blågårdsgade er en forholdsvis smal og tæt gade. Ville en sporvogn kunne klemte sig igennem for stole og borde i dag?

Hos den persiske bager står døren på klem som altid.

En duft minder Professoren om en rejse til Ægypten året forinden.

Bagerens butik er i kælderhøjde. Man ser ned på bageren, og bageren ser op på gaden, hvor folk driver afsted fra lyskegle til lyskegle.

Enkelte mennesker går tæt omslynget, andre går alene. Der er cykler som vrider sig igennem forhindringer driftige handelsmænd med mørke overskæg og lukkede ansigter har opstillet. Nedslidte varevogne med bugen fuld af varer. Tomme kasser flyder. Og samles sammen. Forsvinder og fjernes. Det er altid det samme. Næste morgen starter livet på ny med friske varer fra grøntorvet i Valby. Om priserne er rigtige. Det ved ingen. I Blågårdsgade kvarteret er købelysten stor. Især når den undfanges i et skær af mystik og mangfoldighed. Så tager man del. Del i livet på Nørrebro. Man tager stilling, og det betaler sig. Især for mændene med de mørke overskæg. De smiler i mørket, og arbejder hårdt. Der er store familier på hjemmefronten som velsigner deres arbejde. Og penge. I Ægypten. I Libanon. Marokko. Syrien. Jordan. Iran og Irak. Tyrkerne og kurderne. Og albaneren, der har overtaget Jeniks blomsterforretning.

9


Vi mennesker er vidt forskellige, men Professoren mener at i døden er vi alle ens.

Dødsstivheden kender ingen grænser. Døden gør ingen forskel. Smerten over tabet har intet folk mere patent på end andre. Det er angsten for at dø også. Og livet for den sags skyld.

Vi brænder lys nu som var det før reformationen. Om lidt bygger avantgarden stendysser op på Blågårds Plads, og der skal brænde røgelse, og sørgekoner er der nok af. De gemmer sig bag gardinerne i kasserne langs gaderne, og torvene. I baggårdene. De ser os ikke. Og vi ser ikke dem. Men om lidt skal vi bruge dem, for der er penge i lortet. Vi vil huskes og være centrum. Også i døden. Det er helt naturligt. På vores breddegrader har vi gjort det i tusinde år. Nu skal vi ha‚ det tilbage igen. Nørrebro går forrest. Som sædvanligt. Der brænder lys for de døde. Grædekonerne gemmer sig bag slør. Efter mørkets frembrud kommer de ud og stirrer fortryllet på noget genkendeligt. For første gang – måske – siden de kom til landet.

10


Tre dødsfald på godt et år. En kræftsyg. Et hjerteslag. Og et mord. Et beskidt drab uden motiv, som lederen af politiets drabsafdeling senere karakteriserer mordet på Antonio Gurrá.

Min Gud, hvor jeg savner dig. Kan du ikke vise vejen for os.? Vi går rundt i mørke hernede. Ole siger, at lysforholdene i kvarteret er under al kritik. Men ingen gør noget ved det.

11


Længere nede ad gaden mod Blågårdsplads skimtes lysene fra den brændende stearin.

Små flokke af unge driver som sædvanlig rundt på pladsen som rastløse skygger mellem Lindetræernes nøgne stammer.

– Lyset på Blågårdsplads er dårligt lavet. Nogen burde gøre noget ved det, havde Ole Kjær for nyligt sagt og foreslået at man skulle ringe til en Tv-station. Men det var ikke blevet til noget. En ven af Professoren, en arkitekt bosiddende på Frederiksberg Allé doserede dommen hårdt, men kontant:

– Ned med skidtet. Det tager lyset, men….og så havde hun løftet glasset til hilsen inde på Apoteket:

– Men, danskerne har en moderbinding til træer. Går man i gang med at fælde træer i byen, så stiller folk sig på bagbenene…

For sig selv mumler Professoren:

– For helvede Ole. Nu gik det lige så godt. Nu gik det sgu da for helvede lige så godt. Foråret var jo lige rundt om hjørnet…

Foran butiksdøren lægger der blomster og lysene brænder. Et for et klistres afskedsbreve op. Farvel Ole. Og tak, og Professoren sætter sig for at nedskrive nogle linier, ikke i aften for det blæser koldt fra øst og ned ad gaden kiler vinden sig ind alle steder, hvor der findes en sprække.

Ud ad mørket dukker Professorens kvinde op.

De havde alle været sammen med Ole Kjær juleaften. Han havde set skidt ud. Snotten løb fra næsen, men selvom blæsten denne aften havde været frygtelig ville antikvariathandleren ikke høre tale om at tage hue og halstørklæde på.

– Vi cykler alligevel. Henover Langebro flyver vi, og så er vi der, havde Ole Kjær sagt. Men Professorens kvinde havde sat sig imod og forlangt at skulle de cykle i den kulde blev det over hendes lig, med mindre han tog mere tøj på.

Så havde Ole Kjær bøjet sig, for med kvinder havde han sit hyr.

En gang spurgte jeg ham:

– Ole. Hvorfor er du aldrig blevet gift? Og Ole Kjær havde smilt afvæbnende og sagt:

– Åhhh. Så store evner har jeg aldrig haft.

Men overfor Professorens kvinde havde han føjet sig, og i stedet prajede Professoren en taxi på Nørrebrogade og i samlet flok var de alle i bil kørt henover Langebro. Vinden rev virkelig i bilen, og der var varmt på bagsædet så Ole Kjær løsnede sit halstørklæde en smule og smilte lykkeligt. Snot løb fortsat ud ad næsen på den ældre mand, øjnene feberhede – afsted, afsted, afsted på eventyr. Mod fjerne horisonter. Væk fra kulden. Væk fra Blågårdspladsen. Til Christiania, hvor de ensomme kan få varmen og maden gratis. Og – måske lidt næstekærlighed at føle:

– Vi er dem de andre ikke vil lege med. Vi er de ensomme der ikke har en familie der kan tage hånd om os, sagde Ole, mens hans lo. – I Danmark er der mange ensomme mennesker og det er værst på en aften som denne.

12


– Skal vi drikke en øl til Oles ære ovre på Apoteket, spørger Professoren sin kvinde.

De valgte en plads hvorfra de begge kunne holde øje med Antikvariatet. De sad stille længe og tankerne flød uordentlige rundt i hovedet på dem begge. De sad og knugede hinandens hænder og snakkede om den forgående jul, hvor alle havde været glade og lykkelige over at være sammen. Professoren suttede på sin øl og hans kvinde drak en romtoddy. Udenfor steg en ældre mand af sin trehjulede cykel.

– Nu kommer Christian. Gudskelov er han stadigvæk i live, sagde kvinden.

– Skal I købe mærker i aften?, spurgte den ældre mand, da han havde vænnet sig til lyset indenfor på værtshuset.

Selv i kulden denne søndag aften var Christian varm i ansigtet og de blå øjne skinnede som sole.
– Sæt dig lidt i stedet, så køber jeg en kaffe til dig, svarede Professoren.

– Jeg vil hellere have kakao, svarede han.

– Du får det som du vil ha‚ det – men så må du også fortælle os om, hvordan du fejrede juleaften….vi sidder netop og snakker om sidste jul…

– Jeg spillede i Valby juleaften, sagde Christian. – I snakkede om at deltage…men I kom ikke…

– Vi fejrede jul med Ole Kjær. Antikvariathandleren Blågårdsplads, sagde Professorens kvinde.

– Han er død nu, sagde Professoren og kiggede indtrængende på Christian:

– Men du er ved godt helbred, ikke?

– Jo. Jo. Sagde Christian og rejste sig. – Men nu må jeg videre på min runde.

Christian gik. Ude på pladsen flakkede skyggerne fortsat rundt mellem de nøgne træer. Den ældre mand satte sig op på sin trehjulede cykel og forsvandt i mørket. Til sommer ville han blive 80 år.

Ole Kjær – til gengæld – blev 73 år. Og de sendte ham tilbage til, hvor han kom fra og jeg bar kisten.

13


Vi var fire om det. Svogeren og jeg. Og så to andre tidligere kunder.

Kisten var hvid og tung og der blev grint højt og længe bagefter under frokosten i de tilstødende gemakker i Helligkors Kirken over, hvor mange bøger der mon var blevet hældt i kisten. Den var fand´me tung alt taget i betragtning, for som sagt; nok var det en kæmpe på Blågårds Plads der faldt, men hans skygge var til sidst mindre end godt er.

Øl og snaps var der nok af. Og smørrebrød. Og gode historier.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men jeg voksede ligesom lidt ind i miljøet på Nørrebro den dag. Ikke helt ind. Det erkender jeg.

Men, jeg føler, jeg har fået en bid af hovedstolen. En himmerigs mundfuld, der minder mig om min barndom. Om at være til. Og være elsket. Husket og hadet. En del af et fællesskab. En del af en plads. En gade. Et afgrænset rum. Er det essensen af alle vores bestræbelser? At blive en del af noget større?

Ole Kjær ville sikkert ha‚ haft den rette bog, jeg kunne slå op i. Men jeg har regnet på det; Det er 302.400 minutter siden at Ole Kjærs hjerte holdt op med at slå. Og endnu har ingen slået dørene op til antikvariathandlen. Anderledes gik det med Blomsterdamens butik. Det varede kun et par måneder. Så kom albaneren. ≥Klokkefåret”, som Ruttemor kalder ham. Hun skulle have været der til Ole Kjærs bisættelse, men var ude ad byen. Ærgerligt nok for Ruttemors humør er storartet. Hun smitter fol med sin latter, og den kunne vi nok ha‚ brugt til bisættelsen.

Midt i det hele sad søsteren i sort og hendes øjne lyste op på samme måde som broderens havde gjort i mere end tyve år på Blågårds Plads. Igen og igen, hviskede hun for sig selv:

– Jeg fatter det ikke. Det er min bror, jeg begraver og jeg kender ikke et menneske.

14


Nå. Men. Jenik røg til Farum. Ole til Varde. Og Antonio vendte hjem til Italien.

Ole havde liggeplads hele vejen over Storebælt, mens Jenik fik følgeskab af en kortege på 40 biler. Godt de ikke skulle samme vej. Det ville have kostet en formue.

Hvem der betalte flybilletten til Italien, ved jeg ikke. Men det finder jeg ud ad. Nu hvor jeg har fået tilladelse til at læse i alle afhøringsrapporterne og interviewe retsmedicinere og betjente, er der mulighed for at komme rigtig i dybden med den sag.

7 centimeter var det banesår, som de to tyrkiske fætre tilføjede Antonio. Og alle snitsårene. På hænderne. Interraileren havde desperat forsøgt at vægre for sig. De var kommet løbende oppe fra Blågårds Plads. Forbi Ole Kjærs dør, der stadig var lukket, og de var gået på ham som to sjakaler på et såret bytte. Ingen mercy her. På Nørrebro står vi sammen. Skulder ved skulder.

Også når vi slår ihjel.
Det var i det hele taget en beskidt affære. Ove Dahl var led ved tanken over at myrderierne udvikler sig på denne måde blandt de unge. Drabschefen havde ellers set det meste i sin karriere, men den dag på Politigården, hvor jeg møder ham første gang, er han tydeligvis påvirket over sagens brutalitet.

– Jeg var på kanotur med min familie, fortæller han. Så ringede telefonen. Drab på Nørrebro. Vagthavende på Bellahøj spurgte om han kunne komme med det samme?

Det kunne Ove Dahl. Med besvær dog. Kanoerne på Lyngby sø skulle først ind til bredden. Resten gik som en leg.

– Vi har visse rutiner i sager som denne. Mit job var at tage førerbeslutninger. Og det gør jeg så.

15


Jeg ser på den kniv der dræbte Antonio. En Mauser foldekniv. Så ser jeg på billederne af de to fætre. Den ene genkender jeg fra gadens Parlament omkring Blågårds Plads.

Jeg tænker; Gad vide, hvor højt eller langt væk fra banen han kunne sparke en fodbold.

Tit tænker jeg på det, når jeg passerer Jeniks blomsterbutik.

≥Hr. Journalist. Du skal skrive en bog om Nørrebro. Der sker så meget, ved du”.

Sådan sagde Ole Kjær altid, og jeg svarede som sandt er;

– Og hvor har du så tænkt dig jeg skal starte?

16


Døden er et punktum. Og en begyndelse på noget nyt.

I litteraturen – i teksten, på linjen. Omkring ordene. Samler der sig ofte vigtig information omkring punktummet. Har De tænkt på det?

17


De kørte blomsterdamen nord på. Til en katolsk kirkegård. Den sorte bil med liggeplads.

Endelig fik hun fred. Faldet i hjemmet var uden den store dramatik.

Dramaet startede først i dagene efter, for kun Ruttemor vidste besked om Jeniks sygdom. Selv ikke den ældste søn, som hun havde haft på armen over grænsen fra Iran under regimet – vidste besked.

De sagde til ham i fængslet, at der var telefon fra familien.

– Din mor er død, sagde de.

– Fuck jer. Det er ikke noget at spøge med, sagde Michael.

Han forstod det ikke. Død.

– Senere forstod jeg, at det ikke var en joke. Og ikke for at være ond. Jeg er ikke et ondt menneske, men det var godt mor døde nu. Så blev hun fri for alle problemerne. Også med mig. Forstår du?

18


Vi sad i Ruttemors lejlighed. Aksel var der også. Fra vinduet kunne jeg se lige over i Jeniks blomsterforretning. Jeniks mor var der også.

Hun græd som pisket hele tiden.

– Hold nu op mor, lød det igen og igen fra Michael. Han sad inde da Jenik døde, men nu, et år senere, var han ude igen.

– Nyt liv. Forstår du det?, sagde han, og det ved jeg faktisk ikke om jeg forstod, for jeg har aldrig været buret inde i næsten tre år.

Professorens kvinde var også. Med sit spritnye digitalkamera fra Sony. Når ikke hun legede med det, legede Aksel med det. Han sad i den dybe lænestol med bare tæer i futterne. Uden gebis og legede med det digitale kamera:

– Hold kæft hvor er det smart. Og tungt, sagde han:

– Hvordan fotograferer man?

Og Professorens kvinde gjorde det godt. Hun lod ham lege med det, og tog så selv billeder ind i mellem. Det var virkelig meget professionelt for ingen protesterede over det. Så hun fik det hun kom efter. Sine billeder fra en hverdag på Blågårdsgade.

19


Og jeg tænker tit på det. Hvad laver vi her? Men nu hvor vi er her, kan vi lige så godt gøre vores arbejde godt. For arbejde er det. Det vil jeg mene. Meningsfyldt arbejde.

20


Og de kørte Ole Kjær syd på. Via broen, over Fynsland, til de nåede frem til familiens gravsted. Her blev han sat ned, og havde han vidst hvilken opmærksomhed hans død fik, havde han sikkert anstrengt sig mere for at holde liv i håbet om forårets snarlige kommen.

21


Det var om fredagen den 7. marts og sne over Nørrebro.

Hvidt og helligt næsten. Bisættelsen fra hellig Kors Kirken var en statsmand værdig. Ingen kunne have tænkt sig en bedre bisættelse. Men privatlivets fred fik han ikke. Ikke til sidst i hvert fald.

Pastor Borch holdt en smuk tale og kirken var fyldt til bristepunktet. Søsteren var der også. Og hendes datter og mand. De 150 andre mennesker var kunder og folk fra nabolaget.

– Det er meget mærkeligt. Jeg kender ikke en eneste, sagde søsteren en gang til.

Hun sad til venstre for kisten sammen med sin mand og datter og svigersøn og sang: ≥Se nu stiger solen ad havets glød”. Hele kirken stemte i så taget var ved at løfte sig.

– Jeg kender Ole Kjær fra dengang….og så dukkede en ny historie op om manden fra Varde, der talte old græsk flydende. Mens søsteren…hun havde i to år ikke vekslet et ord med sin bror selvom de boede i samme by. Uvenner var de blevet, over noget som vel nærmest kunne kaldes en bagatel. Han var ikke til at bøje. Heller ikke for gode argumenter. Det vidste søsteren bedre end nogen anden. Tiden måtte læge sårene, og nu var det for sent. En stædig starut, med sine meningers mod, det vidste alle, der kom i butikken. Hvis ikke han gad sælge en bog, fordi kunden ikke var opmærksom eller præcis nok, så kunne det hænde at kunden blev bedt om at gå igen.

– Min dør står altid åben, men man skal opføre sig ordentlig i min butik, sagde han og tilføjede med et smil:

– For det er også mig der bestemmer, hvornår døren skal lukkes…

22


Jeg husker engang, da en ung tysker ind for at finde det bedste om Asger Jorn, sagde jeg til Professorens kvinde.

– Den har jeg her, sagde Ole Kjær og rakte den unge mand en nydelig bog fra vinduet.

– Findes der ikke andre?, forhørte han sig så.

– Du spurgte efter den bedste og det er denne her, sagde Ole Kjær og vendte ryggen til kunden. En stund stod kunden fortvivlet med den fine bog i hånden. Så forsøgte han sig på engelsk:

– But do you have another book?

Ole Kjær vendte sig i et hurtigt ryk mod ham:

– Ud. Ud! Ud af min butik. Jeg har vist dig det bedste, men du kan ikke beslutte dig. Farvel….og god dag.

Jeg havde siddet i den røde chaiselong og drukket kaffe. Ole Kjærs øjne lynede og samtalen gik virkelig trægt nu; det var tydeligt at den unge mand havde problemer med at forstå Ole Kjær, der talte dansk.

– Hvorfor slog du ikke over i tysk, eller engelsk, spurgte jeg, da den unge mand forvirret havde forladt forretningen.

– Fordi, svarede Ole Kjær – Han spurgte mig ikke om jeg kunne andre sprog. Han forudsatte blot at jeg kunne, og det er uhøfligt.

Og så blev den unge tysker smidt ud.

– Sådan ville Jenik aldrig gøre. Hun ville give plads til alle. Hvis ellers der var plads i hendes baglokale, fortsatte jeg.

– Det er ikke usandsynligt. Det er ikke usandsynligt, svarede Ole Kjær.

23


Præsten kaldte antikvariatet for en del af Nørrebros puls.

– Nu er hjertet holdt op med at slå, og vi siger farvel til en adelsmand, der ikke bare fulgte med i livet på Nørrebro, men også tog del i det. Ingen har som han set, hvordan vores kvarter har udviklet sig. Men han blev i stedet for at pakke sammen. Han tog kampen op og satte sig i imod. Også i de svære tider, hvor Blågårdsplads mest af alt lignede en slagmark.

Professoren smilede for sig selv ved ordene. Han kom i tanke om en sommerdag året forinden, hvor de igen havde sat sig for at drikke kaffe ved det lille campingbord udenfor butikkens vinduer. Unge mænd spillede højrøstet fodbold på pladsen og pludselig kom bolden trillende i retning af bordet – fortsatte ind gennem den åbne dør og lagde sig nydeligt til rette bag disken.

– Lad den ligge. De kan selv komme og hente den, sagde Ole Kjær da Professoren gjorde mine til at ville hente bolden.

– De skal lære hvad de gør med den bold, sagde Ole Kjær.

I vinduet lå katten og solede sig. En dreng med en far ved hånden stod længe og betragtede udstillingsvinduet:

– Tror du katten er død?, spurgte drengen til sidst sin far.

– Det tror jeg faktisk, den er, svarede faderen.

Men det var katten ikke. Den overlevede Ole Kjær og siden sin herres død har den ikke vist sig. Ikke i udstillingsvinduet, for døren er forblevet lukket lige siden.

24


Elskede Victoria,

Jeg har regnet på det. Det er 320.400 minutter siden at Ole Kjærs dør blev forseglet.

Hvis jeg husker rigtigt brugte vi næsten 215 minutter om ugen på at elske og kærtegne hinanden, den gang vi boede i huset ved havet. Det løber op alt sammen….

kh

Professorens lærling

25


Det værste var vinteren.

– Sådan nogen som os, vi behøver lys og varme, sagde Ole Kjær til katten:

– Vi egner os ikke til det danske. Ikke om vinteren i hvert fald.

Synd at han ikke fik sommeren med. Som I måske erindrer blev sommeren 2003 i Danmark varm og meget solrig. Det bagte ned over landet højt mod nord.

Den perfekte sommerdag. Og en perfekt nat var den 10. august også.

Da Antonio Gurrá møder sine banemænd hen ad 3:00 om natten lægger temperaturen på cirka 20 grader.

Det ville have været perfekt for Ole Kjær og katten. En rigtig dansk trope nat over Nørrebro. Over Blågårds Plads og gaden med.

 

2112-3264-thickbox

Snefald

Ikke siden hun havde skreget ham næsten døv og kradset smerten af desperation ind i det bløde kød omkring øjenhulerne, havde han ønsket at græde.

IMG_1909

Om eftermiddagen satte regnen ind og hun trykkede sig dybere ned i sædet, skuttede sig og hun så næsten nødtvungent ud gennem de duggede ruder i bilen.

Mod vest rejste Helagsfjeldet sig i 1796 meter.

Sneen dækkede toppen og den sidste dagsrejse mod nord havde bragt dem begge væk fra byen, hvor vinteren endnu ikke havde lagt hvide spor ud.

Hovedstaden lå ved havet, hun var opvokset dér, og aldrig havde hun skænket det en tanke, at byens fordærvethed, snavset, svineriet, ødselheden og med den ligegyldigheden skjultes når sneen kom.

Men nu tænkte hun sådan.

Hun tænkte, at sneen udvisker sporene efter grusomhederne som mennesker er istand til at udføre på mennesker.

Hun tænkte, at hun nu sad i bilen nordpå, væk fra byen ved havet, som hun elskede, og i horisonten rejste der sig et fjeld hvis skarpe konturer flængede himlen på en måde, der fortsat gjorde hende urolig.

Var hun utryg?

Næppe rigtig utryg, men hun mærkede at naturen ubønhørligt aflejrede sig i hende, som småsten der skyller op på en strand under tidehverv.

Fornemmelsen var en fremmed følelse, ufarlig, men ikke rar, og det var som at det stadig tættere snefog stædigt prikkede sig vej igennem hende, og nu havde lagt al sin kølighed omkring hjerte og bryst.

Hun skruede varmeblæseren op på 4.

En tør, kvalm varm luft bredte sig hurtigt i kabinen.

Læber tørrer ind i en statisk varme, det vidste hun, men hun frøs stadig og de havde ikke kysset hinanden siden han havde slået ud efter hende den foregående dag i byen.

Han sad ved siden af hende, bag rattet, og stirrede med sammenknebne øjne ud i snefoget.

Det var hendes bil, men det var hans domæne.

Det var ham som kørte, og han kørte godt, men nu var asfalten afløst af hjulspor og der var kun tilbage at håbe på at nå frem inden sneen lukkede passet.

Da hans øjne begyndte at tørre ud skruede han igen ned for ventilationen.

Der bredte sig en stilhed i bilen, der mindede ham om de lange sekunder med tilbageholdt åndedræt, efter at han havde overrakt hende blomsterne.

Det havde været blodrøde roser og hun havde smilt lykkeligt hele vejen ud i køkkenet hvor hun med sikker hånd klippede stilkene så kødet kunne suge vandet.

Siden favnede hun buketten og placerede dem forsigtigt ved siden af opvasken og han havde krænget trusserne af hende, mens hun stadig vaskede fingre.

Vandet der fosser, mens den korte kjole flækker i en syning ved halsudskæringen. Den voldsomhed, hvormed hun griber om bordkanten og spænder kroppen bagud så ballerne dirrer frit mod hans rejste lem. Børnenes leg i gården udenfor, en solsort, der fløjter, en bil, der starter, og på første sal lydene fra en højtaler, en kvinde der råber, en mand der svarer og skridt henover de slidte plankegulve.

Han hører lydene og hun hører lydene og de smiler lykkeligt til hinanden, og så er der plads; hun er fugtig nok nu, og han havde trængt op i hende bagfra – i køkkenet – hun havde fået orgasme, det vidste han og roserne havde aldrig været mere blodrøde.

Duften af hendes hår, den fugtige inderside ved skødet, han smagte hende og da han kom sitrede hans ben som en hund i løbetid. Alting havde været ganske fornøjeligt, de havde stået længe, foroverbøjet indover køkkenbordet. hurtigt åndedræt, og blodet der dunker på halspulsåren, hendes en anelse hurtigere end hans. Men det var hendes roser nu, og de stod udfoldet. Snittet i stilkenes kød havde været perfekt.

Senere kom skænderiet.

Altid som et uventet uvejr.

Den ulogiske række af omstændigheder, der ikke lod sig genskabe i logisk rækkefølge. Han havde hånet og hun havde råbt. Så var der igen stilhed. Og han hadede den form for stilhed og var gået sin vej.

På gaden stod han og hun åbnede vinduet.

Ville hun undskylde, eller blot kalde ham sin elskede?

Nej, hun råbte fortsat og nu dalede roserne, blodrøde ned over ham, og han husker, at han tænkte at blomsternes frie fald til jorden havde været en smuk oplevelse – lissom dengang i fangenskab, i vasen på køkkenbordet, hvorfra en let sødme af sæd stadig klæbede til den sorte overflade.

Så var han lusket blødende, nedbøjet i retning af havnen og smældet fra vinduet, der lukkedes havde fået det til at gippe i ham.

Ikke siden hun havde skreget ham næsten døv og kradset smerten af desperation ind i det bløde kød omkring øjenhulerne, havde han ønsket at græde.

Men nu pressede tårerne sig ud af øjenhulerne og sved sig vej ned over det forrevne landskab.

Det var som om, at han punkterede inden i, som om at luften gled ud af ham i takt med, at omridset af Helagsfjeldets hvide tinder kom tættere på ham. Som om at rummet udenfor bilen blev for stort, og nu gjorde ham bange på samme måde som han blev bange som dreng, når det bedste skjulested var i den nærliggende skov, hvor ingen nogensinde blev fundet, heller ikke ham og han havde ventet indtil alle var gået hjem, og mørket var faldet på.

Mørket, der gjorde turen tilbage til huset til en rejse i tid og rum. En angstfuld rejse i et fremmed land.

Men på Helags havde han været før.

Han følte sig hjemme på fjeldet og det undrede ham at han følte snerten af angst. Sneen tyknede stadig, og han noterede sig at sneen langsomt men sikkert ville ændre karakter til slud, når de var nået helt igennem passet for at påbegynde nedstigningen mod landsbyen.

Han følte sig sikker på at nå frem, men han sagde ingenting, for hun spurgte ikke. Men hendes utryghed føltes afklaret og nær. Han mærkede den og tav fortsat.

Vinduesviskeren arbejdede støt.

Motoren havde længe været varm og han havde forlængst opgivet at styre udenom de værste huller i grusvejen.

De dumpe smæld fra hjulkassen når fjedrene går helt i bund og undervognens kortvarige skurren henover resterne af lyng og mos-beplantninger fik ham til at spænde kroppen som en stålfjeder.

Så skete det pludseligt.

Uden varsel brød solens stråler igennem lavt til venstre for ham og Helag’s massive konturer badede sig i det blege skarpe lys.

Det var som om at himlen flækkede midt over og der var ingen anden mulighed end at sætte farten ned. Udsynet igennem de snavsede ruder var lig nul nu. Men han vidste at landskabet var satans flot.

Han stoppede bilen og rullede vinduet ned:

Her er så smukt. Jeg elsker det her sted.”

Elsker du mig?”

Han kiggede på hendes ansigt, der var omkranset af krøller som faldt ned i øjnene.

Første gang han havde set på hende havde han forelsket sig i hendes hår, men nu var det sent og mørket faldt på, så kun konturrerne af noget han følte, han kendte, anedes i vognen.

Ja, jeg elsker dig, men vi må nå ned i byen inden det bliver for mørkt.”

Ja, vi må, og vi er sammen altid, ik?”, fortsatte hun.

Ja, for altid”, brummede han og satte igen bilen i bevægelse.

Da hun kyssede hans nakke rejste hans lem sig med det samme.

Hun kærtegnede hans højre lår og som en refleks slap han speederen og sukkede dybt:

Skal vi altid være sammen? Jeg frygter vi måske en dag vil fortryde….”

Hun svarede næsten hviskende:

Elskede, du elsker mig da ikke?. Vi er så vidunderlige sammen.”

Måske, måske ikke.”

Vinduesviskerne arbejde støt som siamesiske tvillinger på speed, og han håbede inderligt, at hun ikke havde hørt hans sidste ord, men det havde hun og nu slap hun hans knæ og kørte sin hånd træt igennem håret.

Typisk, måske, måske ikke. Same as usual…”, sagde hun.

Han tænkte kun på hendes hår nu.

Hun gjorde det ofte, og han elskede det på samme måde som han elskede at elske med hende.

Det gav et ryk i ham, da hun pludselig lænede sig indover ham og pegede i retning af dalen. Han mærkede hendes bryster mod sin svedige skjorte. Blidt tog han om hendes nakke og klemte til indtil hun stønnende protesterede af den smerte pege- og tommelfingrene udvirkede på hendes tynde kød omkring nakkehvirvlerne. Hun sagde:

Dernede er der lys. Se der. Dér til højre hvor lyset spejler sig i elven.Åh, hvor skal det blive dejligt at komme ud af bilen. Jeg er så træt.”

Jeg er også træt. Kys mig igen, vil du?”

Hun kyssede ham med mellemrum hele vejen ned til byen i dalen, og pauserne i mellem at hendes læber rørte ham på halsen føltes som et år hver gang.

Det var tørre, indsprukne læber, den statiske varme havde gjort det ophovnede kød mere indtørret, men han vidste at hævelsen efter slagene altid lagde sig igen.

Fjeldluften ville gøre hende godt. Alting ville blive godt igen.

Han elskede hende og begærede hende betingelsesløst og det sneede stærkt nu og temperaturen faldt fortsat; han havde taget fejl og intet skulle skille dem ad.

slut….femte version, 1. juni 99- København,

2112-3264-thickbox

 

Hvalrosfangsten i Murchinson Sund

“Du er ikke andet end en skide fremmede,” skreg han og stampede arrigt i isen.

9Hundeslæder

Efter tre dage på isen blev jeg truet med et ladt gevær.

Det mærkelige var, blev jeg fortalt, at fangerne sjældent lader

temperamentet løbe af med sig, når de er på fangstrejse.

Min fanger var pludselig sprunget af slæden med sit gevær

og med tegn og fagter gjorde han mig forståeligt, at jeg skulle

blive på slæden og køre 100 meter væk fra sælens åndehul.

Det hele gik så stærkt og jeg sad på knæ på slæden mens

hundene stak af i retning mod en anden fanger og hans hunde.

Jeg forsøgte at bremse slæden, men mine tilbageslag med

pisken var for aggressive og jeg blev ramt i ansigtet af det

yderste af pisken.

Nå, men hundene fortsatte istedet for at bremse som de var

trænet til, og med et var mine hunde i slagsmål med den anden

fangers hunde.

Det så ret fornøjeligt ud, men fangerens tålmo­dighed brast,

han havde stået længe foroverbøjet henover et åndehul med sit

ladte gevær, og nu skulle jeg have besked.

Med geværet rettet mod mit bryst råbte han flere gange af

mig som en gårdvagt råber af en elev, der er taget på fersk

gerning i at ryge på toilettet. Til sidst forstod jeg, at jeg skulle

gentage, hvad han råbte, og jeg forstod , at han hånede mig

for ikke at være istand til at bringe hundene til standsning.

Situationen var ret ydmygende og jeg ville ikke finde mig i det,

så jeg bandede ad ham og dér stod vi 30 kilometer fra land, jeg

godt og vel et hovede højere end ham med knyttede knæver,

parat til at fravriste ham våbenet, og ham truende med et

ladt gevær og en helt ukontrolleret vrede og resignation over

miséren, som måske havde kostet ham aftensmaden til sig selv

og hundene.

“Du er ikke andet end en skide fremmede,” skreg han og

stampede arrigt i isen.

Vi var altid trætte og sultne sidst på dagen for vi havde

problemer med at finde hvalrossen og det blev kun til enkelte

sæler i løbet af dagen. Men petroliumslam­perne skinnede

pænt og Orion stod lavt i horisonten, og vi hentede isklumper

ved et nærliggende isfjeld, og efterhånden blev jeg helt tryg

ved at bevæge mig på den tynde is, selvom der var 100 meter

vand under os, og der gik historier om fangere, der hvert år gik

gennem isen.

2112-3264-thickbox

Først hvirvler vi støvet op, og derefter klager vi over, at vi ingenting kan se”

George Berkeley (1685-1753)/filosof

På himlen flyver fugle i natten. Sætter de mon sig på byens tage? Vi sover de uroliges søvn. Lyset fra åbne vinduer strømmer ud . Blændet af din skønhed,  banker byens hjerte. Ser vi mon det samme? Ofte aldrig. Sjældent sammenfatter vi kulturen og naturen i et åndedrag. Derfor er så meget bedre at fare vild I skoven, drukne sig I havet. Dø, om så det gælder. For en dråbe blod der fryser inden natten bliver til dag. Dit blod, når jeg dræber dig i mit kvælende favntag – og du gisper; du elsker mig endnu. Og jeg svarer; ja min engel, jeg elsker dig lidt endnu.

 

This slideshow requires JavaScript.

Det værste var frygten for det ukendte.
Lige meget hvad han gjorde, sad frygten i ham.
Ville byen genere dem?, tænkte han men sagde ingenting.

Brændingen var virkelig voldsom. Kaskader af vand slog strandbredden itu. Igen og igen rutchede stenene under fødderne på dem begge og på nippet til at miste balancen greb han ud efter hendes hånd.

Hun brølede tak. Og kyssede ham på munden.
Kysset ramte forkert og de våde læber på hans kind efterlod spyt.
– Jeg dør, råbte han.
– Jeg dør af kulde. Og du har sat et dødsmærke på min kind. Dér. Se selv.!
Ordene blev hostet ud. Trykket fra vinden fik hans åndedræt til at gå i stød.
Hendes hår stod i kaskader rundt om ansigtet.
Han så det i månelyset, og i lyset fra brændingen.
Sekunder senere trak hun sig.
Hendes ansigt krøllede sammen. Smerten i øjenhulerne var intet imod den smerte hun havde i fødderne.

Vanvittig forfrossen trak hun sig i sikkerhed bag en sandhøj. Hendes nøgne krop lyste blegt.
Han kunne lige akkurat mærke en vellyst i sit lem, så fortrak også han i smerte fra strandkanten.
– Min tur, sagde han og knælede foran hende.
– Jeg fryser. Hold om mig, bad hun.
– Min tur, kommanderede han igen og lagde hovedet bagover og hylede som en ulv.
Hun tog hans lem i munden, og da han kom rystede han over hele kroppen.
Så rejste hun sig med besvær og begyndte at tage sit tøj på igen. Fingrene lystrede ikke. Han så det, og gik. Tilbage til brændingen gik han og smerten i fødderne var i aftagende.

– Der står en ensom mand, råbte hun, men han hørte hende ikke.
– Vi er ikke uskyldige længere, tænkte hun. Vi er medvidende om hvad der skal ske. Men hvordan det sker, ved ingen.

Og han stod bare der ved havet, nøgen, og lod vandet skylle over de forfrossne tæer, men ingenting mærkede han længere. Ingenting overhovedet.
I månelyset lignede manden en hun kendte. Så kradsede hun sig tankefuldt i skridtet, spyttede, og vendte ryggen til. Smagen af sæd kunne ingen storm fjerne. Heller ikke her.

Mummifar! Han ligner Mummifar, tænkte hun. Smilte hun? Var hun lykkelig nu?

2
Om natten – når månen var stået op og Orion længe havde fastholdt horisonten – gik de ofte til vandet.
Fra huset ved havet gik de og man kunne knapt skimte dem andet end som mørke faretruende skygger.

Og over mod øen og fyret spejdede de.

Han vidste, at i nat under Karlsvognen ville Arcturus lyse og frosten bygge slotte af isblomster i ly af mørket, krystaller af vand ville lægge sig på stenene, på hybenbuskens trætte blade, i rønnetræet, den sårbare unge birk, og det visne græs ville lyse sølv. Glat på terrassen ville der være, tænkte han men sagde ingenting.

Senere viste han hende både Tyren og Løvens tegn, men Karlsvognen lo de af, for Karlsvognen er alles ejendom, og ingen elskende ønsker at dele sine dyrebare skatte med andre.

Og hun sagde; Jeg er Tyr. Tag mig.

Han smilte i mørket, og fandt Orion med bælte, bue og pil rettet mod Tyren, men om det tav han.

3
Når de senere sad i stuen, og ilden fra kakkelovnen blussede og havets vildskab, og den evindelige isnende kulde afløstes af stilhed og varmen fra bøgetræet, der langsomt glødede og harpiks uregelmæssigt blødte gyldent, kunne hun pludselig rejse sig og han ville iagttage hende indtil hun forsvandt på toilettet, eller var i køkkenet, men han ville mærke hende alligevel, for han klæbede til hende som krystallerne klæbede koldt til de våde sten ved stranden.

Så vendte hun tilbage til stuen, og han følte sig rolig, skønt uroen sad i ham som en knude.

Hun rørte hans modermærke.

– Rør mit, sagde hun så.

Og han fandt hendes stednavne på kroppen.

– Mit ansigt. Rør også det, sagde hun så.

Og han rørte hende på samme måde som hun rørte hans sjæl.

– Jeg elsker dig. Og når jeg dør….

Hun stoppede ham:

– Der er ingen der skal dø. Vi dør aldrig, min ven. Vi lever…

4
Da det blev morgen gik de en sidste gang til havet.

Nøgen badede hun og forsvandt et kort sekund under vandet, og han stod bare dér på stranden med et håndklæde og en sweater og så hvordan kroppen brød vandet og han tænkte hun lignede en engel.

Så løb hun op på stranden og hendes bryster dansede; han så hendes smukke bryster danse, og håret bølgede gyldent, hun lo højt og trippede frysende på de kolde sten, så han svøbte hende ind og frotterede hende, og da han kyssede hendes læber; og hun sagde; Jeg fryser. Hold om mig, tænkte han, at måske var lyset fra fyret alligevel trængt igennem stammer af træ den forgående nat.

5
“Nu rejser Mummitroldene ind til byen,” grinte hun.

“Ja, mon ikke”, sagde han: “Vi må håbe vi har det hele med.”

“Ja, mon ikke,” svarede hun og slog til filthatten.

Sidst på dagen nåede de frem til byen, men det havde været bedre ved havet. Alting var altid bedre set I bakspejlet – især nu, hvor hun ikke længere var hans alene, og han ikke længere kunne se stjernehimlen lyse.

 

%d bloggers like this: